Tilsynsmyndighedens anvendelse af sanktioner efter styrelseslovens § 61, når en ankeinstans har truffet afgørelse om, at en part har ret til en kommunal ydelse

Tilsynsmyndighedens anvendelse af sanktioner efter styrelseslovens § 61, når en ankeinstans har truffet afgørelse om, at en part har ret til en kommunal ydelse

I skrivelse af 3. maj 1989 har Tilsynsrådet for Københavns Amt orienteret Indenrigsministeriet om, at tilsynsrådet i en skrivelse af samme dato har meddelt Rødovre Krop- og Motionsforening, at rådet ikke finder at kunne bringe bestemmelsen i styrelseslovens § 61 om tvangsbøder i anvendelse i anledning af, at Rødovre Kommune har nægtet at udbetale tilskud efter fritidsloven til foreningen. Tilsynsrådet lagde herved vægt på, at der ikke fra ressortmyndigheden (amtsrådet) forelå en tilkendegivelse om, at man fandt det nødvendigt eller ønskeligt, at tilsynsrådet ved anvendelse af tvangsmidlerne i styrelseslovens § 61 søgte at tvinge Rødovre Kommune til at yde tilskuddet til foreningen.

Senere har advokat Jens Linde i skrivelse af 9. maj 1989 (vedlagt) på vegne af Rødovre Krop- og Motionsforening klaget til Indenrigsministeriet over tilsynsrådets undladelse af at gribe indd over for Rødovre Kommune.

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende

I § 61 i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984, er angivet de sanktioner, som den kommunale tilsynsmyndighed kan anvende over for ulovligheder i kommunestyret. Hvis en kommunalbestyrelse undlader at udføre en foranstaltning, som den efter lovgivningen har pligt til at udføre, kan tilsynsmyndigheden efter bestemmelsen i § 61, stk. 2, pålægge de medlemmer af kommunalbestyrelsen, der er ansvarlige for undladelsen, tvangsbøder.

I bemærkningerne til lov nr. 210 af 16. maj 1984 om ændring af de kommunale styrelseslove, hvorved § 61 fik sin nuværende affattelse, er det angivet, at det er en betingelse for anvendelse af sanktionerne i § 61, at der foreligger den fornødne klarhed, dvs. at der ikke er rimelig tvivl om, at lovgivningen er tisidesat.

I den betænkning (betænkning nr. 996/1983), der lå til grund for lovændringen, er det anført, at det i praksis undertiden har været tvivlsomt, om ressortmyndighederne ønskede tilsynsmyndighedernes indgriben i en konkret sag. Tvivl kan opstå, hvis ressortmyndigheden ikke udtrykkeligt angiver, at ulovligheden efter myndighedens opfattelse er af en sådan karakter, at en indgriben efter § 61 er ønskelig/påkrævet.

Det anføres endvidere i betænkningen (side 87), at det normalt er en forudsætning for den kommunale tilsynsmyndigheds indgriben, at der foreligger en udtalelse fra den myndighed, hvis lovgivning er overtrådt, om, at der foreligger en klar ulovlighed, og at ulovligheden er så alvorlig, at den ikke kan tolereres, således at § 61-sanktioner af ressourtmyndigheden skønnes påkrævet.

De her nævnte to betingelser, at ressourtmyndigheden skal anse forholdet for klart ulovligt, og at ressortmyndigheden skal ønske tvangsmidler anvendt, gælder imidlertid ikke i tilfælde, hvor en ankeinstans har truffet afgørelse om, at en part har ret til en ydelse. Hvis der i sådanne tilfælde foreligger en utvetydig afgørelse, som er truffet af rette myndighed, og som ikke har et åbenbart ulovligt indhold eller i øvrigt er behæftet med en åbenbar væsentlig eller grov mangel, påhviler det tilsynsmyndigheden på begæring af parten at yde bistand til, at kommunen efterlever afgørelsen.

Når en ankeinstans har truffet en afgørelse, er kommunens nægtelse af at efterleve afgørelsen i sig selv en klar ulovlighed, uanset om afgørelsen måtte vedrøre et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål. I sådanne tilfælde er det således uden betydning, om kommunens afgørelse er klart ulovlig, idet den klare ulovlighed består i kommunens manglende efterlevelse af ankeinstansens afgørelse. På begæring af parten må tilsynsmyndigheden derfor yde bistand til, at den pågældende opnår den ret, der er tillagt vedkommende over for kommunen, om fornødent ved anvendelse af tvangsbøder.

Der kan herved henvises til Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning II, Opgaver og Tilsyn, side 248, Peter Bak Mortensen, Juristen 1985, side 182, og Preben Espersen, Juristen 1988, side 152.

Da Københavns Amtskommune som kompetent myndighed i henhold til skolestyrelseslovens § 65 har truffet en for Rødovre Kommune bindende afgørelse om, at Rødovre Krop- og Motionsforening har krav på tilskud efter fritidsloven, skal tilsynsmyndigheden på begæring af den tilskudsberettigede yde bistand til, at kommunen efterlever afgørelsen.

På denne baggrundd skal Indenrigsministeriet anmode Tilsynsrådet for Københavns Amt om at tage sagen op til fornyet behandling med henblik på, at det pålægges Rødovre Kommune at efterleve Københavns Amtskommunes afgørelse vedrørende tilskud til foreningen efter fritidsloven.

Til orientering vedlægges kopi af ministeriets skrivelse af dags dato til foreningens advokat, Jens Linde.

Med venlig hilsen

Thor Pedersen

/ Jann Larsen

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1989 8.4.

Udtalt, at når en ankeinstans, der er rette myndighed, har truffet en utvetydig afgørelse, hvorefter der er tillagt en borger (en forening) en ret til en ydelse, og denne afgørelse ikke har et åbenbart ulovligt indhold eller i øvrigt er behæftet med en åbenbar væsentlig eller grov mangel, er kommunens nægtelse af at efterleve afgørelsen i sig selv en klar ulovlighed. Det gælder, uanset om afgørelsen måtte vedrøre et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål. På begæring af borgeren (foreningen) må den almindelige kommunale tilsynsmyndighed derfor yde den pågældende bistand til at opnå den ret, der er tillagt vedkommende over for kommunen, om fornødent ved anvendelse af tvangsbøder.

I sådanne tilfælde er det således ikke nødvendigt, at der foreligger en udtalelse fra den myndighed, hvis lovgivning er overtrådt, om, at der foreligger en klar ulovlighed, og at ulovligheden er så alvorlig, at den ikke kan tolereres, således at sanktioner i henhold til styrelseslovens § 61 af ressourtmyndigheden skønnes påkrævet.