Boligstøtte - tilbagebetaling
Statutory Text (3 Articles)
Boligstøtte - tilbagebetaling
»I brev af 18. december 1987 har Sønderborg Kommune klaget over Sønderjyllands Amtsankenævns afgørelse af 19. november 1987, hvorefter nævnet har ophævet det af Sønderborg Kommune over for N.N. rejste krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i 1985, 2.920 kr.
Boligstyrelsen skal i denne anledning meddele, at Amtsankenævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Boligministeren kan dog optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.
Efter Boligstyrelsens opfattelse er det et spørgsmål af principiel karakter, hvorvidt der ved afgørelsen af sager om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte kan lægges vægt på, hvorvidt en stedfunden forhøjelse af den oprindelige beregnede husstandsindkomst er af væsentlig og varig karakter.
Det fremgår af sagen, at N.N.'s boligstøtte i 1985 blev beregnet på grundlag af en husstandsindkomst på 128.000 kr.
Den endelige husstandsindkomst på baggrund af slutligningsresultaterne for 1985, opgjort i henhold til socialindkomstlovens regler, beløb sig til 201.000 kr.
Indkomststigningen skyldtes, at N.N. i 3 måneder modtog efterløn efter sin fraseparerede ægtefælle, som var afgået ved døden den 10. august 1985.
Sønderborg Kommune har oplyst, at det ikke fremgår af sagen, at N.N. har givet kommunen oplysninger om indkomstændringen.
Endelig har Sønderborg Kommune foretaget en periodeopdeling af tilbagebetalingskravet, hvorved kravet blev nedsat fra 8.760 kr. til 2.920 kr.
Boligstyrelsen skal i denne anledning meddele, at det fremgår af boligstøttelovens § 38, at ansøgeren skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.
Det fremgår videre af den dagældende boligstøttelovs § 41, at såfremt ansøgeren har undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, som er oppebåret med urette.
Det er i tilslutning hertil i Boligstyrelsens cirkulære af 30. august 1982, pkt. 14.6, fastsat, at boligstøttemodtagere, som får udbetalt boligstøtte i forhold til socialindkomsten, skal have omberegnet boligstøtten, når den faktiske husstandsindkomst overstiger den beregnede husstandsindkomst med mindst 25% og mindst 15.000 kr. Såfremt boligstøtten er ydet i forhold til den forventede fremtidige indkomst, skal boligstøtten omregnes, når den faktiske husstandsindkomst overstiger beregningsgrundlaget med mindst 10.000 kr.
Som udgangspunkt gøres op med hvert boligstøtteår for sig, således at de økonomiske forhold efterfølgende bedømmes for hele boligstøtteåret under eet, selvom en indkomstfremgang først er indtrådt i løbet af boligstøtteåret. Der sker således regulering for hele året på grundlag af den højere indkomst. Hvis boligstøttemodtageren klart kan dokumentere, at der fra et givent tidspunkt er indtrådt en væsentlig og varig indkomstændring, og en særskilt boligstøtteberegning for hver af perioderne mindsker tilbagebetalingskravet, kan der foretages regulering efter de retningslinier, som ville været fulgt, såfremt boligstøttemodtageren selv havde givet oplysning om indkomstændringen i rette tid.
I den konkrete sag skal den forhøjede indkomst i perioden 1. september - 31. december 1985 indgå i husstandsindkomsten. Såfremt indkomstændringen kan betragtes som varig i boligstøttelovens forstand - hvilket Boligstyrelsen efter omstændighederne ikke vil modsætte sig i den konkrete sag - påvirker ændringen kun husstandsindkomsten i perioden 1. september - 31. december 1985.
Boligstyrelsen er herefter af den opfattelse, at Sønderborg Kommune har været berettiget til at kræve N.N.'s boligstøtte for tiden 1. september - 31. december 1985 tilbagebetalt.«
2. Til orientering.
3. Til orientering.
Der henvises til j.nr. 1987-1976.
Pdv
Ingen
Kommunen havde krævet tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte for 1985, da den faktiske husstandsindkomst på grund af, at N.N. i 3 måneder modtog efterløn fra sin fraseparerede ægtefælle, blev væsentligt større end den oprindeligt beregnede, og da N.N. ikke havde givet meddelelse herom.
Amtsankenævnet mente ikke, at der skulle ske tilbagebetaling.
Styrelsen udtalte, at såfremt boligstøttemodtageren klart kan dokumentere, at der fra et givet tidspunkt er indtrådt en væsentlig og varig indkomstændring, og en særskilt boligstøtteberegning for hver af perioderne mindsker tilbagebetalingskravet, kan der foretages regulering efter de retningslinier, som ville være fulgt, såfremt støttemodtageren selv havde givet oplysning om indkomstændringen i rette tid.
Styrelsen ville ikke modsætte sig, at den pågældende indkomstændring blev betragtet som varig, og den kom således kun til at påvirke perioden 1.9. - 31.12.1985.
Bygge- og Boligstyrelsen mente herefter, at kommunen havde været berettiget til at kræve N.N.'s boligstøtte for tiden 1.9. - 31.12.1985 tilbagebetalt.