Parkering på gårdareal - friarealkrav ved ombygning
Statutory Text (3 Articles)
Parkering på gårdareal - friarealkrav ved ombygning
» Byggelovsklage vedrørende ejendommen matr.nr. 245 Sankt Annæ Øster Kvarter, København, Store Kongensgade 62
I skrivelse af 9. september 1988 meddelte Byggestyrelsen, at Deres klients klage af 30. august 1988 over Københavns magistrats 4. afdelings afgørelse blev sendt til magistraten til udtalelse.
Magistratens 4. afdeling har i skrivelse af 18. oktober 1988 udtalt, at magistraten ikke har fundet grundlag for at ændre sin afgørelse af 3. august 1988.
Det fremgår af klageskrivelsen af 30. august 1988, suppleret ved skrivelse af 12. december 1988, at Arkitektfirmaet Jens Christian Varming Tegnestue ApS, på Deres klients vegne har søgt om tilladelse til ombygning af ovennævnte ejendoms baghus, der tidligere har været benyttet til lagerlokaler, til kontorlejemål.
København kommunes magistrats 4. afdeling har den 11. januar 1987 meddelt byggetilladelse blandt andet på betingelse af
- at den ændrede anvendelse af ejendommen forudsætter oprettelse af 3 nye parkeringspladser.
- at der skal redegøres for ejendommens ubebyggede arealer.
Den 3. maj 1988 redegjorde Arkitektfirmaet for ovennævnte forhold og vedlagde i denne forbindelser en situationsplan over ejendommen.
Københavns magistrats 4. afdeling stillede herefter den 3. august 1988 krav om, at der skulle fremsendes nyt forslag vedrørende de ubebyggede arealer, som blandt andet skulle vise udendørs møblerede opholdsarealer for de ansatte og eventuel beplantning mv., idet parkering i ejendommens gård i henhold til bygningsreglement 1982 kap. 2.1.1, stk. 1 og 6, ikke kunne tillades.
Deres klient fandt denne afgørelse uacceptabel, allerede fordi den burde have været indeholdt i den oprindelige byggetilladelse, og Deres klient fandt endvidere, at afgørelsen strider imod bygningsreglement 1982, idet parkeringsmuligheder i kap. 2.1.1, stk. 6 i reglementet udtrykkelig nævnes som en af de anvendelsesmuligheder, hvortil eksisterende friarealer skal anvendes.
Endelig fandt Deres klient kravet om udendørs møbleret opholdsareal for de ansatte helt uforståeligt, idet de kontoransatte i modsætning til lageransatte ikke opholder sig på ejendommen udenfor arbejdstiden og til frokost m.v. benytter de dertil indrettede lokaliteter.
Københavns kommunes magistrats 4. afdeling har i skrivelse af 18. oktober 1988 udtalt, at man den 11. januar 1988 meddelte byggetilladelse til blandt andet at indrette kontor på lejemålet i baghuset.
Ca. 275 m2 tidligere lagerlokale blev ombygget til kontor, og Magistraten forlangte på denne baggrund, at der blev indrettet 3 parkeringspladser, der dog ikke nødvendigvis skulle indrettes på daværende tidspunkt.
Varmings Tegnestue ApS har herefter i andragende af 3. maj 1988 blandt andet ansøgt om tilladelse til indrette parkering for 4 biler i ejendommens gård.
Den 3. august 1988 meddelte Magistraten, at der måtte fremsendes nyt forslag vedrørende de ubebyggede arealer blandt andet visende udendørs møblerede opholdsareal for de ansatte og eventuel beplantning m.v., idet den viste parkering i gården ikke kunne tillades jf. bestemmelserne i bygningsreglement 1982, kap. 2.1.1, stk. 1 og 6.
Da det ikke fremgik af Deres klients ansøgninger af henholdsvis 8. maj og 6. juli 1987, at man ønskede parkering i ejendommens gård, har magistraten ikke taget stilling til dette spørgsmål på daværende tidspunkt.
Magistratens 4. afdeling fastholder på denne baggrund sit tidligere indtagne standpunkt, hvorefter tilladelse til at indrette parkering i gården ikke bør gives.
