Den Nordiske Overenskomst. Tilbageflytning til dansk arbejdsløshedskasse. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Den Nordiske Overenskomst. Tilbageflytning til dansk arbejdsløshedskasse. (* 1)
Et medlem klagede over direktoratets afgørelse, hvorefter medlemmet var optaget i en kasse for selvstændige erhvervsdrivende den 17. maj 1989, hvilket var datoen for kassens modtagelse af medlemmets optagelsesbegæring, og medlemmet ville således være dagpengeberettiget fra den 17. maj 1989 i det omfang, betingelserne herfor i øvrigt havde været opfyldt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 7, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988 om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, § 6, stk. 1.
Direktoratet bemærkede, at direktoratet var enig med kassen for selvstændige i, at medlemmet skulle optages i en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, idet det var direktoratets opfattelse, at medlemmet havde været lønmodtager i Norge, og at hun således havde vist, at det var lønmodtagerarbejde, som hun stillede sin arbejdskraft til rådighed for.
Det fremgik af medlemmets ledighedserklæring af 27. april 1989, at hun havde været ansat som hotelchef i Norge i perioden 1. juli 1987 - 19. april 1989. Årsagen til arbejdsophøret var virksomhedens konkurs. Medlemmet havde givet fremmøde på den danske arbejdsformidling den 27. april 1989.
Trygdekontoret i Norge bekræftede, at medlemmet i perioden 30. juni 1987 - 30. april 1989 havde været omfattet af det norske forsikringssystem.
Medlemmet anmodede den 14. maj 1989 om optagelse som medlem i kassen for selvstændige, der modtog anmodningen den 17. maj 1989.
Medlemmet anmodede den 8. juni 1989 om optagelse i en kasse for lønmodtagere, der modtog anmodningen den 9. juni 1989.
Kassen for lønmodtagere meddelte den 3. juni 1989 medlemmet, at et medlem, der havde arbejdet i et andet nordisk land, kunne vende tilbage til Danmark og umiddelbart indtræde i dagpengeretten, såfremt medlemmet forud for overflytningen til et andet nordisk lands forsikring havde været forsikret i Danmark, og såfremt der var ansøgt om genoptagelse, inden der var gået 5 år fra det tidspunkt, hvor medlemmet sidst havde været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse. For at kunne tilbageflyttes til den danske forsikring uden først at have opnået beskæftigelse her i landet, var det en forudsætning, at medlemmet på ny tilmeldte sig det danske forsikringssystem, dvs. både arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen inden 8 uger efter hjemkomsten.
Kassen for lønmodtagere anførte videre, at medlemmet var optaget i kassen med virkning fra den 9. juni 1989, da kassen ikke havde haft mulighed for at optage hende, før begæring om optagelse var modtaget.
Medlemmet klagede til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet anførte, at hun og hendes ægtefælle før afrejsen til Norge havde været medlemmer af arbejdsløshedskassen for selvstændige, og efter hjemkomsten til Danmark kontaktede de denne kasse. Medlemmets ægtefælle blev umiddelbart genoptaget i kassen for selvstændige og havde modtaget dagpenge fra den 27. april 1989. Proceduren i kassen for selvstændige blev lidt forsinket på grund af sygdom, men rekvisitionen på diverse dokumenter og papirer fra Norge blev foranlediget af kassen for selvstændige. Dette materiale blev indleveret på kassen for selvstændiges kontor i Holstebro den 8. maj 1989. Efter nogen tids forløb meddelte kassen for selvstændige medlemmet, at hun skulle optages i kassen for lønmodtagere, og at kassen for selvstændige ville fremsende de fornødne dokumenter dertil.
Medlemmet anførte videre, at hun kontaktede kassen for selvstændige, da kassen for lønmodtagere ikke havde kontaktet hende. Kassen for selvstændige beklagede, at den på grund af sygdom ikke havde fået videresendt papirerne, men at dette nu ville ske. Herefter var der igen forsinkelse på grund af sygdom, og først den 3. juli 1989 modtog medlemmet den afgørelse, som hun fandt meget forkert. Medlemmet var sat i en katastrofal situation, til trods for, at hun efter sin hjemkomst havde handlet hurtigt og korrekt ifølge de informationer, hun havde modtaget fra kassen for selvstændige.
Kassen for lønmodtagere fastholdt den 19. juli 1989 over for direktoratet den trufne afgørelse. Kassen for lønmodtagere anmodede direktoratet om at oplyse, hvorvidt kassen for selvstændiges fortolkning af vejledningen til artikel 5 i nordisk overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed - var korrekt, for så vidt angik hvilken arbejdsløshedskasse en person skulle tilbageflyttes til. Kassen for lønmodtagere fandt ikke at kunne dispensere fra reglen om, at optagelse først kunne finde sted fra det tidspunkt, på hvilket der var søgt om optagelse i arbejdsløshedskassen, altså den 9. juni 1989, men såfremt direktoratet ville tillade det, var kassen for lønmodtagere indforstået med at anerkende henvendelsen til kassen for selvstændige den 8. maj 1989 som korrekt optagelsesdato.
Ankenævnet fandt, at medlemmet, der var omfattet af den norske lovgivning om arbejdsløshedsforsikring indtil den 30. april 1989, kunne overflyttes til den danske forsikring i umiddelbar fortsættelse heraf, jf. artikel 5 sammenholdt med artikel 8 i Den Nordiske Overenskomst af 12. november 1985 om ydelser ved arbejdsløshed.
Ankenævnet lagde herved vægt på, (at) medlemmet blev tilmeldt arbejdsformidlingen i Danmark allerede den 27. april 1989, (at) hun umiddelbart efter sin tilbagekomst til Danmark rettede henvendelse til den arbejdsløshedskasse, hun havde været medlem af forud for sin flytning til Norge, og (at) hun den 8. maj 1989 afleverede sin ledighedserklæring og oplysning om beskæftigelses- og forsikringsforhold til denne kasse.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at direktoratets bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988 alene omhandler optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse i medfør af reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41 og 67, men ikke i den situation, at en person ønsker tilbageflytning til den danske forsikring efter i en periode at have været omfattet af forsikringen i et af de øvrige nordiske lande.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Et medlem havde under arbejde i Norge været omfattet af det norske trygdesystem frem til den 30. april 1989. Medlemmet tilmeldte sig arbejdsformidlingen i Danmark den 27. april 1989 og indgav optagelsesbegæring til arbejdsløshedskassen den 17. maj 1989.
Ankenævnet fandt, at medlemmet, der var omfattet af den norske lovgivning om arbejdsløshedsforsikring, kunne overflyttes til den danske forsikring i umiddelbar fortsættelse heraf.