Fejlagtig berigtigelse af matrikelkortet og overtrædelse af beføjelsen som landinspektør.
Statutory Text (3 Articles)
Fejlagtig berigtigelse af matrikelkortet og overtrædelse af beføjelsen som landinspektør.
I Landinspektørnævnets sag nr. 120: Pedersen og Rasmussen mod landinspektør N afsagde nævnet den 30. juni 1989 følgende
-Kendelse
Ved skrivelse af 26. februar 1989 har Pedersen og Rasmussen som ejere af matr. nr. 3 h og 3 ah, Nyby By, klaget til Landinspektørnævnet over landinspektør N.
Klagen vedrører den berigtigelse af ejendommens grænser mod havet, som landinspektøren har foretaget i forbindelse med udskillelsen i matriklen af kommunevej nr. 681 »Strandvejen«, hvorved et areal af klagernes ejendom, beliggende søværts den offentlige vej er fragået ejendommen.
Det hedder i klageskrivelsen bl.a.
»Anledningen er N's behandling af en berigtigelsessag vedr. en offentlig vejs udskillelse af matriklen. Sagen tog sin start i 1985 og vores klage over N's fremgangsmåde er netop blevet kendt fuldt berettiget af Kort- og Matrikelstyrelsen ved brev af den 20. februar 1989. .....
Vi skal specielt bede Landinspektørnævnet tage stilling til N's embedsførelse ud fra disse forhold
1. Landinspektøren har på ugyldigt lovgrundlag ladet Nyby Kommune konfiskere 17 parceller privat strandgrund. I den forbindelse har han dels undladt at tage hensyn til omfangsrige og veldokumenterede beboerprotester og dels har han rådgivet Nyby Kommunalbestyrelse på urigtigt grundlag.
2. Landinspektøren har i strid med bekendtgørelser opmålt de 17 parceller på en måde, så de simpelt hen forsvandt ud af hovedkortet. På dette forfalskede grundlag er berigtigelsen blevet godkendt af Kort- og Matrikelstyrelsen 5. august 1988, men godkendelsen igen annulleret 20. februar, da styrelsen var blevet opmærksom på de faktiske forhold i marken.
3. Landinspektøren benytter sin uddannelse til hobbybetonede fortolkninger af retsprincipperne på Lilleø. ...
Vi skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi finder, at N på alle tre ovennævnte klagepunkter meget groft har svigtet den tillid, man som borger bør kunne knytte til en landinspektør, der jo udfører et betroet arbejde på offentlighedens vegne. At N ved adskillige lange, vildledende responsa har gjort sin embedsførelse endnu mere uigennemskuelig, stiller efer vor opfattelse sagen ganske alvorligt.«
Landinspektør N har i en redegørelse af 27. april 1989 til nævnet principielt påstået klagen afvist under henvisning til, at klagerne ikke har været ejere af ejendommen på det relevante tidspunkt, subsidiært som følge af at den tidligere ejer har godkendt sagen og mere subsidiært under henvisning til, at vejsagen er gennemført i overensstemmelse med de for sådanne gældende relger, og idet det skøn, han har udøvet, ikke falder udenfor de rammer, der er gældende herfor.
Sagens faktiske forløb er i landinspektørens redegørelse gengivet således
»Sagen rekvireres d. 1/5-1985 af Nyby kommune pr. telefon.
Markarbejdet foretages i maj og juni måneder.
Der udfærdiges konstruktion i målforholdet 1:500 i løbet af begyndelsen af juli måned.
12. juli sendes brev til samtlige beboere ifølge de adresseoplysninger, der er fremskaffet fra ejendomskontoret ... Enkelte breve kommer retur og efter indhentning af supplerende oplysning om adresse, fremsendes disse. Samtlige lodsejere får underretning, bestående af ligelydende breve samt kopi af målebladet (uden tal) for den strækning, der ligger ud for deres ejendom.....
Afgørende for nærværende klagesag er, at der i begyndelsen af august måned modtages et brev, dateret Lacae Roads 30/7 1985, fra ejeren af matr. nr. 3-h, Nyby By, K. .....
Brevet slutter således: »Såfremt Nyby kommune inddrager disse arealer uden at betale kvadratmeterpris eller tilbageholder ejendomsskat, vil dette få et retsligt efterspil.
Dette må ikke på nogen måde betragtes som en trussel eller tilsidesættelse af Deres arbejde, og jeg håber vi vil kunne drøfte dette på fornuftig vis sammen med de andre beboere på Strandvejen.
Undertegnede kommer til Danmark ultimo september / primo oktober og vil da kontakte Dem« .....
På foranledning af brevet fra K henlagdes sagen, idet jeg imødeså at der skulle afholdes et møde, hvor jeg skulle forelægge sagen for lodsejerne. .....
