Ankestyrelsens principafgørelse O-45-89 om betaling - daginstitution - vidtgående handicappet barn - pasningsbehov - merudgifter ved forsørgelsen

Ankestyrelsens principafgørelse O-45-89 om betaling - daginstitution - vidtgående handicappet barn - pasningsbehov - merudgifter ved forsørgelsen

Resume

Det var ikke udelukket efter en konkret vurdering at yde hjælp til betaling af udgift til daginstitution til et 11-årigt barn, der på grund af psykisk udviklingshæmning havde pasningsbehov, som jævnaldrende, ikke- handicappede børn ikke havde.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato

28-05-2009

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 1 og § 73

Vejledninger

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 -

Sagsfremstilling

Den psykisk udviklingshæmmede B, født i 1976 men med et funktionsniveau som en 3-årig, boede hjemme og gik i skole ca. 6 timer om dagen.

Efter skoletid tilbragte B ca. 3 timer i en aldersintegreret daginstitution oprettet i henhold til bistandslovens § 69.

Hertil var der bevilget B støttepædagog i 15 timer pr. uge.

Forældrene, der begge var udearbejdende, havde tilsammen en månedlig nettoindtægt på over 16.000 kr.

B havde en storebror på 16 år.

Det sociale udvalg nedsatte forældrebetalingen til halvdelen efter reglerne i § 4, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 1984 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Udvalget afviste en yderligere nedsættelse.

Udvalget henviste til, at der ikke kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, og til at fritidshjemmet optog børn i alderen 7-13 år, samt til at man skønnede, at B havde et pasningsbehov.

Forældrene klagede til amtsankenævnet og henviste navnlig til, at der ikke ville have været et pasningsbehov, hvis B havde været rask.

Amtsankenævnet tiltrådte den af det sociale udvalg trufne afgørelse om ikke at yde socialpædagogisk friplads til dækning af den resterende del af udgiften ved B's ophold i børneinstitution, idet nævnet ikke

fandt, at betalingsspørgsmålet kunne antages at vanskeliggøre B's forbliven i institutionen, jf. bistandslovens § 73, stk. 2, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 11. december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at B's forældre havde en månedlig nettoindtægt på 16.590 kr.

Nævnet lagde endvidere til grund, at der ikke i bistandslovens § 48 var hjemmel til at yde hjælp til dækning af forældrebetalingen ved ophold i børneinstitutionen.

Afgørelsen blev på familiens vegne indanket af en statskonsulent for psykisk udviklingshæmmede.

Der henvistes til en vedlagt funktionsundersøgelse (»Vinelandsprøven«), hvoraf det bl.a. fremgik, at B skulle være under konstant opsyn.

Ankestyrelsen antog sagen til principiel behandling til afklaring af, om den del af daginstitutionsudgiften, der ikke afholdtes efter § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen af 13. januar 1984, kunne afholdes som en merudgift ved barnets forsørgelse i hjemmet, jf. bistandslovens § 48, stk. 1.

Nævnet anførte over for Ankestyrelsen bl.a., at man fortsat var af den opfattelse, at der ikke i bistandslovens § 48 er hjemmel til at yde hjælp til forældrebetaling i daginstitution, idet nævnet fandt, at spørgsmålet måtte behandles efter bistandslovens § 73 og de bekendtgørelser, der er fastsat med hjemmel i denne lovbestemmelse.

Nævnet støttede sin opfattelse på de principper, som Ankestyrelsen havde givet udtryk for i to afgørelser offentliggjort som SM 0-5- 84 og SM 0-7-86.

Ankestyrelsen fik fra fritidshjemmet oplyst, at det var almindeligt, at børnene gik ud af institutionen i 10-11 års alderen.

Afgørelse

Ankestyrelsen var med amtsankenævnet enig i, at der ikke kunne ydes yderligere nedsættelse af betalingen for ophold i daginstitutionen efter de regler, der var fastsat i bekendtgørelserne efter bistandslovens § 73.

Ankestyrelsen fandt derimod, at udgifterne til betaling af den resterende del af daginstitutionsudgiften skulle dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, fra den 1. i måneden efter at B var fyldt 11 år.

Ankestyrelsens udgangspunkt ved bedømmelsen var, at der som hovedregel ikke kan ydes dækning af daginstitutionsudgifter fastsat med hjemmel i bistandslovens § 73 efter andre bestemmelser i loven, herunder § 48.

Det var herved lagt til grund, at der ikke var merudgifter ved forsørgelsen, når daginstitutionsbetalingen svarede til - eller var mindre end - betalingen for alderssvarende ikke handicappede børns daginstitutionsophold.