Legislator Case Law & Legislation
W19890377625 DK

Nedsatte dagpenge (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 3776 Valid

Nedsatte dagpenge (* 1)

Arbejdsformidlingen konstaterede i 1988 fejl i udbetalingen af dagpenge til et medlem i 1986, hvorefter både medlemmet, kassen og arbejdsgiveren var skyld i fejludbetalinger i tilsammen 7 uger i 1986.

Kassen og arbejdsformidlingen var uenige om, hvorledes medlemmets 2 sygedage lørdag/søndag i uge 5/1986 skulle belægges.

Af sagen fremgik, at medlemmet i uge 5/1986 skulle have arbejdet således: mandag 6 timer, tirsdag 8 timer, onsdag 6 timer, torsdag og fredag fri, lørdag og søndag 6 timer hver.

Medlemmet var imidlertid sygemeldt lørdag og søndag, hvor hun modtog løn fra arbejdsgiveren for søndag, mens lørdag var karensdag.

Kassen fandt herefter, at medlemmets 2 sygedage skulle belægges med hver 6 timer, således at medlemmet havde ialt 32 timer i uge 5, og dermed var berettiget til en dagpengeudbetaling svarende til 8 timer. Kassen begrundede dette med, at den foretog belægning i en 5 dages uge, og at sygedagene, der faldt på en lørdag og en søndag, derfor skulle belægges med et antal timer svarende til lønudbetalingen eller det planlagte antal arbejdstimer på karensdagen.

Arbejdsformidlingen mente, at de 2 sygedage skulle belægges med hver 8 timer, uanset at medlemmets planlagte arbejdstid havde været på 6 timer pr. dag. Herefter skulle dagpengekortet for uge 5 belægges med ialt 36 timer, hvorefter der ikke kunne udbetales dagpenge for denne uge.

Direktoratet meddelte, at direktoratet var enig med arbejdsformidlingen i, at medlemmets dagpengekort som følge af medlemmets sygdom henholdsvis den 1. og 2. februar 1986 skulle belægges med 8 timer pr. dag, hvorfor medlemmet i henhold til den dagældende mindsteudbetalingsregel ikke var berettiget til at modtage supplerende dagpenge i den pågældende uge, jf. bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, § 2, stk. 4, ifølge den nu gældende bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, § 7, 7,6 timer.

Kassen anførte i sin klage til ankenævnet, at det var dens klare opfattelse, at belægning på grund af sygdom kun skulle foretages for ugens 5 første dage, med mindre kassen havde søgt og modtaget dispensation herfor, jf. § 2, stk. 5, i bekendtgørelsen.

Kassen oplyste videre, at dens medlemmer som udgangspunkt arbejdede i en 5 dages arbejdsuge, hvorfor kassen ikke fandt det rigtigt at søge om en sådan dispensation, som iøvrigt efter kassens opfattelse ikke ville have anden betydning, end at belægningen skulle foretages med 1/6 af den overenskomstmæssige arbejdstid.

Endelig bemærkede kassen, at dens medlemmer for arbejde på lørdage og søndage fik udbetalt et tillæg til den normale timeløn, hvorfor kassen fandt, at alle ugens dage absolut ikke kunne sidestilles. Dette bestyrkedes af bekendtgørelsens § 3, stk. 3, idet det for så vidt angik søgnehelligdagsreglerne netop blev fastslået, at alle ugens dage ikke kunne sidestilles, hvis der blev oppebåret tillæg for arbejde i week-enden. Dette uanset om man ifølge overenskomsten var forpligtet til at udføre arbejde også i week-enden.

Kassen måtte derfor fastholde, at dagpengekortet i tilfælde af sygdom skulle belægges fuldt ud på ugens 5 første dage. Herudover blev der på lør- og søndage foretaget belægning for fraværstimer, som medlemmet havde modtaget økonomisk dækning for/skulle have arbejdet.

Denne fremgangsmåde sikrede efter kassens opfattelse dels, at belægningen skete for de hverdage, medlemmet ikke havde været til rådighed, dels at der skete modregning for indtægt for week-enden og endelig, at det ikke var arbejdsløshedsforsikringen, der kom til at betale eventuelle fraværsdage/fridage, som hidrørte fra et medlems eventuelle week-end arbejde.

Kassen henviste efterfølgende til bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 og anførte, at indførelsen af forskellig belægning afhængig af, om der arbejdes i en 5 eller 6 dages uge kunne tyde på, at man havde erkendt, at der skulle ske en justering i forhold til tidligere gældende regler.

Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet arbejder i en 5 dages uge med 2 ugentlige fridage, og at disse fridage i uge 5/1986 var fastlagt til torsdag og fredag.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmets dagpengekort, i tilfælde af sygdom, skulle belægges fuldt ud med 8 timer pr. dag for de dage, hvor medlemmet efter tjenestetidsplanen skulle have arbejdet, jf. bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, § 2, stk. 4.

Ankenævnet tiltrådte således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1989 3776 Valid

Ankenævnet fandt, at dagpengekortet for et medlem, der arbejdede i en 5 dages uge med 2 ugentlige fridage, skulle belægges fuldt ud med 8 timer pr. dag for de dage, medlemmet efter tjenestetidsplanen skulle have arbejdet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →