Tvist om ansvarsplaceringen for mangelfulde klinkegulve. (* 1)

Tvist om ansvarsplaceringen for mangelfulde klinkegulve. (* 1)

KENDELSE i Voldgiftssag nr. C 1620

K mod A og B

Efter at et stort antal boliger i Algeriet var blevet ødelagt af et meget kraftigt jordskælv, solgte entreprenørfirmaet B A/S 1500 træhuse til den algierske stat. B indledte endvidere forhandlinger med den algierske stat om opførelse af et stort boligkompleks i El Biar i Algeriet. På grund af projektets omfang ønskede B ikke at være alene om opgaven, men indgik en aftale med D A/S om dannelse af et interessentskab, K, som skulle påtage sig opgaven.

Den 28. juni 1982 indgik K en kontrakt med de algierske myndigheder om opførelse af 1500 nøglefærdige, præfabrikerede kollektive boliger med tilhørende lokaler til forretningsformål for en fast pris på 648.793.709 d.kr. og 27.581.262 algierske dinarer, eller ialt ca. 700 millioner d.kr. Der skulle opføres 78 bygninger med et samlet etageareal på 158.513 m2, og der skulle i boligerne være klinkebelagte gulve på et areal på ca. 125.000 m2. Byggeriet skulle være færdigt 20 måneder, efter at K havde modtaget de planerede byggegrunde, hvilket førte til en afleveringsdato senest den 1. oktober 1984.

Byggeriet blev færdigt til tiden og blev modtaget af de algierske myndigheder den 1. oktober 1984. Hele entreprisesummen blev derefter udbetalt til K, idet de algierske myndigheder beholdt bankgarantier på 35 millioner d.kr. til dækning af K's ansvar for eventuelle mangler.

Allerede kort efter den 1. oktober 1984 begyndte der at vise sig skader på klinkegulvene, idet klinker gik løse, og gulve bulede op. Skaderne har fortsat udviklet sig, således at der pr. 30. september 1988 har vist sig skader på ialt ca. 41.000 m2 gulv. Ved en aftale af 5. maj 1983 havde B påtaget sig som underentreprenør for K at udføre montagen af klinkegulvene for en fast pris excl. moms på 14.850.000 d.kr. Denne voldgiftssag angår placeringen af ansvaret for de mangelfulde klinkegulve.

Allerede på et tidligt tidspunkt under projektets udarbejdelse var A Arkitektfirma A/S blevet inddraget i arbejdet, og ved en kontrakt af 22. marts 1983 påtog A sig som totalrådgiver for K at yde teknisk rådgivning og bistand vedrørende boligprojektet i El Biar for en fast pris på 8.800.000 d.kr. excl. moms. A har gennemarbejdet projektet og udført detailprojektering.

Efter det udarbejdede projekt skulle gulvene udføres således, at der på dækelementerne skulle lægges et afretningslag, og at klinkerne skulle klæbes på dette afretningslag, hvorved hele gulvkonstruktionen blev en konstruktiv enhed. Under projekteringsarbejdet anmodede K det rådgivende ingeniørfirma E om at gennemgå El Biar projektet med det formål at undgå vanskeligheder ved byggeriets opførelse og at begrænse senere problemer i bygningernes funktion. I en erklæring af 15. februar 1983 udtalte E bl.a., at der i tidens løb har været talrige tilfælde af løsnede flise- og klinkebelægninger, som oftest på grund af dårlige materialer og dårligt udført arbejde. Det anbefaledes, at der blev udført forsøg under de lokale omstændigheder og udarbejdet skærpede instrukser i overensstemmelse hermed, og det blev fremhævet, at en effektiv sammenhæng mellem klinker og mørtel og mellem mørtel og beton var nødvendig. K rådspurgte også Teknologisk Institut, som på et projekteringsmøde den 6. april 1983 og i en skrivelse af 27. april 1983 anbefalede en løsning, hvorefter gulvet skulle udlægges på et glidelag, d.v.s. uden fast forbindelse med betonelementerne. I forsommeren 1983 lod K også udføre en prøvelejlighed i Ølstykke. På et møde den 29. august 1983 blev det endeligt besluttet at anvende metoden uden glidelag.

Efterhånden som skaderne på klinkegulvene viste sig, har B udbedret dem for K's regning. Udbedringen er udført efter to metoder. Løse klinker er hovedsageligt blevet fastgjort ved injicering af epoxy i gulvkonstruktionen, medens opbulede gulvarealer er blevet omlagt.

K begærede syn og skøn afholdt, og der er afgivet erklæringer af 30. april 1985, 12. december 1985, 29. april 1987, 7 . juni 1988 og 3. oktober 1988 af de af Voldgiftsnævnet udmeldte syns- og skønsmænd, murermester, ingeniør J. Buch Andersen, arkitekt m.a.a. Jørn Nielsen og civilingeniør Leif Egeskjold. I den første skønserklæring af 30. april 1985 udtalte skønsmændene bl.a., at der efter deres vurdering var to hovedårsager til gulvskaderne. Den første er, at det valgte konstruktionsprincip, hvorefter pudslag og klinker er fast forbundne til betonelementdækket, er væsentligt mere risikobehæftet end den konstruktion, der bygger på indlæggelse af et glidelag og udførelse af dilatationsfuger - også ved korrekt udførelse af konstruktionen. Den anden hovedårsag er en mindre god håndværksmæssig udførelse, der har resulteret i en for svag forbindelse mellem pudslag og klinkelag. I erklæringen har skønsmændene også udtalt, at begge de anvendte udbedringsmetoder må betegnes som forsvarlige og rimelige. Disse bedømmelser har skønsmændene fastholdt.

Ved et klageskrift af 19. september 1985 har K indbragt sagen for en i henhold til Reglerne for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret. Voldgiftsretten har bestået af arkitekt m.a.a. Henning Graversen, direktør, civilingeniør Per Dibbern Johansen som tekniske dommere og et formandsskab bestående af højesteretsdommer J. Bangert, højesteretsdommer Erik Bjerregaard og landsdommer Poul Rønnov med højesteretsdommer Bjerregaard som formand. I klageskriftet nedlagde K påstand om en erstatning på 10.030.692 kr. med renter, hvilket beløb svarede til de indtil da afholdte reparationsudgifter. I K's replik af 6. juli 1987 var påstanden forhøjet til 20.741.465 kr. på grund af yderligere påløbne reparationsomkostninger. K's endelige påstand under sagen er

De indklagede A og B tilpligtes principalt solidarisk, subsidiært proratarisk at betale K 28.702.486 kr. med sædvanlig procesrente (diskonto + 6%) fra de respektive udgifters afholdelse, til betaling sker.

De indklagede tilpligtes at anerkende, at de indklagedes erstatningsansvar for skader m.v., der vil blive registreret efter den 30. september 1988, kan afgøres under en senere voldgiftssag.

Indklagede A har nedlagt følgende påstande

Principalt: Frifindelse

Subsidiært: Frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af K krævede, fastsat efter voldgiftssrettens skøn uden solidarisk hæftelse med medindklagede B. Såfremt de indklagede af voldgiftsretten får pålagt et solidarisk ansvar, anmodes voldgiftsretten om at fastsætte den indbyrdes proratariske hæftelse mellem de indklagede. Det påstås, at det maksimale beløb, som indklagede A ialt kan blive tilpligtet at udrede såvel til klagerne som til B andrager kr. 11.729.000,00.

I relation til den subsidiære påstand påstås det, at der alene skal svares sædvanlige procesrenter af et beløb op til kr. 10.030.692,00 fra sagens anlæg og af et beløb op til kr. 11.729.000,00 fra 6. juli 1987, til betaling finder sted.

Over for K's anden påstand har A principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

Indklagede B har nedlagt følgende påstand

Over for K's betalingspåstand

1) Principalt: Frifindelse.

2) Subsidiært: Frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det af K krævede, fastsat efter voldgiftsrettens skøn, og således at det af klageren opgjorte påstandsbeløb, excl. renter, alene tillægges renter fra kravets fremsættelse for voldgiftsretten, dvs. af højst kr. 10.030.692 fra den 19. september 1985 til den 6. juli 1987, af kr. 20.741.465 fra den 6. juli 1987 og af kr. 28.702.486 fra 22. juni 1988, til betaling sker.

Over for K's anerkendelsespåstand

Principalt: Afvisning.

Subsidiært: Frifindelse.

Mere subsidiært: Frifindelse, men således, at B anerkender, at B's eventuelle erstatningsansvar for skader m.v., der er registreret efter den 30/9 1988, kan afgøres under en senere voldgiftssag, og at forældelsesfristen efter lov nr. 274 af 22/12 1908 om forældelse af visse fordringer (1908-loven) tidligst kan regnes fra det tidspunkt, hvor K kunne kræve betaling for sine afhjælpningsudgifter i forbindelse hermed, jfr. nævnte lovs § 2, første punktum.

Over for medindklagede, A

Principalt: At medindklagede A fuldstændigt friholder B for de beløb, incl. renter og omkostninger, som B måtte blive pålagt at betale til klageren, og

Subsidiært: At medindklagede A i et nærmere efter voldgiftssrettens skøn fastsat forhold, pålægges at friholde B for en del af det beløb som B måtte blive pålagt at betale til K incl. renter og omkostninger.

Den mundtlige forhandling af sagen har fundet sted i dagene den 24., 25., 27. og 28. oktober 1988. Under forhandlingen er et betydeligt antal bilag blevet gennemgået, og skønsmændene har vedstået og uddybet deres erklæringer, ligesom der er afgivet forklaringer af følgende personer

Projekteringskoordinator F (K)

Arkitekt G (A)

Civilingeniør Z (Ø)

Arkitekt H (A)

Bygningskonstruktør I (K)

Konduktør L (B)

Produktionschef M (B)

Direktør N (B)

Projektleder O (K)

Indkøbschef P (K)

Leder af Algierkontoret R (B) og

Leder af udbedringsholdet S (B)

På grundlag af de under sagen fremkomne oplysninger og afgivne forklaringer skal voldgiftsretten om de i sagen rejste spørgsmål udtale følgende

Skadesårsagerne.

Voldgiftsretten er enig med skønsmændene i, at skaderne i det væsentlige skyldes dels en for risikobehæftet konstruktion, dels udførelsesfejl ved montagen af klinkegulvene.

A's ansvar.

K har under henvisning til skønsmændenes udtalelser anført, at A som totalrådgiver må bære et ansvar for skaderne ved ikke at have foreskrevet en mere sikker konstruktion.

A har anført, at den valgte løsning er fuldt forsvarlig, men at den forudsætter en korrekt udførelse. Det er ikke bevist, at metoden som sådan har ført til skaderne, men det er godtgjort, at der foreligger udførelsesfejl, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge A ansvar.

Voldgiftsretten skal udtale

A har under sin projektering af byggeriet beskrevet den anvendte fremgangsmåde, hvorefter gulvene skulle lægges uden glidelag. Denne lægningsmetode er behæftet med større risici end en lægning med glidelag, hvilket var almindeligt kendt. Der var tale om et meget stort gulvareal ialt. Der var endvidere i de enkelte boliger tale om gulve af betydelig størrelse - større end de gulve, som i Danmark normalt belægges med klinker, - hvilket også forøger risikoen for sådanne skader. Husene skulle opføres i et jordskælvsområde, og der fremkom under projekteringsarbejdet advarsler mod fremgangsmåden. Det er voldgiftsrettens opfattelse, at A ved sin projektering af gulvene ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de nævnte forhold, og at der derfor bør pålægges A et ansvar for skaderne.

B's ansvar.

K har anført, at der ved skønserklæringerne er ført et klart bevis for udførelsesfejl, og at B derfor er erstatningsansvarlig. K har endvidere anført, at B også efter AB 72 § 21 er ansvarlig på objektivt grundlag, fordi endelig aflevering til de algierske myndigheder endnu ikke har fundet sted på grund af skaderne.

B har anført, at den foreskrevne lægningsvejledning i alt væsentligt er blevet fulgt, og at afvigelserne fra den er blevet aftalt med K's tilsyn og ledelse. Materialerne til gulvene blev leveret af K, og disse materialer har også haft betydning for skadernes opståen. Der bør derfor ikke pålægges B noget ansvar.

Voldgiftsretten skal udtale

Hvor klinker i gulvene er gået løs og er bulet op, er det sket umiddelbart under klæbelaget, fordi den øverste del af afretningslaget ikke har haft tilstrækkelig styrke. Denne del består af meget fine bestanddele og havde karakter af et slamlag. Dette slamlag burde have været fjernet inden påklæbningen af fliserne. Ved at have forsømt dette har B også pådraget sig et ansvar for skaderne.

Det er voldgiftsrettens opfattelse, at B efter bestemmelserne i kontrakten mellem K og de algierske myndigheder og den måde, disse bestemmelser er anvendt, ikke er objektivt ansvarlig for skaderne i medfør af AB 72 § 21.

K's medansvar.

K har bestridt at have noget medansvar for skaderne. Man har fulgt den af totalrådgiveren anviste fremgangsmåde, og der er påvist fejl hos både A og B, som derfor bør bære det fulde ansvar.

A har anført, at K med fuldt kendskab til hele problemet og til de givne advarsler deltog i beslutningen om valg af gulvkonstruktion, samt at K har forsømt at føre et effektivt tilsyn med udførelsen af gulvene. K må derfor selv bære et betydeligt ansvar for skaderne.

B har tilsluttet sig dette og har yderligere henvist til, at K har leveret de anvendte materialer, som har vist sig mindre egnede, hvilket har haft betydning for skaderne.

Voldgiftsretten skal udtale

K består af to store og erfarne entreprenørfirmaer. K deltog med kendskab til E og Teknologisk Instituts erklæringer i beslutningen om valg af gulvkonstruktion, og der blev valgt en billig konstruktion. Efter de afgivne forklaringer tog opførelsen af en prøvelejlighed i Ølstykke hovedsagelig sigte på at fastlægge arbejdsmetoder, og der blev til prøvelejligheden anvendt dansk cement og danske tilslagsmaterialer. I Algeriet leverede K udenlandsk cement og tilslagsmaterialer til B, og der burde være udført et prøvegulv i Algeriet. Når den øverste del af afretningslaget fik karakter af et slamlag, skyldes det dels dårligere tilslagsmaterialer end de danske, dels at man til afretningslaget benyttede en anden sammensætning end fastsat i projektet. Efter forklaringerne havde K kun en tilsynsførende med murerentreprisen (gulvlægningen), og den pågældende skulle også deltage i detailplanlægning og opfølgning af tidsplanen. Et så begrænset tilsyn findes ikke at have været forsvarligt, og voldgiftsretten finder, at der på grund af de anførte forhold påhviler K et medansvar.

Ansvarets fordeling.

Sagens tre parter mener hver for sig af de grunde, der er anført i de foranstående afsnit om deres ansvarsgrundlag, at hovedansvaret og det endelige ansvar må påhvile de andre.

Voldgiftsretten er efter de fremkomne oplysninger nået til, at ansvaret bør fordeles med 50 % til K, 30 % til A og 20 % til B.

Solidarisk ansvar eller prorata ansvar.

Ifølge rådgivningsaftalen mellem K og A er aftalegrundlaget Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og Bistand, revideret juli 1978 (ABR).

K har principalt påstået A og B pålagt solidarisk ansvar i henhold til almindelige erstatningsretlige principper. K har endvidere anført, at bestemmelsen i ABR 6.2.5. om pro rata ansvar for rådgiveren skal tilsidesættes på grund af grovheden af A's fejl.

A og B har begge anført, at der ikke kan pålægges dem solidarisk ansvar og har bl.a. henvist til ABR 6.2.5.

Voldgiftsretten skal udtale

Der er ikke noget grundlag for at tilsidesætte reglen i ABR 6.2.5. Allerede fordi denne bestemmelse kun pålægger rådgiveren pro rata ansvar (kun ansvar for så stor en del af tabet, som svarer til den del af den samlede skyld, der er udvist af rådgiveren), findes der ikke at kunne pålægges de indklagede solidarisk ansvar.

A's ansvarsbegrænsning.

I rådgivningskontrakten mellem A og K er i punkt 11 og 12 anført: 11. Ansvar.

Rådgiverens ansvar er begrænset til den under pkt. 12 nævnte forsikringssum.

12. Forsikring.

Rådgiveren har tegnet object-ansvarsforsikring i X A/S med maksimal forsikringssum for

Personskader og tingskader kr./år 10.878.000.

I den til kontrakten knyttede forsikringspolice er bl.a. anført: Forsikringssummen udgør i 1983 10.878.000 kr. ved person- og tingskade tilsammen (incl. indekstillæg 194 %).

