Legislator Case Law & Legislation
W19890392525 DK

Arbejdes og indtægters betydning - fratrædelsesgodtgørelse (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 3925 Valid

Arbejdes og indtægters betydning - fratrædelsesgodtgørelse (* 1)

Ifølge oplysninger fra medlemmet var en aftale indgået mellem ham og en virksomhed, hvorefter han ved fratrædelsen som direktør for virksomheden skulle have udbetalt en godtgørelse på 1 mio.kr. - svarende til 9 måneders indtjening - uanset om han blev opsagt eller fratrådte efter eget ønske i forbindelse med aktie-ejerskifte.

Den 15. december 1987 meddelte medlemmet virksomheden, at han ønskede at fratræde, og fratrædelsestidspunktet blev fastsat til den 30. juni 1988. Fratrædelsesgodtgørelsen beregnedes til 1 mio.kr.

Efter at have forelagt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen sagen, fandt kassen, at medlemmet først var berettiget til dagpenge 9 måneder efter hans fratræden som direktør for virksomheden den 30. juni 1988, idet han i forbindelse med fratrædelsen fik udbetalt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, ialt 1 mio.kr.

Som begrundelse herfor henviste kassen til, at fratrædelsesgodtgørelse ifølge direktoratets fortolkning ikke kan sidestilles med de arbejdsfri indtægter, der er nævnt i § 6 i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for dagpengenes størrelse, og at de 9 måneder med fratrædelsesgodtgørelse således efter direktoratets opfattelse må betragtes som en periode uden tab af arbejdsfortjeneste og derfor uden dagpengeret.

Medlemmet har anført, at han med henvisning til gældende lovgivning mener sig berettiget til dagpenge fra den 28. september 1988, og at direktoratets fortolkning ikke er korrekt.

Pågældende blev dagpengeberettiget pr. 28. september 1988, hvor han havde været medlem af kassen i 1 år.

Direktoratet tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse, hvorefter medlemmet ikke var berettiget til dagpenge i 9 måneder at regne fra den 30. juni 1988, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 5, nu stk. 6 ved lov nr 364 af 7. juni 1989 i kraft den 1. juli 1989 og er fortsat gældende.

Direktoratet anførte, at det af vejledningen til § 6 i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982 om arbejdes og indtægters betydning for dagpengenes størrelse fremgår, at hvis en ledig har en indtægt, som ikke er nævnt i bestemmelsens opregning af arbejdsfri indtægter, må det nærmere undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, der kan sidestilles med de nævnte.

Efter det oplyste fandt direktoratet, at den omhandlede fratrædelsesgodtgørelse ikke kunne sidestilles med de i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, § 6, nævnte ydelser.

Direktoratet lagde herved vægt på, at fratrædelsesgodtgørelsen var en følge af ansættelsesophøret, og at størrelsen af godtgørelsen blev fastsat på baggrund af medlemmets tidligere løn, således at den skulle dække, hvad han totalt ville have indtjent fra virksomheden i 9 måneder.

Direktoratet fandt således ikke, at der forelå nogen form for tabt arbejdsfortjeneste efter den 30. juni 1988, idet fratrædelsesgodtgørelsen måtte betragtes som en erstatning for denne i 9 måneder fra ansættelsens ophør, således at der skulle ske fradrag for udbetalingen af denne ydelse.

Funktionærlovens § 2 a

Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære pension fra arbejdsgiveren eller folkepension.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning.

Ankenævnet fandt, at der ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 5 (nu stk. 6), til at foretage fradrag i dagpengene i anledning af en fratrædelsesgodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver, idet formålet med denne bestemmelse primært har været at undgå dobbeltforsikring, mens reglen om fradrag i dagpengene på grund af indtægter af den omhandlede karakter findes i arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 3, og de i medfør heraf fastsatte administrative regler, d.v.s. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet havde bragt ansættelsesforholdet til ophør med 1/2 års varsel, at han ifølge sin ansættelseskontrakt kun havde 3 måneders opsigelsesvarsel, og at ansættelsesforholdet således i enhver henseende var ophørt pr. 30. juni 1988.

Ankenævnet fandt på denne baggrund, at det omhandlede beløb var af en sådan karakter, at det måtte sidestilles med de i direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, § 6, litra i, omhandlede indtægter og derfor ikke skulle medføre fradrag i dagpengene.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1989 3925 Valid

Ankenævnet fandt, at en fratrædelsesgodtgørelse, der blev udbetalt til en direktør, kunne sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →