Udtræden af byråd
Statutory Text (3 Articles)
Udtræden af byråd
I skrivelse af 17. januar 1989 har De i henhold til § 34 b, stk. 2, i lov om kommunale valg klaget til Indenrigsministeriet over Mariager Byråds afslag på Deres ansøgning om at udtræde af byrådet for resten af valgperioden.
De har som begrundelse for Deres ønske om udtræden af byrådet anført, at De finder, at byrådsarbejdet ikke længere er foreneligt med Deres erhvervsarbejde som lærer, idet der ikke sker fuld vikardækning af Deres timer på skolen ved Deres fravær fra skolearbejdet som følge af varetagelsen af hvervet som byrådsmedlem.
De har i Deres klage nærmere anført, at det er uundgåeligt, at varetagelsen af hvervet som byrådsmedlem, især økonomiudvalgets forretninger, til tider giver ekstraordinær mødevirksomhed, der medfører, at De må tage fri fra Deres arbejde nogle timer eller hele dagen. Dette har medført voksende problemer i forhold til Deres elevers forældre, hvilket kan betyde, at De vil blive ringere stillet ved den forestående fagfordeling blandt skolens lærere. De finder, at De herved er blevet bragt i et dilemma, hvor De har måttet vælge at værne om Deres erhvervsvilkår som lærer.
Som oplyst i Indenrigsministeriets skrivelse til Dem af 30. januar 1989 har Indenrigsministeriet forelagt Deres klage for Mariager Byråd. Byrådet har i skrivelse af 10. februar 1989 fastholdt sit afslag, idet byrådet bl.a. har udtalt, at de regler, hvorefter skolerne administrerer i forbindelse med læreres fravær, blev indført allerede i marts 1983. De har i videst muligt omfang fået tilrettelagt Deres lærerskema efter Deres mødeaktivitet, og De har haft mulighed for enten at begrænse Deres byrådsarbejde eller at få Deres timetal nedsat. Endvidere har byrådet udtalt, at De efter det oplyste ikke agter at genopstille ved næste kommunalbestyrelsesvalg.
Ved skrivelse af 9. februar 1989 har De kommenteret byrådets udtalelse af 10. februar 1989. De har bl.a. anført, at De finder, at De må arbejde mest muligt i byrådet for den liste, De er valgt på. Endvidere er det først i den seneste tid, at det er blevet et problem for Dem at varetage både hvervet som byrådsmedlem og Deres erhvervsarbejde. Endelig bemærker De, at Mariager Byråd ikke har modtaget nogen meddelelse fra Dem om, hvorvidt De ønsker at genopstille ved næste kommunalbestyrelsesvalg.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at kommunalbestyrelsen i henhold til § 34 b, stk. 1, i lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 139 af 26. marts 1985, efter begæring fra et medlem kan træffe beslutning om fritagelse for medlemskab af kommunalbestyrelsen, såfremt medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskabet. Efter § 34 b, stk. 2, i lov om kommunale valg kan afgørelsen indbringes for indenrigsministeren.
Ved afgørelsen af, om et kommunalbestyrelsesmedlem har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskab af kommunalbestyrelsen, er det uden betydning, om medlemmet har mulighed for at indskrænke omfanget af sit arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem eller sit erhvervsarbejde. Endvidere er det uden betydning for vurderingen af, om der foreligger rimelig grund til udtræden, hvorvidt kommunalbestyrelsesmelemmet ønsker at genopstille ved næste kommunalbestyrelsesvalg. Vedrørende fastlæggelse af tidspunkterne for kommunalbestyrelsens møder skal ministeriet bemærke, at kommunalbestyrelsens mødevirksomhed, herunder ekstraordinære møder og udvalgsmøder m.v., skal tilrettelægges under hensyntagen til medlemmernes erhvervsarbejde og således,at møderne i videst muligt omfang placeres uden for normal arbejdstid.
Indenrigsministeriet har ikke fundet grundlag for at betvivle Deres oplysning om, at De ønsker at udtræde af byrådet, fordi De finder byrådsarbejdet uforeneligt med varetagelsen af Deres erhvervsarbejde som lærer, hvilket heller ikke er imødegået af byrådet. Uanset at De i vidt omfang har fået Deres lærerskema tilrettelagt efter Deres mødeaktivitet, finder Indenrigsministeriet efter omstændighederne, at De har rimelig grund til at ønske Dem fritaget for hvervet som byrådsmedlem, for at De på tilfredsstillende måde kan varetage Deres arbejde som lærer.
Indenrigsministeriet meddeler Dem derfor tilladelse til med øjeblikkelig virkning at udtræde af Mariager Byråd, jf. § 34 b, stk. 2, i lov om kommunale valg.
Mariager Byråd, Tilsynsrådet for Århus Amt og Undervisnings- og Forskningsministeriet har modtaget kopi af denne skrivelse.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Emil le Maire
(*) I den tidligere valglov var bestemmelsen i § 34 b.
Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1989 8.1.
Meddelt et byrådsmedlem tilladelse til, at udtræde af byrådet i henhold til § 34 b, stk. 2, i den kommunale valglov.
Den pågældende havde henvist til, at hvervet som byrådsmedlem, især økonomiudvalgets forretninger, til tider gav ekstraordinær mødevirksomhed, der medførte, at han måtte tage fri fra arbejde nogle timer eller hele dagen. Da der ikke var fuld vikardækning ved fravær fra skolearbejdet, fandt den pågældende ikke længere, at byrådsarbejdet var foreneligt med hans erhvervsarbejde.
Udtalt, at det ved afgørelsen af, om et byrådsmedlem har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskab af byrådet, er uden betydning, om medlemmet har mulighed for at indskrænke omfanget af sit arbejde som byrådsmedlem eller sit erhvervsarbejde.
Endvidere udtalte, at byrådets mødevirksomhed, herunder ekstraordinære møder og udvalgsmøder m.v., skal tilrettelægges under hensyntagen til medlemmernes erhvervsarbejde og således, at møderne i videst muligt omfang placeres uden for normal arbejdstid.
Uanset at den pågældende i vidt omfang havde fået sig lærerskema tilrettelagt efter mødeaktiviteten, fandt ministeriet efter omstændighederne, at vedkommende havde rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet for på tilfredsstillende måde at varetage sit erhvervsarbejde som lærer.