Selskabets samlede dækning for ansvar for skader påhvilende forsikringstageren er begrænset til een forsikringssum pr. forsikringsår.

I policens forsikringsbetingelser § 11 er skadestilfælde defineret således: Som et skadestilfælde betragtes - inden for kontraktsansvarsområdet - flere skader, som inden for en for en enkelt bygherre udført opgave skyldes samme ansvarspådragende fejl, idet dog den omstændighed, at den af arkitekten begåede fejl overses under hans tilsyn, ikke betragtes som et selvstændigt skadestilfælde.

A har under henvisning til disse bestemmelser anført, at der højst kan pålægges dem et ansvar for gulvskaderne på 11.729.000 kr.

K har anført, at de citerede policebestemmelser er så uklare, at de ikke kan påberåbes til støtte for en så betydelig ansvarsbegrænsning. Det vil være fuldstændig urimeligt, at en arkitekts ansvar for et byggeri til 700 millioner kr. skal være så stærkt begrænset. Begrænsningen må i hvert fald forstås som alene gældende for de i løbet af et år anmeldte skader. Der er i alle årene fra 1984 anmeldt skader, og disse er ikke i noget år oversteget ansvarbegrænsningen.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte den aftalte ansvarsbegrænsning, som findes at være tilstrækkelig tydeligt angivet i policebestemmelserne. Da A's ansvar for gulvskaderne skyldes samme projektfejl, må der gives A medhold i, at der for disse skader højst kan pålægges dem et ansvar på 11.729.000 kr.

Erstatningskravets størrelse.

a. Merudgift ved injicering med epoxy.

A og B har anført, at reparationsmetoden omlægning af gulve har vist sig at være effektiv. Injiceringsmetoden er mere bekostelig, og K burde have valgt den billigste, forsvarlige udbedringsmetode. Kravet bør derfor nedsættes.

K har anført, at merudgiften højst har andraget 2,5 millioner kr. Reparationerne skulle udføres i beboede lejligheder, og en omlægning af løsnede fliser i en lejlighed kunne tage op til en uges tid og ville medføre betydelige gener for beboerne, navnlig store støvgener. Reparationer efter epoxy metoden er udført på et par dage og medfører ikke de samme gener. Det kan derfor ikke kritiseres, at man har anvendt epoxy metoden.

Voldgiftsretten finder efter de af K givne oplysninger ikke grundlag for at nedsætte kravet, fordi man har anvendt epoxy metoden.

b. Sparet merudgift ved glidelagskonstruktion.

Efter skønsmændenes oplysninger ville udførelsen af en gulvkonstruktion med glidelag have kostet ca. 5,5 millioner kr. mere end den anvendte konstruktion, når man går ud fra danske forhold.

A og B har under henvisning hertil påstået kravet nedsat med det nævnte beløb.

K har protesteret mod en sådan nedsættelse og har anført, at man sikkert kunne have fået merudgiften betalt af de algierske myndigheder. På grund af lavere lønudgifter i Algeriet ville merudgiften ikke have været så stor.

Voldgiftsretten skal udtale

For at få den omhandlede merudgift fratrukket i erstatningen må det kræves, at gulvkonstruktionen efter reparationerne er lige så god som en konstruktion med glidelag, således at der ved reparationerne er tilført husene en merværdi. Da dette ikke findes at være tilfældet, nedsættes kravet ikke.

c. For store udgifter i forbindelse med reparationerne.

Skønsmændene har i deres erklæring af 3. oktober 1988 og under deres forklaring for voldgiftsretten udtalt, at forskellige udgiftsposter i erstatningsopgørelsen skønnes at være for høje.

Det gælder følgende poster

Udgift til materiel, 1.307.908 kr., skønnes kun at burde have været 800-850.000 kr.

Lønninger til lokale medarbejdere, 2.065.274 kr., skønnes at være ca. 300.000 kr. for høje.

Rejseudgifter, 903.995 kr., skønnes kun at burde have andraget 700-750.000 kr.

Forplejning, 2.181.866 kr., skønnes kun at burde have været 1,5-1,6 millioner kr.

Administration, 2.735.578 kr., skønnes kun at burde have været 1,6-1,8 millioner kr.

A og B har påstået kravet nedsat i overensstemmelse med skønsmændenes vurdering.

K har anført, at alle de opførte udgifter er afholdt, og at der ikke er grundlag for at nedsættte kravet.