I skrivelse af 21. november 1988 spurgte Byggestyrelsen Københavns magistrats 4. afdeling, hvad ejendommens gårdareal hidtid havde været anvendt til, og Byggestyrelsen anmodede endvidere om, såfremt der lå en brandudtalelse i sagen om, at få denne fremsendt.
I besvarelse af Byggestyrelsens skrivelse af 21. november 1988 oplyste magistratens 4. afdeling, at der af Magistratens arkivmateriale på intet tidspunkt ses at have være givet tilladelse til parkering i ovennævnte ejendoms gårdareal, som tidligere har været benyttet, dels som adgang til baghuset og til sidehusets beboelse, dels som almindelig gårdsplads.
Indtil 1957 var der sidehuse langs hele nordskellet, men de blev nedrevet for at give lys og luft til andre bygninger. Der blev samtidig indrettet garage i baghuset.
De har herefter den 27. april 1989 rettet henvendelse til Byggestyrelsen med kommentarer til styrelsens skrivelse af 21. november 1988 og Magistratens 4. afdelings svar af 24. februar 1989.
De fastholder i Deres skrivelse klagen og oplyser iøvrigt, at Deres klient har erhvervet ejendommen 1. april 1988, og at det i forbindelse med ejendommens erhvervelse blev oplyst, at ejendommens gård også tidligere er blevet anvendt til parkering af ejendommens beboere og erhvervslejere. Der er således tale om, at Deres klient ønsker byggemyndighedernes tilladelse til at fortsætte denne tidligere anvendelse af ejendommens gård til parkering.
Den 1. juni 1989 har Byggestyrelsen anmodet magistratens 4. afdeling om magistratens kommentar til Deres skrivelse af 28. april 1989.
Magistratens 4. afdeling har i skrivelse af 23. august 1989 svaret, at magistraten har afslået parkering i ejendommens gård under henvisning til bestemmelserne i bygningsreglement 1982, kap. 2.1.1, stk. 1 og 6. Der er ikke fra magistratens side ved sagens generelle behandling tillagt de brandmæssige forhold afgørende vægt. Det er således fortsat magistratens opfattelse, at parkering i det snævre gårdrum uden vendemulighed i gården med deraf følgende bakning ud i Store Kongensgade er uacceptabelt.
I Byggestyrelsens skrivelse af 9. september 1988 tog man forbehold med hensyn til om Deres klage kunne tages op til behandling, idet magistratens afgørelse efter byggelovens § 23 kun kan påklages til Byggestyrelsen, hvis afgørelsen omfatter spørgsmål om forståelse af byggeloven eller en bestemmelse fastsat i medfør af denne lov.
Byggestyrelsen finder, at byggelovens betingelser for at tage Deres klage op til behandling er opfyldt.
Byggestyrelsen skal i denne anledning meddele, at det fremgår af bygningsreglement 1982, kap. 2.1.1, at der skal udlægges og anlægges friarealer til opnåelse af tilfredsstillende fælles opholdsareal for beboerne eller de i bebyggelsen beskæftigede, parkeringsmuligheder, adgangs- og tilkørselsforhold samt redningsmuligheder for brandvæsenet. Efter stk. 6 gælder, at når der ved en bebyggelse, der er opført før 1. februar 1977, findes friarealer, der er fornødne og egnede til at opfylde de i stk. 1 angivne formål, kan kommunalbestyrelsen modsætte sig, at de benyttes eller bebygges på en måde, der vil komme i strid med disse formål.
En bestemmelse svarende til reglementets kap. 2.1.1, stk. 6 fandtes i bygningsreglement 1977, som var gældende i Københavns kommune fra 1. februar 1977.
Forud herfor gjaldt Københavns byggelov af 1939, der trådte i kraft 1. januar 1940.
I henhold til 1939-lovens, § 50, stk. 1 skal der ved en bebyggelse af en grund holdes en så stor del af grunden ubebygget, at der kan tilvejebringes tilfredsstillende lysforhold, brandsikring, adgangsforhold og efter omstændighederne tilkørsels- og parkeringsareal. Ved beboelsesbygninger skal der sikres opholdsareal for beboerne samt et tilstrækkeligt stort og frit areal alene til opholdssted og legeplads for børn.