Da jeg intet havde hørt fra hverken K eller fra nogen advokat, udarbejdedes sagen endeligt i december måned 1985, og den fremsendtes til kommunen 7/1 1986.
Sagen omfattede på dette tidspunkt de 3 slæbesteder ..... Kommunen ønskede imidlertid ikke, at slæbestederne skulle medtages, og jeg modtog sagen retur til omarbejdelse.
Den omarbejdede sag sendtes til kommunen den 20/1 1986 med oplysning om de indkomne henvendelser, hvoraf den ene ifølge sit indhold tillige var fremsendt til kommunen. Kommunen modtog kopi af disse henvendelser.
Kommuneingeniøren forespurgte på et tidspunkt, hvorfor jeg ikke bare havde fratrukket vejarealet fra matriklens areal, når jeg beregnede de fremtidige arealer, og jeg fremsendte den 3/3 1986 en redegørelse for, hvorledes jeg havde beregnet disse arealer.
Kommunen godkendte sagen uden bemærkninger den 2/5 og sagen sendtes til matrikeldirektoratet inden udgangen af maj. .....
Sagen godkendtes af matrikeldirektoratet den 5/8-1988.'
Skrivelsen, som landinspektør N sendte til ejerne af naboejendommene, havde følgende indhold
Nyby kommune har bedt mig udskille ovennævnte kommunevej i matriklen.
De nævnte veje har hidtil enten ligget som uudskilte vejarealer på naboejendommen eller også har der været foretaget afståelser, der aldrig er blevet berigtiget.
Jeg har overalt indmålt mur eller betonkantstøbning som skel mellem kommunevejen og Deres ejendom.
Når sagen er godkendt i matrikeldirektoratet, vil det medføre, at arealet på Deres ejendom beregnes således, at det er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Jeg vedlægger kopi af den del af målebladet, der vedrører Deres ejendom og opfordrer Dem til inden 4 uger at fremkomme med eventuelle indsigelser imod min definition af skellet for deres ejendom.'
Denne henvendelse besvarede en række beboere, herunder den tidligere ejer af klagerens ejendom, K, ved den fælles skrivelse af .august 1985, hvori det hedder
»Vi stiller os helt uforstående overfor henvendelsen, da der efter vores mening er tale om ekspropriation af vores ejendom.
Vi finder Deres brev alt for utilstrækkeligt og mangelfuldt. Ifølge Deres brev fremgår det ikke, hvor mange (m2), der skal eksproprieres eller hvor stor den resterende grund ville blive....«
I en redegørelse af 3. marts 1986 som landinspektør N på foranledning af Nyby kommune sendte til kommunen anføres det
»De har bedt mig om en redegørelse for, hvorfor jeg i sagen om udskillelse af ovennævnte kommunevej har berigtiget naboejendommenes arealer i stedet for at nøjes med at fratrække vejarealet fra ejendommenes areal i matrikel og tingbog.
Jeg har forstået, at grunden til, at De ønsker redegørelsen, er, at nogle lodsejere undrer sig over, at matrikelkortet viser, at der til ejendommene hører en strimmel søværts kommunevejen, mens jeg i sagen har berigtiget matrikelkortet således, at dette kommer i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Jeg vil i det følgende fortrinsvis have netop dette tilfælde for øje: at berigtigelsen af matrikelkortet udelukkende sker i retning ad »landsiden«
Indledningsvis bemærkes, at det ville være i strid med lov om landinspektørvirksomhed, såfremt jeg havde undladt af foretage denne berigtigelse, jvf. landbrugsministeriets bek. nr. 129 af 23/3 1982, § 38, stk. 1 og 2. Procedure i sådanne tilfælde fremgår af samme bek., § 41, stk. 3, og jeg understreger, at der ikke skal medfølge erklæring fra ejendommenes ejere.
Det er jo et særkende for denne sagskategori, at der ikke er nogen nabo, hvis interesser skal varetages, og skellets beliggenhed på matrikelkortet kan altså fastslås alene under hensyntagen til lovbestemmelser samt øvrige retskilder.
Det er egentlig forkert at tale om et skel i denne forbindelse, idet det ikke er muligt for en strandejer at få skellets rette placering fastslået ved en skelsætning, jvf. nævnte bek., § 79. Der er rettelig tale om den linie, hvortil arealet beregnes for tiden, idet enhver strandejer er forpligtet og berettiget til at tåle og nyde de naturlige forandringer af kystlinien, der forekommer, ligesom han ikke egenmægtigt må foretage anlæg af høfde o.l., der griber ind i naturens gang. .....
Det er vanskelgt at fastslå i en enkelt sætning, hvordan ejendomsafgrænsningen for en fast ejendom er imod havet, og det er især vanskeligt for Lilleø, der på grund af sin specielle retshistorie udgør et helt specielt problem. Den interesserede henvises især til Franz Thygesens artikler i festskrift i anledning af Danske Lovs jubilæum i 1983 samt i Juristen 1964, side 499 ff. De generelle regler kan eksempelvis ses i Illums Tingsret, kap. I.
