Provisionslønnet handelsrejsende - lønarbejde

Provisionslønnet handelsrejsende - lønarbejde

NN klagede over, at hans arbejde med salg af reoler for et firma blev anset for lønarbejde og derfor omfattet af ATP-loven.

Klagerens advokat gjorde gældende, at en meget stor del af de rejsende indenfor møbelbranchen arbejder som selvstændige erhvervsdrivende. Det anførtes endvidere, at klageren ikke var ferieberettiget, og ikke har været berettiget til sygedagpenge eller omfattet af virksomhedens lovpligtige arbejdsskadeforsikring, at han har været provisionslønnet, at han ikke har været underlagt nogen form for instruktioner fra selskabets side, at han ikke har haft pligt til at møde i virksomheden, at han har arbejdet for flere virksomheder samtidig, at han er momsregistreret, at han har fået provision af såvel direkte som indirekte ordre, at han ikke har været forpligtet til at udføre arbejdet personligt samt at der ikke har været pligt til at aflægge rapport om kundebesøg eller lignende.

ATP har hertil bemærket, at ATP-lovens lønmodtagerbegreb ikke er helt identisk med f.eks. lønmodtagerbegrebet i ferieloven, samt at det af selskabet overfor ATP er oplyst, at klageren er personlig forpligtet til at udføre arbejdet. Ifølge oplysninger fra skattemyndighederne har klageren haft en årlig A-indkomst fra selskabet på ca. 92 % af klagerens samlede indkomst det pågældende år.

Ankenævnets afgørelse

I overensstemmelse med ATP-lovens motiver lagde Ankenævnet til grund, at provisionslønnede handelsrejsende i almindelighed anses som lønmodtagere i ATP-lovens forstand. Efter det oplyste ansås klageren ikke for selvstændig erhvervsdrivende under sin beskæftigelse med salg af reoler for selskabet, men måtte anses for lønmodtager i ATP-lovens forstand og under beskæftigelsen omfattet af ATP-loven.

Ingen

Konkret afgørelse om, at beskæftigelse med salg af reoler for et firma anses for lønarbejde.