Grundens ubebyggede areal måtte i henhold til § 50, stk. 2 ikke benyttes på en måde, der kom i strid med formålet med dets udlæggelse. Bestemmelsen gjaldt også de ved lovens ikrafttræden bebyggede grunde.
Det er Byggestyrelsens opfattelse, at det er lovgivningen på tidspunktet for ibrugtagning af friarealerne på ejendommen til parkering, der skal lægges til grund ved bedømmelsen af, hvorvidt arealet lovligt er taget i brug til parkering.
Som ovenfor anført har Københavns magistrat i skrivelse af 24. februar 1989 meddelt Byggestyrelsen, at det ikke fremgår af magistratens arkivmateriale, at der på noget tidspunkt har været givet tilladelse til parkering på ejendommens gårdareal.
Byggestyrelsen finder det på baggrund af det oplyste mest sandsynligt, at der gennem en længere periode har fundet regelmæssig parkering sted på ovennævnte ejendoms gårdarealer. Derimod er det ikke muligt præcist at fastlægge tidspunktet for gårdarealets ibrugtagning til parkering.
Til brug for behandlingen af tidligere sager vedrørende parkering på københavnske ejendommes gårdanlæg, har magistraten oplyst, at det er magistratens opfattelse, at parkering på de til ejendommene tilhørende gårdarealer har fundet sted fra midten eller slutningen af 1950'erne i takt med den almindelige udvikling på bilområdet, idet der før den tid var rigelige parkeringsmuligheder i gaderne.
Byggestyrelsen finder på dette grundlag at måtte lægge til grund, at der formentlig har fundet regelmæssig parkering sted på ejendommen siden slutningen af 1950'erne.
Det er herefter Byggestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om lovligheden af parkeringen på ovennævnte ejendom bør bedømmes på grundlag af Københavns byggelov af 1939, § 50.
Byggestyrelsen finder således, at magistratens 4. afdeling i medfør af § 50 i Københavns byggelov af 1939 vil have hjemmel til at nægte tilladelse til parkering på ovennævnte ejendoms gårdareal og i denne forbindelse udstede påbud om, at parkeringen skal bringes til ophør.
Det fremgår af byggelovens § 2, stk. 1b, at loven finder anvendelse ved ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i byggeloven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser.
Det fremgår endvidere af bygningsreglement 1982, kap. 2.1.2, stk. 5, at opholdsarealerne såvidt muligt skal være således beliggende, at de kan blive solbeskinnede, og kan af kommunalbestyrelsen forlanges beplantede og forsynede med bænke m.v. samt med mulighed for læ, regn og blæst.
Byggestyrelsen er enig med magistratens 4. afdeling i, at ombygningen af de 275 m2 lagerareal til kontorer er væsentlig i forhold til bygningsreglement 1982, kap. 2.1.2, stk. 5.
Byggestyrelsen finder imidlertid ikke, at Magistraten i denne forbindelse har hjemmel til at kræve hele gårdarealet, som er fælles for flere ejendomme, indrettet som møbleret opholdsareal.
Magistraten kan alene kræve den del af gårdarealet indrettet som friareal, som svarer til forholdet mellem de 275 m2 nyindrettet kontorareal og det samlede antal m2 af de ejendomme, hvortil gårdarealet hører.
Byggestyrelsen har på denne baggrund d.d. anmodet Københavns magistrat om at tage sagen op til fornyet afgørelse.
Såfremt sagen ønskes indbragt for domstolene, skal sagen efter byggelovens § 25 anlægges inden 6 måneder.«
Not. 2
Magistraten anmodes på baggrund af ovenanførte om at tage sagen op til fornyet afgørelse.
Der henvises til j.nr. AØ 2126.
Pdv
eb
Ingen
Fundet, at det er lovgivningen på tidspunktet for ibrugtagningen af friarealerne på en ejendom til parkering, der skal lægges til grund ved bedømmelse af, om arealet lovligt er taget i brug til parkering.
Endvidere fundet, at kun den del af et gårdareal, der vedrører en ombygning, kan påvirkes af friarealkrav.