Byfornyelse - utidssvarende byområde - nedrivning
Statutory Text (3 Articles)
Byfornyelse - utidssvarende byområde - nedrivning
BYFORNYELSESBESLUTNING FOR KARRE 42, SUDERGADE, BJERGEGADE, SCT. OLAIGADE, STJERNEGADE, FOR SÅVIDT ANGÅR EJENDOMMEN BJERGEGADE 11.
Nævnet behandlede på sit møde den 15. november 1989 Deres klage over byfornyelsesbeslutningen for ovennævnte ejendom, jf. skrivelse af 7. juli 1989 fra advokat Iakob Olrik og Deres skrivelse af 19. juli 1989.
I forbindelse med nævnets møde blev der foretaget besigtigelse af ejendommen.
På baggrund af besigtigelsen af ejendommen er det nævnets opfattelse at byfornyelsesloven ikke indeholder tilstrækkelig hjemmel til beslutning om nedrivning af sidehuset til ejendommen Sct. Olaigade 31 og ca. 1,2 meter af sidehuset til ejendommen Bjergegade 11, ligesom der ikke findes tilstrækkeligt grundlag for beslutning om nedrivning af halvtagene i gården.
Nævnet har derfor besluttet at imødekomme Deres klage.
Det fremgår af byfornyelseslovens § 7, stk. 1, at der kan træffes beslutning om byfornyelse bl.a. gennem iværksættelse af nedrivning helt eller delvis af bestående bebyggelse og tilpasning af den resterende bebyggelse. Forudsætningen for en byfornyelsesbeslutning er, at byområdet er utidssvarende, hvilket ifølge § 2, nr. 1, er tilfældet, såfremt bygningernes indbyrdes placering eller bebyggelsestætheden hindrer rimelig adgang til lys, luft, opholds- eller friarealer. Af boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 fremgår, at det er et hovedsigte med byfornyelsesloven at begrænse nedrivninger, at der i forbindelse med nedrivningsbeslutning skal foretages en vurdering af bygningens fysiske tilstand, og at en nedrivningsbeslutning skal ses i sammenhæng med en samlet økonomisk vurdering af projektet.
Nævnet konstaterede ved besigtigelsen, at sidehuset var i god stand. Nævnet finder ikke, at hensynet til lys og luft til de omkringliggende boliger er tilstrækkeligt stort til at begrunde en nedrivning i betragtning af karreens placering i et område med rigelig adgang til åbne pladser og rekreative områder.
Med hensyn til pålægget om at nedrive halvtagene i gården finder nævnet ikke, at der i medfør af byfornyelsesloven er tilstrækkeligt grundlag for at træffe denne beslutning. Nævnet har herved ikke taget stilling til, om der i medfør af anden lovgivning kan meddeles påbud om nedrivning af halvtagene.
Med hensyn til kravet om retablering af bad og køkken i eksisterende erhvervslejemål i forhuset falder disse påbud bort, når sidehuset skal bevares, idet disse faciliteter findes i det pågældende sidehus. Såfremt det er kommunens opfattelse, at der skal installeres køkken og bad i eksisterende forhus, skal nævnet henvise til, at ejers manglende fremsendelse af projekt om disse indretninger, jf. § 20, kan udløse et påbud i medfør af § 19. Spørgsmålet om, hvorvidt påbuddet opfylder betingelserne i § 19, stk. 5, pkt. 1 til 4, kan derefter indbringes for nævnet.
På baggrund af ovenstående kan nævnet ikke godkende de trufne beslutninger om henholdsvis nedrivning og om retablering af køkken og bad i eksisterende forhus.
Nævnets afgørelse kan af parterne indbringes for boligretten efter reglerne i lejeloven, inden 4 uger efter at nævnets afgørelse er meddelt parterne, jf. byfornyelseslovens § 84. Indbringelse har ikke opsættende virkning.
Med venlig hilsen
H. C. Thomsen Marianne Jacobi
Nævnet har den 13. december 1989 fremsendt afgørelsen i sagen om byfornyelsesbeslutningen for ovennævnte karre, vedrørende ejendommen Bjergegade 11.
På grund af en teknisk fejl mangler der et afsnit i afgørelsen. På side 2 efter 1. afsnit skal der tilføjes følgende
»Det skønnes ikke, at bemærkningerne i cirkulæret af 11. maj 1985, om at man i forbindelse med nedrivningsbeslutninger kan lægge vægt på bebyggelsers arkitektoniske værdi, har betydning i det foreliggende tilfælde, da sigtet med betragtningerne i cirkulæret er at bevare bygninger som er i dårlig stand og ikke at nedrive bygninger, som er i god stand på grund af ønsker om tilpasning til andre bygninger.«
Fejlen beklages.
Med venlig hilsen
H.C. Thomsen Marianne Jacobi
Ingen
En kommune traf beslutning om nedrivning af en ejendoms sidehus og halvtage. Antaget, at beslutningen om nedrivning af sidehus ikke havde hjemmel i loven, da hensynet til lys, luft, opholds - eller friarealer ikke fandtes at kunne begrunde en nedrivning. Samtidig fandtes nedrivningen af halvtagene ikke at have tilstrækkelig hjemmel i loven.