Voldgiftsretten lægger til grund, at alle de omtalte udgifter er afholdt af K, og der findes ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at nedsættte kravet.

d. Udgift til garantiforlængelser.

De algierske myndigheder har ikke frigivet garantistillelsen på 35 millioner kr. på grund af skader. I erstatningsopgørelsen har K medtaget en udgift på 3.240.760 kr. til forlængelse af denne garanti.

A har protesteret mod udgiften under henvisning til, at den modsvarer et rentetab ved ikke at få hele entreprisesummen udbetalt, og at et sådant rentetab ville have været mindre, samt til at der er tale om et indirekte tab, som ikke kan kræves erstattet.

Efter voldgiftsrettens opfattelse er udgiften til forlængelse af garantien forårsaget af,at gulvene har været mangelfulde, og der findes ikke at være tale om et indirekte tab. K's krav nedsættes derfor ikke.

K's anerkendelsespåstand

A og B har over for denne påstand påstået afvisning, subsidiært frifindelse under henvisning til, at voldgiftsretten ikke kan tage stilling til forholdene under en ny sag, samt til almindelige retsplejeprincipper.

Voldgiftsretten finder det klart, at K må have adgang til at rejse en ny voldgiftssag om erstatning af udgifter til reparation af gulvskader af lignende art som de i sagen omhandlede, når skaderne først er anmeldt for K efter 30. september 1988.

Det findes ikke nødvendigt at udtale dette i konklusionen.

Efter det anførte skal A betale til K 8.610.745,80 kr., og B skal betale 5.740.497,20 kr.

Der findes ikke mod de indklagedes protest at burde pålægges dem renter for tiden før sagens anlæg den 19. september 1985. Da der på tidspunkterne for K's fremsættelse af erstatningspåstandene kun var afholdt reparationsudgifter svarende til påstandsbeløbene, og da A og B kun skal betale henholdsvis 3/10 og 2/10 af disse udgifter, tages rentepåstanden til følge som nedenfor anført.

I sagsomkostninger skal A betale 300.000 kr. til K, og B skal betale 200.000 kr.

Udgifterne ved voldgiftsrettens behandling af sagen skal betales med halvdelen af K, med 3/10 af A og med 2/10 af B.

T H I B E S T E M M E S

A Arkitektfirma A/S skal til K betale 8.610.745,80 kr. med sædvanlig procesrente (diskonto + 6 %) af 3.009.207,60 kr. fra den 19. september 1985 til den 6. juli 1987, af 6.222.439,50 kr. fra den 6. juli 1987 til den 19. oktober 1988 og af 8.610.745,80kr. fra den 19. oktober 1988, til betaling sker.

B A/S skal til K betale 5.740.497,20 kr. med sædvanlig procesrente (diskonto + 6 %) af 2.006.138,40 kr. fra den 19. september 1985 til den 6. juli 1987, af 4.148.293 kr. fra den 6. juli 1987 til den 19. oktober 1988 og af 5.740.497,20 kr. fra den 19. oktober 1988, til betaling sker.

I sagsomkostninger til K skal A betale 300.000 kr. og B 200.000kr.

Omkostningerne ved voldgiftsrettens behandling af sagen skal betales af K med 1/2, af A med 3/10 og af B A/S med 2/10.

Betaling skal ske inden 14 dage efter kendelsens modtagelse.

København, den 2. december 1988

Henning Graversen

Per Dibbern Johansen

Johs. Bangert

Erik Bjerregaard

Paul Rønnov

P.v.c.

Per Helwigh

Efter opførelsen af 1500 boliger i Algeriet, konstateredes gulvskader der udbedredes, idet løse klinker blev fastgjort og opbulede gulvarealer omlagt. Skaderne skyldtes en for risikobehæftet konstruktion og udførelsesfejl. Som ansvarlige blev anset totalrådgiveren og underentreprenøren. Der kunne ikke pålægges solidarisk ansvar. Grundet et begrænset tilsyn mm., fandtes entreprenøren medansvarlig. Ansvarsbegrænsningen i rådgivningskontrakten tilsidesattes ikke. Endelig nedsattes erstatningen ikke grundet den anvendte epoxymetode, sparet merudgift ved glidelagskonstruktion eller en udgift til garantiforlængelse.