Jeg har med vilje brugt betegnelsen »ejendomsafgrænsning«, idet man kan sige, at ejendomsretten aftager udad for endelig at ophøre et eller andet sted. Det er derimod en sikker regel, at man til matrikulært brug indmåler daglig højvandslinie som den linie, hvortil arealet beregnes. Hvis man altså køber en strandgrund, er arealet beregnet til denne linie, uanset, at der muligvis er offentlig opholdsret på en del af det således beregnede areal. Der betales altså skat af et areal, som det offentlige også på anden måde disponerer over.
I den aktuelle sag ville det altså være denne linie, der skulle indmåles, såfremt der ikke havde været et offentligt areal mellem denne linie og ejendommen vest for vejen og såfremt, der var tale om en sag, hvor der ikke var særlige hensyn at tage på grund af tilhørsforholdet til hertugdømmerne eller på grund af forhold, der var specifikke for de pågældende ejndomme. .....
Som nævnt er berigtigelsen påvirket af, at der mellem ejendommene langs vejen og havet findes en kommunevej. Selv om man nemlig antog, at ejendommene tidligere omfattede et areal, der gik helt ud til (eller i) vandet, bevirker den omstændighed, at kommunen ved hævd og ved aftale har erhvervet adkomst til i hvert fald vejarealet, at ejendomsretten til den udenfor beliggende strimmel strandbred, forsvinder som følge af almindelige retsgrundsætninger. Jeg har nøje undersøgt forholdene på stedet og kan konstatere, at det kun er ud for 3c, at der har fundet en almindelig råden sted af ejeren på den modsatte side af vejen jeg er opmærksom på, at der efter markarbejdets afslutning er sket yderligere opfyldning på denne ejendom, men også inden denne opfyldning var sket, må der siges at være tale om en råden, der er sædvanlig.
For de øvrige ejendommes vedkommende mener jeg, at det er klart, at der ikke er noget, der tyder på, at der har været håndhævet en privat ejendomsret over strandlodden, hvorfor en eventuel ret må være bortfaldet. Jeg henviser i denne forbindelse til højesterets dom i U/1936.87, der oven i købet vedrører en sag i det gamle kongerige. Det fremhæves i dommen, at der ikke i dansk ret findes nogen regel, der hjemler erstatning til ejere af ejendomme, der mister deres hidtidige adgang til havet. Denne dom er ledende på området.
Det er antydet ovenfor, at der muligvis gælder specielle regler for strandene på Lilleø. Dette spørgsmål er belyst i den nævnte artikel, og jeg kan tilslutte mig konklusionerne med den tilføjelse, at jeg anser det for helt utvivlsomt, at der gælder særlige regler for visse kyststrækninger. .....
Det er endvidere antydet, at der kunne være andre oplysninger, der understøtter min opfattelse. Der er her tale om oplysninger, der hidrører fra udstykningerne af de enkelte ejendomme. Jeg bemærkede mig ved gennemgangen af vort arkiv for de pågældende ejendomme, at samtlige tilfælde, hvor arkivet indeholdt oplysniger, er det noteret, at betalingsarealet kun går til vejen, og at der intet betales for det areal, der udgøres af vejen og arealet øst for denne. Disse oplsyninger fremgår ikke af matrikelarkivet, men de kan efterprøves i landsarkivet, hvor de ældre skøder findes. De oprindelige parcelkøbere har altså ikke fået lovning på noget areal standværts vejen, ligesom de naturligvis ikke har betalt for vejarealet. Jeg opfatter dette som en klar oplysnng om, at de allerede på udstykningstidspunktet (altså før 1920) har stået ejerne af de 2 landbrugsejendomme klart, at almenheden havde strandret. Arkivoplysningerne strækker sig fra 3ø i syd til 2x i nord. .....
Jeg konkluderer dette afsnit derhen, at de overdragelser, der er sket siden udstykningstidspunktet, ikke i sig selv kan fortrænge den ret, der utvivlsomt bestod dengang, og det er også sikkert, at bevisbyrden for, at en fortrængning har fundet sted, skal løftes af den, der vil påstå det. .....
Med baggrund i ovennævnte forhold og retsregler, der alle var mig bekendt ved sagens start, har jeg ikke været i tvivl om, at sagen er udarbejdet i overensstemmelse med de regler, der gælder herfor. Jeg har kun været i tvivl om et areal, nemlig trekanten ud for matr. nr. 3h, idet denne kunne have været hævdet »tilbage« af ejeren, men jeg har indhentet oplysnkng om, hvem der henlagde joller på arealet, og jeg er nu ikke i tvivl om, at almenhedens ret til dette areal er bevaret. .....'
