Betingelser for ret til dagpenge - konflikt (* 1)

Betingelser for ret til dagpenge - konflikt (* 1)

Et medlem af en arbejdsløshedskasse var ansat i et tidsbegrænset vikariat fra den 1. januar 1984 til den 30. april 1987 som reservelæge på sygehuset.

I tiden 17. april til 8. maj 1987 var der overenskomstmæssig strejke på 2 afdelinger på sygehuset samt et antal afdelinger på en række andre sygehuse.

Medlemmet var ikke ansat på en af de strejkeramte afdelinger, og ved ledighedens indtræden meldte medlemmet sig ledig og anmodede om dagpenge.

Stillingen blev på ny besat pr. 1. maj 1987.

Kassen afslog at udbetale dagpenge indtil den 8. maj 1987, hvor strejken ophørte, under henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, idet kassen anså medlemmet for omfattet af konflikt.

Foreningen af Yngre Læger klagede over afgørelsen.

Foreningen anførte bl.a., at virksomhedsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 må afgrænses til den enkelte sygehusafdeling, der var omfattet af konfliktvarslet og ikke kan udstrækkes til at omfatte sygehusets øvrige afdelinger,

- idet virksomhedsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 i den konkrete situation ikke kunne fortolkes analogt med virksomhedsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 23, men måtte relateres til, hvorledes konfliktvarslet var udformet, og

- idet virksomhedsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 også måtte ses i relation til de konkrete og særlige forhold, der praktiseres på lægeområdet med hensyn til indgåelse af nødberedskabsaftaler, og

- idet medlemmets ledighed ikke havde nogen sammenhæng med strejken.

Foreningen anførte yderligere, at det måtte tillægges betydelig vægt,

at ansættelsesforholdet var begrænset til een afdeling, og

at medlemmet fratrådte sin stilling som følge af bestemmelsen om tidsbegrænsning i ansættelseskontrakten/overenskomsten og således ikke havde nogen mulighed for at fortsætte i stillingen, hvad enten der var strejke eller ej.

Kassen erkendte, at medlemmets arbejdsophør ikke var forårsaget af konflikt, men fastholdt sin afgørelse.

Direktoratet var enig med arbejdsløshedskassen i, at der i tiden 17. april til 8. maj 1987 var iværksat konflikt inden for kassens faglige område, og at medlemmet var beskæftiget på den konfliktramte virksomhed ved konfliktens iværksættelse og derfor var omfattet af konflikt.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, og oplyste, at direktoratet havde lagt vægt på, at den enkelte sygehusafdeling måtte anses for at være en integreret del af hele sygehuset, at en konflikt på en afdeling vil berøre hele sygehuset, og at sygehuset, hvis administration var ansættende myndighed for alle sygehusafdelinger, i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven måtte anses for een virksomhed.

Direktoratet bemærkede, at formålet med arbejdsløshedsforsikringslovens § 61 er at hindre, at arbejdsløshedskasserne indirekte eller direkte under de forskellige, indbyrdes varierende konfliktsituationer bliver deltagere i arbejdskampe.

I klagen til ankenævnet anførte Foreningen af Yngre Læger foranlediget af direktoratets udtalelse om, at et sygehus i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven måtte anses for een virksomhed, at virksomhedsbegrebet ikke ses at være defineret i loven, ligesom der ikke iøvrigt af loven kunne udledes en klar fortolkning af virksomhedsbegrebet, og det var fortsat foreningens opfattelse, at virksomhedsbegrebet derfor måtte fortolkes under hensyntagen til den konkrete situation.

Formelt blev yngre læger ansat af sygehusadministrationen, men det var den pågældende afdelings administrerende overlæge, der under hensyntagen til afdelingens budget og normeringer reelt foretog ansættelserne.

En læge ansættes til at forrette tjeneste på en bestemt afdeling og kunne ikke med begrundelse i f.eks. arbejdsmangel overflyttes til at udføre tjeneste på en anden afdeling.

Formålet med § 61 var at hindre, at arbejdsløshedskasserne blev deltagere i arbejdskampe, men foreningen måtte fastholde, at det forhold, at de pågældende vikarer var fratrådt deres stillinger med udgangen af april måned 1987 på ingen måde havde sammenhæng med strejken. Fratrædelsen skyldtes det forhold, at deres midlertidige vikaransættelser udløb på dette tidspunkt, således som det var anført i deres kontrakt, og baggrunden for tidsbegrænsningen i kontrakterne vil være det forhold, at indehaveren af stillingen, vendte tilbage til stillingen efter afholdt ferie eller orlov.

Til brug for en fastlæggelse af virksomhedsbegrebet i denne konkrete situation fandt foreningen det endvidere særdeles væsentligt at påpege, at de mellem arbejdsgiverparterne og foreningen indgåede nødberedskabsaftaler bevirkede, at denne strejke måtte vurderes anderledes end andre - måske mere typiske - strejker.

Nødberedskabsaftalerne betød, at der på de strejkende afdelinger udførtes et betydeligt arbejde under strejken.

Alt vagt - og herunder week-end arbejde blev vurderet som akut arbejde og udførtes på samme måde og i samme omfang som i en ikke-strejke periode, ligesom der i dagtiden blev foretaget alle akutte og uopsættelige behandlinger og operationer. Derfor blev der også på de strejkende afdelinger foretaget nyansættelser under strejken.

Foreningen fandt således, at de særlige forhold, der var gældende for lægers ansættelse og de særlige aftaler, der blev indgået i forbindelse med strejken i april og maj 1987 bemærkede, at man måtte foretage en konkret fortolkning af virksomhedsbegrebet, ligesom man måtte foretage en konkret vurdering af, om formålet med § 61 er tilgodeset, selv om de pågældende læger skulle få dagpenge i strejkeperioden (eller en del af denne).

Ud fra en samlet vurdering af de konkrete forhold i forbindelse med lægestrejken var det således foreningens opfattelse, at de pågældende læger ikke kunne anses for at være omfattet af § 61, og at de således havde været berettiget til dagpenge.

Ankenævnet fandt, at medlemmets arbejdsophør den 30. april 1987 var foranlediget af, at den midlertidige vikaransættelse ifølge arbejdsaftalen ophørte denne dag.

Medlemmets ledighed fandtes ikke at være en følge af konflikten i tiden 17. april til 8. maj 1987, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 61, stk. 1, og medlemmet var derfor berettiget til at modtage dagpenge efter arbejdsophøret den 30. april 1987 i det omfang, hun iøvrigt opfyldte arbejdsløshedsforsikringslovens betingelser herfor.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Ved udløb af et vikariat som reservelæge på en afdeling, der var undtaget fra konflikt, fandtes et medlem dagpengeberettiget, da ledigheden ikke fandtes at være en følge af konflikten.