Hvorvidt 2 byrådsmedlemmer, der er dømt for overtrædelse af den kommunale styrelseslov, er valgbar

Hvorvidt 2 byrådsmedlemmer, der er dømt for overtrædelse af den kommunale styrelseslov, er valgbar

I skrivelse af 19. juni 1989 har byrådet i henhold til § 34 a, stk. 2, i den kokmmunale valglov indberettet, at borgmester NN og byrådsmedlem PP ved X Rets dom af 3. februar 1989 hver er blevet idømt en bøde på 5.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 4 dage for groft at have tilsidesat deres pligter som medlemmer af kommunalbestyrelsen, jf. § 61 C i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984.

Ved dommen er samtidig tidligere borgmester RR blevet idømt en bøde på 10.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 8 dage for groft at have tilsidesat de ham som borgmester påhvilende pligter, jf. den foran nævnte § 61 c i lov om kommunernes styrelse. RR er efter dommens afsigelse udtrådt af byrådet. Sagen er derfor ikke indberettet for Valgbarhedsnævnet for hans vedkommende, jf. den kommunale valglovs § 34 a, stk. 2.

Det fremgår af sagen, at den tidligere borgmester RR den 13. juni 1985 på kommmunens vegne afgav en erklæring over for Banken i Y hvorefter et beløb på 9 mill. kr. af kommunen skulle indsættes i banken til sikkerhed for opfyldelse af de kontraktretlige forpligtelser, som et planlagt kursus- og kongrescenter måtte få over for bygherren og udlejeren af centret.

Ved en påtegningsskrivelse af 4. december 1985 bekræftede kommunen over for banken, at erklæringen fortsat var bindende, og at beløbet senest måtte indbetales den 20. december 1985.

Erklæringen af 13. juni 1985 fik senere en påtegning af 19. juni 1986, hvorefter garantien fik et andet og mere byrdefuldt indhold end den oprindelige, idet bl.a. garantiperioden blev forlænget til den 20. maj 1991 mod tidligere 1. november 1990. Denne påtegning blev underskrevet af byrådsmedlemmerne NN og PP sammen med den daværende borgmester.

NN og PP medunderskrev ligeledes en erklæring af 16. maj 1986, hvorefter et beløb på 1 mill. kr. skulle indsættes i Banken til sikkerhed for forpligtelser over for leverandører m.fl. vedrørende tegningsmaterialer til brug ved tegning af anparter i et af de selskaber, der indgik i konstruktionen omkring opførelsen af kursus- og kongrescentret.

Tilsynsrådet havde den 15. maj 1985 på forespørgsel fra kommunen udtalt, at kommunen ikke lovligt ville kunne yde en kommunegaranti på 5 mill. kr. i forbindelse med projektet vedrørende kursus- og kongrescentret. Det er således en almindeligt kommunalretligt princip, at en kommune ikke lovligt kan yde støtte til hotelvirksomhed, som er et privat erhverv, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. Sådanne ganske særlige omstændigheder forelå efter tilsynsrådets opfattelse ikke. Indenrigsministeriet havde den 26. november 1985 erklæret sig enigt med tilsynsrådet i, at det ikke ville være lovligt for kommunen at yde den omhandlede garanti.

Retten har ikke fundet, at nogen af garantierne på 5 mill. kr. og 1 mill. kr. er meddelt til lovlige kommunale formål.

I dommen er det lagt til grund, at NN og PP begge var bekendt med tilsynsrådets og Indenrigsministeriets udtalelser i sagen, da de underskrev påtegningen af 19. juni 1986 vedrørende garantien på 5 mill. kr. og erklæringen af 16. maj 1986 vedrørende garantien på 1 mill. kr.

Det er ligeledes lagt til grund, at byrådet ikke på et møde den 12. juni 1985 bemyndigede den daværende borgmester til at indgå nogen af de omhandlede garantier, og at der derfor er handlet i strid med § 41 i lov om kommunernes styrelse, hvorefter beslutning om påtagelse af garantiforpligtelser skal træffes af kommunalbestyrelsen. Det er lagt til grund, at PP, der deltog i byrådsmødet den 12. juni 1985, vidste, at kommunalbestyrelsen ikke havde godkendt nogen garantistillelse, samt at NN, der ikke deltog i mødet, intet havde bemærket i mødereferatet om vedtagelse af garantistillelse.

Retten har lagt vægt på, at de to byrådsmedlemmer underskrev som gruppeformænd, men efter det oplyste uden at spørge deres respektive grupper eller i øvrigt søgt forholdet nærmere oplyst. Retten har endvidere fundet, at det måtte være kendeligt for de pågældende, at den daværende borgmester lagde afgørende vægt på, at de medunderskrev garantierklæringerne.

Selv om NN's og PP's underskrifter har været uden retlig betydning for garantiernes gyldighed - fordi de pågældende ikke var bemyndigede til at underskrive på kommunens vegne - har retten således fundet, at de ved at medunderskrive erklæringerne har gjort sig skyldig i grov tilsidesættelse af deres pligter som medlemmer af kommunalbestyrelsen. Ved straffastsættelsen er der taget hensyn til på den ene side de betydelige beløb, garantistillelserne angår, og til den risiko, de pågældende har påført kommunen, men på den anden side også til, at de pågældende har handlet uegenyttigt og efter egne overbevisning til gavn for kommunen.