Ved skrivelse af 19. august 1988 stilet til den tidligere ejer af ejendommen, meddelte landinspektør N, at matrikeldirektoratet ved skrivelse af 19. august 1988 havde godkendt udskillelsen af vejen.
Den 15. september 1988 rettede advokat B, København, på klagerens vegne henvendelse til Matrikeldirektoratet. I skrivelsen anføres det bl.a.
»Mine klienter har i henhold til skøde af 31. juli 1988 pr. 1. juli 1988 købt ejendommen matr.nr. 3-h og 3-ah, Nyby By. Ifølge tingbogen på købstidspunktet udgør ejendommens areal 377 (m2), heraf 11 (m2) vej.
Ved skrivelse af 19. august 1988 fra landinspektør N, stilet til den tidligere ejer af ejendommen, K, meddeler landinspektøren at matrikeldirektoratet har godkendt udskillelse af kommunevej nr. 681, »Strandvejen«.
I forbindelse med den matrikulære besigtigelse har landinspektør N berigtiget et stykke af mine klienters jord, beliggende mellem vejen og kystlinien.
Det berigtigede areal udgør ca. halvdelen af mine klienters grund, idet det skal bemærkes, at der i henhold til oplysningen i tingbogen nok er sket en mindre tilvækst af arealet. Jeg kan til matrikeldirektoratets orientering oplyse, at mine klienter mener at det berigtigede areal udgør ca. 200 (m2).
Berigtigelsen er efter mine klienters mening foretaget på et forkert grundlag. .....
Dertil kommer at ejendomsretten over arealet har været hævdet både af mine klienter og af de tidligere ejere, herunder også hr. K. Dette vil kunne dokumenteres både ved vidneforklaringer samt fotografisk materiale.
Jeg vedlægger endvidere til direktorates orientering kopi af et gammelt matrikelkort vedrørende matrikelnummer 3-h og af dette kort fremgår ligeledes, at der er et betragteligt stykke jord mellem vejen og kysten. .....
Mine klienter har ikke ved køb af ejendommen været bekendt med denne »berigtigelse« af grunden, og der må siges at være tale om en væsentlig forringelse af mine klienters ejendom, idet ca. halvdelen af det tilhørende jord er berigtiget.
Jeg skal anmode matrikeldirektoratet om at ændre denne berigtigelse eller i det mindste foranledige, at der sker en ny opmåling af mine klienters grund, således at der kan foreligge et korrekt opmålingsmateriale til brug for matrikeldirektoratets afgørelse.
Jeg kan oplyse at mine klienter straks da de overtog grunden, uden på dette tidspunkt at være bekendt med berigtigelsen har afholdt udgifter til planering af arealet samt foranlediget at der er blevet anbragt nogle kampesten på området. .....'
Denne henvendelse foranledigede, at Kort- og Matrikelstyrelsen i en skrivelse af 30. november 1988 anmodede landinspektøren om en udtalelse.
Efter at have modtaget landinspektørens svar foretog Kort- og Matrikelstyrelsen en ændring af matriklen, således at lodderne påny blev optaget i matriklen. I styrelsens skrivelse til landinspktør N af 20. februar 1989, der tillige indeholder en delvis gengivelse af landinspektørens udtalelse hedder det
»I anledning af en klage fra advokat B for ejerne af ejendommen matr. nr. 3h og 3ah Nyby By har ... Kort- og Matrikelstyrelsen i skrivelse af 30. november 1988 bedt Dem om en udtalelse. Klagen vedrører den berigtigelse af ejendommens grænser mod havet, som De har foretaget i forbindelse med udskillelsen af kommunevej nr. 681 »Strandvejen«.
Det fremgår af Deres svar hertil af 5. januar 1989, at den daværende ejer af den nævnte ejendom fik tilsendt kopi af målebladet i sagen den 11. juli 1985 med opfordring til at henvende sig inden 4 uger, såfremt han var utilfreds med deres definition af skellet. Det fremgår videre, at De for at forebygge indsigelser, som den her omhandlede, i det hele har behandlet sagen efter reglerne i udstykningsbekendtgørelsens § 51, stk. 2.
Reglerne i § 51, stk. 2, vedrører orientering af grundejerne om fastsættelsen af grænser for ældre offentlige vejarealer, der udskilles i matriklen, og ved anvendelsen af reglerne har De givet grundejerns mulighed for at protestere mod vejgrænserne.
Der er da heller ikke rejst indsigelse overfor Kort- og Matrikelstyrelsn mod Deres fastlæggelse af grænserne for »Strandvejen«.
