Forseelse mod kassen - sanktion. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Forseelse mod kassen - sanktion. (* 1)
Et medlem oplyste på ledighedserklæring, at hun den 25. juli 1988 var påbegyndt arbejde som ekspedient. Hun blev sagt op den 3. august 1988 på grund af manglende branchekendskab til ophør den 17. august 1988. Det var oplyst, at medlemmet var fritstillet fra den 3. august 1988 og mødte på arbejdsformidlingen den 4. august 1988.
På ledighedserklæring oplyste medlemmet, at hun i tiden 3. august til 17. august 1988 havde fået løn for 37 1/2 time om ugen.
På de efterfølgende udfyldte dagpengekort anførte medlemmet 0 arbejdstimer for alle dage i tiden 25. juli til 17. august 1988. Kassen bad herefter medlemmet om at redegøre nærmere for de faktiske forhold.
Medlemmet meddelte den 26. august 1988, at det var ledighedspapirerne, der var gældende, og at det var en forglemmelse, at timerne ikke var påført dagpengekortene.
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 39 timer for uagtsom forseelse mod kassen.
Medlemmet klagede og anførte, at den sidste tid havde været ret forvirrende og utryg på grund af arbejdsløshed og personlige forhold.
Kassen fastholdt sin afgørelse og oplyste, at såfremt de fejlagtige oplysninger ikke var blevet konstateret inden dagpengeudbetaling, ville den have udgjort brutto 7.748 kr.
Direktoratet fandt, at medlemmet skulle gennemgå en effektiv karantæne på 38 timer for uagtsom forseelse mod kassen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3.
Direktoratet fandt, at der ikke var tale om uagtsomhed af meget ringe omfang og bemærkede hertil, at ej heller beskæftigelse forud for opsigelsen den 3. august 1988 var anført på dagpengekortene.
Medlemmet anførte, at der ikke var tilsigtet nogen former for fortielse eller tilbageholdelse af oplysninger. Ledighedserklæringen var korrekt udfyldt, og lønsedler var sendt til arbejdsløshedskassen.
Medlemmet erkendte, at hun havde lavet en fejl. Hun har ikke prøvet at skjule noget og anmoder om, at karantænen ophæves.
Ankenævnet fandt, at den tildelte effektive karantæne på 38 timer efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 3, skulle ophæves.
Nævnet har herved lagt vægt på, at medlemmet afgav rigtige oplysninger på ledighedserklæring og timeerklæring, og at urigtige oplysninger på medlemmets dagpengekort blev afgivet senere, samt at de urigtige oplysninger ikke førte til, at der uretmæssigt blev udbetalt dagpenge.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Ankenævnet ophævede en uagtsomhedskarantæne idømt et medlem, der gav korrekte oplysninger på ledighedserklæringen og senere ukorrekte oplysninger på dagpengekortene, uden at dette nåede at udløse dagpengeudbetaling.