Nedsatte dagpenge (* 1)

Nedsatte dagpenge (* 1)

Et medlem påbegyndte mandag i uge 28/1987 et arbejdsforhold som bager. Medlemmet arbejdede til og med fredag i den pågældende uge, hvorimod lørdag og søndag var fridage. Medlemmet holdt herudover fri mandag og tirsdag i uge 29/1987. Tirsdag aften blev han ringet op af arbejdsgiveren og opsagt på grund af omlægning.

Hovedledelsen anførte, at ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1, kan dagpenge kun udbetales til et ledigt medlem, og ifølge stk. 4 skal et medlem, som vil begære dagpenge, ved ledighedens indtræden henvende sig til arbejdsformidlingen for at søge arbejde. Da medlemmet først tilmeldte sig arbejdsformidlingen onsdag i uge 29/1987, var han først berettiget til udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge fra denne dato. Medlemmet var således ikke berettiget til udbetaling af dagpenge for mandag og tirsdag i uge 29/1987.

Medlemmet klagede den 3. september 1987 til direktoratet over denne afgørelse.

Medlemmet anførte, at mandag og tirsdag i uge 29 var hans fridage i denne uge. Der var stadig 5 arbejdsdage tilbage i ugen, for hvilke dage han mente, at han skulle have dagpenge.

Afdelingen meddelte den 3. september 1987 direktoratet, at den støttede medlemmets anke, da der ikke var tale om et medlem, der havde glemt at gå på arbejdsformidlingen mandag i uge 29/1987, men om et medlem, der uforskyldt var kommet i klemme med 2 dages dagpenge.

Afdelingen anførte videre, at ifølge overenskomstens § 7 var lønningsugen kalenderugen. Altså kunne arbejdsdagene falde når som helst i ugen, alt efter hvad der var aftalt.

Hovedledelsen fastholdt den 9. september 1987 over for direktoratet den trufne afgørelse.

Direktoratet meddelte, at det fremgik af direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983 om retten til dagpenge for et medlem, som opnår arbejde af kortere varighed end fuld tid eller er ledig på grund af vejrlig eller som følge af arbejdsfordeling, § 2, stk. 4, samt ændringsbekendtgørelse nr. 529 af 13. august 1987, § 1, at dagpengekortet for fuldtidsforsikrede medlemmer i tilfælde af sygdom, søgnehelligdage uden dagpengeret, fridage for egen regning eller manglende rådighed iøvrigt, belægges med 7,8 timer for hver af sådanne dage (ifølge den nu gældende bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989, § 7, 7,6 timer).

Idet direktoratet lagde til grund, at medlemmet først tirsdag i uge 29/1987 om aftenen blev opsagt og først onsdag tilmeldte sig arbejdsformidlingen som ledig, fandt direktoratet ikke, at han kunne anses for at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet mandag og tirsdag.

Direktoratet fandt derfor, at medlemmets dagpengekort i henhold til de i ovennævnte bekendtgørelse fastsatte regler, skulle belægges med 7,8 (7,6) timer henholdsvis mandag og tirsdag.

Ved dagpengeudbetalingen for uge 29/1987 skulle der derfor ske fradrag for de nævnte timer.

Ved indankningen anførte afdelingen, at medlemmet i uge 28/1987 havde aftalte fridage lørdag og søndag og i den følgende uge mandag og tirsdag, således at der blev 4 fridage samlet hveranden week-end. Det var ret så typisk med sådanne aftaler, hvad overenskomsten da også gav mulighed for, da bagerfaget jo var et servicefag.

Afdelingen anførte videre, at den måtte konstatere, at hovedledelsen og direktoratet havde afgjort sagen, som om arbejdsløshedsforsikringsloven kun var lavet med henblik på en arbejdsuge, der gik fra mandag til fredag. Afdelingen gjorde opmærksom på, at medlemmets fridage mandag og tirsdag i uge 29/1987 ikke kom ind under nogen af de kategorier, der var nævnt i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 646 af 21. december 1983, § 2, stk. 4. Medlemmet havde ikke anmodet om dagpenge for mandag og tirsdag, da det var fridage, men havde anmodet om dagpenge for de 39 timer, der i denne uge skulle ligge i perioden onsdag til søndag. Medlemmet var til rådighed for arbejdsmarkedet på disse dage, som alle bagere skulle være.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse med den givne begrundelse.

Afdelingen rettede henvendelse til Folketingets Ombudsmand.

På forespørgsel fra ombudsmanden udtalte ankenævnet, at afdelingens klage ikke gav nævnet anledning til at genoptage sagen. Nævnet havde ved sin afgørelse bl.a. lagt vægt på, at medlemmets indtægtstab skyldtes særlige overenskomstmæssige forhold, som tillod en sådan omlægning af arbejdstiden uden økonomisk kompensation fra arbejdsgiveren, hvilket forhold måtte være arbejdsløshedsforsikringen uvedkommende. Medlemmet blev herved stillet på samme måde som andre medlemmer, der meldte sig ledige midt i en uge uden at have stået til rådighed for arbejdsmarkedet ugens første 2 dage.

Ombudsmanden meddelte herefter ankenævnet, at omfanget af medlemmets dagpengeberettigelse i uge 29/1987 måtte bero på en vurdering af betydningen af, at han først var ledig fra onsdagen, set i sammenhæng med, at han på dette tidspunkt - ifølge sin arbejdsaftale med arbejdsgiveren - havde en fuld 5 dages arbejdsuge tilbage og derved ved afskedigelsen mistede indtægt for en fuld uge.

Ombudsmanden måtte umiddelbart være af den opfattelse, at denne vurdering måtte falde ud til, at medlemmet blev anset for berettiget til dagpenge svarende til en fuld uge i uge 29. Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagen og meddele medlemmet en fornyet afgørelse.

Ankenævnet indhentede en supplerende udtalelse fra direktoratet, som anførte, at ombudsmanden ikke havde anfægtet det faktum, at medlemmet først blev ledig onsdag den 15. juli 1987, og at medlemmets tilmelding til arbejdsformidlingen som arbejdssøgende også først skete den 15. juli 1987. Direktoratet har endvidere udtalt, at det fremgår af Arbejdsdirektoratets dagældende bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 (nu Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989), at et medlem - for at opfylde kravet om at være til rådighed for arbejdsmarkedet - bl.a. skal være tilmeldt arbejdsformidlingen. Medlemmet skal, uanset det hidtidige ansættelsesforholds tilrettelæggelse belægges med 7,8 timer for mandag og tirsdag i uge 29/1987 på grund af manglende tilmelding til arbejdsformidlingen. Da dagpenge opgøres ugevis, skal der ved ledighed foretages et fradrag i medlemmets dagpenge for uge 29/1987 med 15,6 timer.

Ankenævnet fandt på baggrund af det af ombudsmanden anførte ikke at kunne fastholde den trufne afgørelse.

Nævnet fandt, at der i de i sagen omhandlede regler ikke er tilstrækkelig hjemmel til at nægte medlemmet fulde dagpenge for en uge, hvor han kunne have arbejdet i en fuld uge.

Ankenævnet ændrede således sin tidligere trufne afgørelse.

Dagpengeudbetaling til et medlem som ledigmeldes efter at have holdt fri mandag og tirsdag, men hvor der resterer en fuld 5 dages arbejdsuge.