Klagen vedrører derimod det forhold, at De samtidig med vejudskillelsen har foretaget en berigtigelse af ejendomsforholdene, hvorved et areal af den pågældende ejendom beliggende søværts den offentlige vej er fragået ejendommen. Tilsvarende er der ifølge arealfortegnelsen i sagen fragået strandlodder søværts den offentlige vej fra matr. nr. 3l, 3m, 3n, 3ø, 3aa, 3ag, 3al, 3ao, 3ak, 3t, 3e, 3d, 2o, 2y, 2v, 3bn og 2x smst.
Fraskrivningen af de omhandlede arealer er sket ud fra Deres opfattelse af, at grundejerne ikke har ejendomsret til de pågældende lodder.
I den udstrækning der rent faktisk eksisterer et areal mellem strandvejens ydergrænse og den daglige højvandslinie på stranden, skal dette areal være registreret i matriklen, og det kan ikke udgå ved en berigtigelse af matrikelkortet. Dette gælder, uanset hvem der måtte have ejendomsret til arealet.
Før strandlodderne blev slettet, havde alle de ejendomme, hvorfra den offentlige vej udskilles, ifølge matrikelkortet en strandlod udenfor vejen. Hvis der på det tidspunkt, hvor De udarbejdede sagen, var sket en ændring af de registrerede ejendomsforhold til strandlodderne enten ved grænsehævd eller ved frastykning, kunne dette have været berigtiget i matriklen efter gældende regler i udstykningsbekendtgørelsens § 39, henholdsvis § 41. Derimod kan ejendomsretten til de pågældende arealer ikke annulleres på grundlag af en formodning om, at der gælder særlige ejendomsretlige forhold det pågældende sted.
Der har således ikke været grundlag for at lade strandlodderne udgå af matriklen.
Kort- og Matrikelstyrelsen vil derfor foretage ændring af matriklens oplysniger, således at lodderne på ny optages i matriklen under de pågældende ejendomme. Meddelelse om forandringerne vil blive sendt til Dem inden den 10. marts 1989, og man skal anmode Dem om derefter at orientere de pågældende grundejere om forandringerne.
De har i Deres brev hertil af 5. januar 1989 oplyst, at Nyby kommune intet vil have imod, at sagen omgøres, men at De i så fald går ud fra, at Kort- og Matrikelstyrelsen gendriver Deres argumenter i redegørelsen til kommunen.
Hertil bemærkes med henvisning til foranstående, at et eventuelt spørgsmål om, hvorvidt strandlodderne som følge af særlige ejendomsretlige forhold skulle tilhøre andre end de registrerede ejere, henhører under domstolene.
I øvrigt er der efter Kort- og Matrikelstyrelsens opfattelse ved lov nr. 199 af 16. februar 1866 (om indførelse af Kongerigets Ret i de i Henhold til Fredstraktaten af 30te Oktober 1864 i Kongeriget indlemmede forhen slesvigske Distrikter) og den danske matrikulering af områderne (jf. instruks af 12. juni 1865) taget stilling til de generelle spørgsmål om ejendomsretten til strandene. Efter styrelsens opfattelse må det således antages, at kystejerne på Lilleø (ligesom i den øvrige del af »kongeriget«) har ejendomsret helt ud til linien for højeste daglige vandstand, og hverken tilstedeværelsen af den offentlige vej langs kysten eller det forhold, at almenheden har en særlig strandret, er afgørende for ejendomsretten til strandlodderne.'
Under mødet for nævnet har landinspektør N forklaret, at baggrunden for kommunens henvendelse var, at der skulle placeres en kloakledning i vejen, og at man derfor ønskede ejerforholdene til vejen afklaret. Han er enig med klageren i, at der ud for matrikel 3h ligger et areal, der går plant med vejen, og at dette areal fortsætter langs kysten. Landinspektøren, der iøvrigt har henholdt sig til sin skriftlige redegørelse til nævnet, har yderligere forklaret, at han ikke mente at kunne imødekomme kommuneingeniørens forespørgsel om, hvorfor han ikke blot havde fratrukket vejarealet fra matriklens areal, idet kortet dermed ville komme i uoverensstemmelse med de faktiske forhold. Kysten ud for Strandvejen er en erosionskyst, og dette medfører, at der er sket væsentlige ændringer, siden matrikelkortet blev udfærdiget. Det er iøvrigt hans opfattelse, at sagens bilag f, skrivelse af 3. marts 1986 fra ham til Nyby kommune ikke bør indgå i bedømmelsen af sagen for nævnet, idet der er tale om en redegørelse til en klient. Det er endvidere hans vurdering, at Kort- og Matrikelstyrelsens afgørelse er delvis urigtig, og at han derfor af loyalitetshensyn over for styrelsen ikke har ønsket at orientere de berørte grundejere om den ændring af matriklen, som styrelsen har foretaget og anmodet ham om at viderebringe, før der har fundet en forhandling sted med styrelsen.
Rasmusen har forklaret, at hun er født og opvokset på stedet. Det var fuldstændig selvfølgeligt for hende, at arealet søværts vejen hørte med til ejendommen. Sådan har det altid været, og arealet, der har en størrelse af 200 (m2) har i al den tid, hun kan huske, været anvendt til bl.a. have, ligesom der har været opsat et stakit der. Der er ikke tale om opfyldning, men klagerne har som følge af at arealet har været anvendt til vendeplads for større maskiner, været nødet til at fylde muldjord på for at gøre det jævnt. De har plantet hybenrose i kanten og iøvrigt sået græs.
Klagen over landinspektør N er først indgivet til nævnet, efter at Kort- og Matrikeltyrelsen havde givet klagerne medhold vedrørende det omtvistede areal. Hun ønsker den opretholdt af principielle grunde.
I landinspektør N's skriftlige redegørelse til nævnet anføres det bl.a.
»Mine bemærkninger til klagesagen
Til støtte for den principielle påstand anføres
Såfremt en klage fra de nuværende ejere af matr. nr. 3-h, Nyby By tillades realitetsbehandlet for nævnet, vil det være ensbetydende med, at den praktiserende landinspektør skulle være forpligtet til at holde sig underrettet om ejerskifter for samtlige ejendomme, der omfattes af en bestemt sag for at sikre sig, at nye ejere nu også fik de oplysninger af overdrageren, som er nødvendige for at bedømme ejendommens retlige status på overdragelsestidspunktet. .....
Jeg erkender, at der er et problem, når matrikeldirektoratet i det foreliggende tilfælde har været mere end 2 år om at godkende sagen (hvoraf jeg må påtage mig ansvaret for 2 måneder for en revisionsudsættelse i maj juni 1988). Men jeg vil hævde, at sådan som reglerne er udformet, skal den praktiserende landinspektør være fri for påtale, såfremt han underretter de lodsejere, der fremgår af kommunens ejendomsregister på det tidspunkt, hvor henvendelsen rent faktisk sker. Disse personer er de, der modtager opkrævning for ejendomsskat, og de må være legitimerede til at modtage de henvendelser, der er nævnt i udstykningsbekendtgørelsens paragraf 51, og iøvrigt andre henvendelser, der ikke kræver dokumentation ved hjælp af dommerattest i sagen.
Klagerne havde haft adkomst på ejendommen i nøjagtig een uge, da sagen blev godkendt af matrikeldirektoratet.
Hvis klagen realitetsbehandles, vil det medføre, at sagerne aldrig kan betragtes som endeligt afsluttede. Nye ejere kan altid indklage en tidligere praktiserende landinspektør. For man kan vel ikke tænke sig, at klager, der indkommer fra helt udenforstående, skulle kunne behandles. Der må kræves retlig interesse. Jeg henviser i den forbindelse til Regler for landinspektørnævnets virksomhed paragraf 8. stk. 1, 1. pkt. .....
Til støtte for den subsidiære påstand anføres
Som det fremgår af gennemgangen af vejsagens forløb, afventede jeg den lovede henvendelse fra ejeren af matr. nr, 3-h Sagens behandlig blev standset, uanset at sommerperioden er en god periode at arbejde med sådanne sager på, og uanset at kommunen havde anmodet om, at sagen blev afsluttet i 1985 a.h.t. budgettet.
Sagen blev først rørt igen i december, altså 2 måneder efter det opgivne tidspunkt.
Jeg var ikke i tvivl om, at undladelsen af at forholde sig, som det var tilkendegivet i brevet af 30/7 1985, måtte tolkes som en akcept af de principper for arealberegningen, der fremgik af min henvendelse af 12/7. .....
Det kan ikke være tilfældet, at de praktiserende landinspektører selv skal undersøge, om den tilkendegivne hensigt om at henvende sig for at arrangere et møde el. lign., nu er opgivet, eller om det blot er glemt. Der er tale om en klar tilkendegivelse med angivelse af en bestemt frist, som adressaten må kunne indrette sig i tillid til. Jeg afventede som nævnt 2 måneders overskridelse, før jeg drog denne konklusion. .....
Til støtte for den mest subsidiære påstand anføres
Generelt: klagen kan kun vedrøre forhold, der berører klagernes ejendom.
ad klagens pkt. 1: Jeg har ikke ladet Nyby kommune konfiskere 17 parceller privat strandgrund.
Hvorvidt der er tale om omfangsrige beboerprotester skal jeg lade være usagt, men veldokumenterede er de i hvert fald ikke. Som nævnt under punkt 1 har jeg behandlet de relevante indsigelser i overensstemmelse med de herfor givne regler.
Protesten mod selve sagen er videresendt til kommunen.
Min rådgivning af Nyby kommune kan nævnet ikke tage stilling til, da kommunen ikke har indgivet klage over denne.
Klagerne har som anført ikke underskrevet det, der formentlig menes med »omfangsrige, veldokumenterede beboerprotester«.
ad klagens pkt. 2: Jeg har indmålt den grænse, der er angivet i udstykningsbekendtgørelsens paragraf 3 stk. 3 med den afvigelse, der er nævnt m.h.t. slæbestederne. .....
Kort- og matrikelstyrelsens annullation af berigtigelserne anser jeg for at være ulovmedholdelig, og jeg har meddelt styrelsen, at jeg ikke kan stå inde herfor, da den medfører matrikulære arelaer, der afviger 15% fra de faktiske. Dette spørgsmål vil formentlig finde en afgørelse på et senere tidspunkt.
ad klagens plt. 3: Den videnskabelige litteraur på fagområdet »matrikelvæsen« har kun haft liden tilvækst i de senere år. Af interese for klagesagen kan man vist kun nævne Frants Thygesen i Juristen 1964 p. 511, statslandinspektør Albinus i Landinspektøren okt. 1987 og Ærø-mosaik (festskrift til Tove Kjærboe) september 1988. Jeg kender ikke betydningen af begrebet »hobbybetonede fortolkninger«, men jeg går ud fra, at nævnet er afskåret fra at foretage en bedømmelse af mine konklusioner. Kort- og matrikelstyrelsen har ganske rigtigt afvist disse i et brev til mig. Hertil har jeg kun den kommentar, at styrelsen synes at overse, at der findes andre retskilder end love. Jeg henviser i den forbindelse til de to ovennævnte forfatteres arbejder, især Juristen 1964 p.511, men også Landinspektøren 1987 p. 453f - især 453 venstre sp n og højre sp ø. Styrelsen oplyser da også, at den endelige afgørelse henhører under domstolene. .....
Med hensyn til klagen over, at jeg skulle have været inhabil, bemærker jeg, at det normalt påskønnes, at professionelle har forstand på det, de arbejder med. At det i mit tilfælde skulle være ensbetydende med inhabilitet er en konklusion, der ikke passer med præmisserne. Det ville være ensbetydende med, at i hvert fald en del landinspektører måtte nedlægge deres hverv.
Jeg er ikke klar over, hvad klagerne mener med bemærkningen om, at jeg skulle have udarbejdet adskillige lange, vildledende responsa vedrørende sagen. Jeg mener, at bevisbyrden for, at mit arbejde skulle være vildledende, påhviler klagerne. .....
Det er imidlertid også uheldigt, at klagerne end ikke har taget telefonisk kontakt til mig, når de nu fandt, at jeg på så mange områder havde fejlet.'
Landinspektør N har efter at nævnet har optaget sagen til kendelse sendt et supplerende indlæg.
Rasmussen har efterfølgende afleveret 3 fotos udvisende matr. nr. 3h og 3ahs beliggenhed og bebyggelse. Klagerne er endvidere fremkommet med et indlæg som svar på landinspektør N's indlæg.
Nævnet skal indledningsvis præcisere, at klagen alene vedrører den berigtigelse af ejendommens grænser mod havet, som landinspektør N har foretaget, hvorved et areal er fragået klagernes ejendom. Der er derimod ikke af klagerne fremsat indsigelser mod landinspektørens behandling af vejsagen.
Hvad dernæst angår landinspektørens påstande om sagens afvisning for nævnet skal nævnet udtale
Klagerne købte ejendommen til overtagelse 1.juli 1988 og var således ejere af ejendommen, da Kort- og Matrikelstyrelsen den 5. august 1988 traf den nu omgjorte afgørelse i dagen. Klagerne findes allerede som følge heraf af være berettigede til at indgive klage til nævnet. Det forhold, at den tidligere ejer ikke har fulgt sin protestskrivelse af 1. august 1985 op over for N, findes under de foreliggende omstændigheder hverken at kunne tages som et udtryk for, at han har frafaldt sin indsigelse, eller at afskære de efterfølgende ejere fra at fremsætte klage som sket. Nævnet tager derfor ikke påstandene om sagens afvisning til følge.
Landinspektør N's mere subsidiære påstand om sagens afvisning, der er begrundet med, at vejsagen er behandlet efter de regler, der gælder herfor, og at det skøn, han har udøvet, ikke falder uden for de herfor gældende rammer, er behandlet i det indledende afsnit.
Landinspektør N har endvidere protesteret imod, at hans redegørelse af 3. marts 1985 til Nyby kommune indgår i nævnets bedømmelse af sagen.
Nævnet skal hertil bemærke
Redegørelsen er fremkommet som følge af kommuneingeniørens forespørgsel om, hvorfor N i forbindelse med vejudskillelsen havde berigtiget naboejendommenes arealer som sket. Den er grundlaget for Nyby kommunes godkendelse af N's arbejde og indgår som en del af materialet i landinspektørens korrespondance med Kort- og Matrikelstyrelsen, ligesom N selv henviser til den i sit skriftlige indlæg til nævnet. På baggrund heraf finder nævnet ikke, at redegørelsen kan holdes udenfor nævnets bedømmelse.
Hvad dernæst angår de klagepunkter,der er indeholdt i klagernes skrivelse af 26. februar 1989 skal nævnet udtale
Landinspektør N fik af Nyby kommune til opgave at foretage udskillelse i matriklen af den offentlige vej »Strandvejen« og foretog i forbindelse hermed på eget initiativ en berigtigelse af lodsejernes - herunder klagernes - ejendommes arealer søværts vejen. Berigtigelsen er imidlertid påvirket af, at klagerne efter N's opfattelse ikke havde ejendomsret til arealet. I sit forsvar for nævnet har N navnlig peget på, at han ikke som foreslået af kommuneingeniøren i Nyby kommune, blot kunne have fratrukket vejarealet fra ejendommens arel i tingbog og matrikel, idet matrikelkortet derved ikke ville komme i overensstemmelse med de faktiske forhold som følge af, at kysten, der er en erosionskyst, undergår stadige forandringer. Landinspektøren har imidlertid ikke berigtiget matrikelkortet i overensstemmelse med de faktiske forhold, da der er enighed om, at der ud for klagernes ejendom rent faktisk eksisterer areal mellem Strandvejen og den daglige højvandslinie. Kort- og Matrikelstyrelsen har i sin skrivelse af 20. februar 1989 til N redegjort for, hvorledes en eventuel berigtigelse skulle være foretaget efter de gældende regler i udstykningsbekendtgørelsens § 39 og 41, og uanset, hvem der måtte have ejendomsretten til det pågældende areal, skal disse regler følges. Nævnet kan ganske tilslutte sig denne opfattelse og finder, at N ved på det foreliggende grundlag at lade et areal fragå klagernes ejendom har overtrådt sine beføjelser som landinspektør. N burde enten have foretaget vejudskillelsen uden berigtigelse af ejendommenes grænser mod søterritoriet eller foretaget berigtigelsen i overensstemmelse med de herom gældende regler i udstyknigsbekendtgørelsens §§ 39 og 41,jfr. § 38. Nævnet finder ved vurderingen af dette forhold navnlig grund til at lægge vægt på, at N dels sad en række beboerprotester overhørig, dels til kommunen afgav en redegørelse, der ihvertfald for så vidt angår omtalen af de ejendomsretlige forholds betydning for berigtigelsen, må karakteriseres som vildledende og som følge af sit indhold gav sagen karakter af at være uoverskuelig og omfattende.
Nævnet finder det endvidere kritisabelt, at N endnu ikke har efterkommet Kort-og Matrikelstyrelsens pålæg om at orientere de pågældende lodsejere om tilbageførslen af arealerne.
Efter en samlet vurdering af de forhold, der har givet anledning til kritik fra nævnets side, finder nævnet, at landinspektør N's tilsidesættelse af sine pligter som landinspektør har haft en så alvorlig karakter, at den forskyldte sanktion - også under hensyn til at landisnpektøren ved nævnets kendelse af 14. april 1988 blev tildelt en irettesættelse - bør fastsættes til en bøde på 5.000 kr.
-Thi bestemmes
Landinspektør N pålægges en bøde på 5.000 kr.
Ingen
Klagen til nævnet vedrører den berigtigelse af en ejendoms grænse mod havet, som landinspektøren har foretaget i forbindelse med udskillelse i matriklen af en kommunevej, hvorved et areal af klagerens ejendom, beliggende søværts den offentlige vej er fragået ejendommen. Fraskrivningen af arealerne sker ud fra landinspektøren opfattelse af, at grundejerne ikke har ejendomsret til de pågældende lodder. Ved gennemførelsen af sagen sidder landinspektøren en række protester fra ejerne af grundene overhørig, og får noteret ændringen i matriklen. Efter en klage til Kort- og Matrikelstyrelsen optages lodderne på ny i matriklen under de pågældende ejendomme, idet lodderne rent faktisk eksisterer og derfor ikke kan udgå ved berigtigelse af matrikelkortet, hvilket gælder uanset hvem der måtte have ejendomsret til arealet. Styrelsen pålægger landinspektøren at orientere lodsejerne om loddernes genoptagelse på matrikelkortet, hvilket landinspektøren undlader. Landinspektørnævnet udtaler, at landinspektøren ikke har berigtiget matriklen i overensstemmelse med de faktiske forhold og at han ved på det foreliggende grundlag at lade et areal fragå ejendommen har overtrådt sine beføjelser som landinspektør. Endvidere findes det kritisabelt, at landinspektøren endnu ikke har efterkommet Kort- og Matrikelstyrelsens pålæg om at orientere de pågældende lodsejere om tilbageførslen af arealerne.