Valgbarhedsnævnet skal indledningsvis bemærke, at § 61 c i den kommunale styrelseslov, der trådte i kraft den 1. juli 1984, kriminaliserer en række forskellige forhold, som ikke hidtil har været strafbare, og som derfor heller ikke har kunnet medføre tab af valgbarhed til kommunale råd efter reglerne i den kommunale valglov. Straffebestemmelsen i § 61 c er for første gang bragt i anvendelse i denne sag. Nævnet har på denne baggrund måttet overveje, i hvilket omfang domfældelse efter § 61 c bør medføre også fortabelse af valgbarhed og har fundet, at bedømmelsen af fortsat valgbarhed også i sager af denne art må afhænge af et konkret skøn over omstændighederne i forbindelse med begåelsen af den strafbare handling.

En af de tre domfældte iværksat anke til Landsretten er opgivet, og borgmester RR er efter domsafsigelsen af helbredsmæssige grunde udtrådt af byrådet. Dette medfører, at spørgsmålet om fortsat valgbarhed alene er rejst for så vidt angår NN og PP.

Valgbarhedsnævnet finder, at den afgørende beslutning i sagen har været den i dommen nævnte Erklæring og Sikkerhedsstillelse af 13. juni 1985, der på kommunens vegne er underskrevet af borgmesteren og den daværende kommunaldirektør, der i forening havde den underskriftsbemyndigelse, som er omhandlet i den kommunale styrelseslovs § 32. Som anført i dommen har de været legitimeret til på kommunens vegne at indgå bindende aftaler, men borgmesteren har ikke haft bemyndigelse hertil fra byrådet, jf. den kommunale styrelseslovs § 41.

Bedømmelsen af NN's og PP's forhold kompliceres af, at dette for sagens videre udvikling afgørende forhold dels er strafferetligt forældet og dels ikke direkte vedrører disse to byrådsmedlemmer.

Valgbarhedsnævnet finder anledning til at fremhæve, at Banken som ovenfor nævnt ved en skrivelse af 2. december 1985 - kort tid efter Indenrigsministeriets afgørelse og nyvalg til byrådet - udbad sig kommunens tiltrædelse af, at erklæringen af 13. juni 1985 fortsat er bindende , og ved en påtegning af 4. december 1985, stemplet Z Kommune, Byrådet, RR , blev tilsagnet bekræftet.

Dette dokument har ikke været fremlagt under straffesagen, og der foreligger således ikke i straffesagen oplysninger eller forklaringer om grunden til, at banken ønskede en sådan bekræftelse og det må i øvrigt henstå som uvist, om påtegningen er afsendt.

Det er ved dommen i straffesagen antaget, at påtegningen af 19. juni 1986 indebar, at den oprindelige garanti af 13. juni 1985 havde fået et nyt indhold, fordi garantien blev knyttet til den nu oprettede lejekontrakt af 20. maj 1986, der indeholdt strenge misligholdelsesregler, bestemmelse om bod og forlængelse af garantien fra den 1. november 1990 til den 20. maj 1991. Valgbarhedsnævnet har i denne forbindelse hæftet sig ved, at lejekontraktens dato er indføjet i den oprindelige garanti på en åben plads i teksten, og lejekontrakten er ikke nævnt særskilt i den påtegning, som de to byrådsmedlemmer har underskrevet.

Det følger imidlertid af dommens begrundelse, at påtegningen herefter skulle have været underskrevet af borgmesteren og kommunaldirektøren i forening, jf. den kommunale styrelseslovs § 32. Det er i dommen anført, at NN's og PP's underskrifter har været uden retlig betydning, men der er ikke under straffesagen taget stilling til den betydning, det eventuelt måtte have, at påtegningen af 19. juni 1986 samt garantien af 16. maj 1986 herefter ikke er underskrevet af nogen person, der var legitimeret eller bemyndiget til at forpligte kommunen.

Valgbarhedsnævnet må endvidere lægge vægt på borgmesterens i dommen gengivne forklaring om, at han søgte politisk dækning hos de to byrådsmedlemmer, der var gruppeformænd og på, at det i dommen er anført, at de domfældte har handlet uegennyttigt og efter egen overbevisning til gavn for kommunen .

Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder finder Valgbarhedsnævnet det betænkeligt at fastslå, at de strafbare handlinger for de to byrådsmedlemmers vedkommende er af en sådan karakter, at de i almindeligt omdømme gør dem uværdige til at være medlemmer af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 2.

De pågældende må derfor anses for valgbare.

(* 1) I den tidligere lov var bestemmelserne i § 2 og § 34a, stk. 2. Skrivelsen er optaget i Ministerialtidende.

To byrådsmedlemmer blev idømt en bøde på 5000 kr. for overtrædelse af den kommunale styrelseslov ved at have underskrevet en påtegning på en garanti stillet overfor et kursus og kongrescenter, hvorefter garantien fik et andet og mere byrdefuldt indhold end den oprindelige. Valgbarhedsnævnet fandt, at de pågældende var valgbare.