Efterløn - arbejdskravet. (* 1)

§ 1. Som lønarbejde betragtes

a) arbejde, der uden offentlige løntilskud udføres for en arbejdsgiver her i landet eller i udlandet på løn- og arbejdsvilkår, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster for dette eller tilsvarende arbejde .....

§ 2. Selvstændig virksomhed medregnes alene til opfyldelse af arbejdskravet, hvis arbejdet er udført som hovedbeskæftigelse.

Den til bekendtgørelsen hørende vejledning indeholder følgende passus

»Arbejde i en virksomhed, der ejes af pågældendes familie, kan ikke uden videre betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, selv om medlemmet ikke er medejer af virksomheden.

Det må i hvert enkelt tilfælde påses, at medlemmets løn- og ansættelsesvilkår i virksomheden er i overensstemmelse med de vilkår, der ifølge overenskomst gælder for tilsvarende arbejde, jf. det om begrebet lønarbejde oven for anførte.

Foreligger der dokumentation herfor, samt for at der er indbetalt kildeskat, bidrag til ATP m.v., må det imidlertid anses som hovedreglen, at beskæftigelsen kan betragtes som lønarbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser.

Særligt for så vidt angår arbejde hos ægtefælle/samlever, der driver selvstændig virksomhed, bemærkes, at sådant arbejde almindeligvis ikke kan anses for lønarbejde i relation til opfyldelse af arbejdskravet«.

Ankenævnet har tidligere i en anden sag tiltrådt en afgørelse, hvorefter et medlems beskæftigelse med løn ved afvikling af et overdraget selskab ikke kunne anses for »dagpengekvalificerende« arbejde i relation til § 55.

Formålet med reglerne i § 55 og bekendtgørelse om forudgående beskæftigelse som betingelse for dagpengeretten er »at sikre, at personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har en vis aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet«, jf. den lige nævnte vejledning.

Efter det i sagen oplyste om medlemmets beskæftigelse i december 1982, som bestod i afvikling af selskabets aktiviteter, finder jeg ikke at kunne kritisere, at ankenævnet ved afgørelsen af, hvorvidt medlemmet efter § 55 var berettiget til dagpenge den 25. juni 1985, ikke har fundet at kunne medregne denne beskæftigelse. Jeg har derfor ikke fundet grundlag for at kritisere ankenævnets afgørelse om, at medlemmet ikke er berettiget til efterløn'.

Efterløn - arbejdskravet. (* 1)

Ankenævnet fandt i februar 1986, at medlemmets arbejde i den selvstændige virksomhed måtte anses for endeligt ophørt den 1. december 1982.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet i tiden 1. december - 31. december 1982 havde arbejde som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager, der ville kunne medregnes ved opgørelsen af, hvor længe arbejdsbetingelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 er opfyldt.

Medlemmet kunne derfor ikke overgå til efterløn, da hun ikke ved begæringen om efterløn den 25. juni 1985 opfyldte betingelserne for ret til dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 1, nr. 3.

Ankenævnet udtalte på Ombudsmandens foranledning bl.a.

»Ved brev af 15. oktober 1987 anmoder Folketingets Ombudsmand om en udtalelse i sagen vedrørende ovennævnte. Der anmodes om en nærmere redegørelse omkring vurderingen af det arbejde, som medlemmet havde i december 1982, herunder oplysning om, hvilken vægt der kan tillægges den omstændighed, at medlemmet ikke blev anset for ledig i december 1982.

I denne anledning skal man oplyse, at ankenævnet ved sin afgørelse lagde vægt på, dels at medlemmet i ledighedserklæring af 16. december 1982 henviste til, at hun var ophørt med selvstændig virksomhed den 1. december 1982, dels på oplysninger om, at virksomheden var afhændet den 1. december 1982. Ankenævnet har herved ikke taget stilling til, om medlemmet var ledig i december måned, idet medlemmet ikke begærede dagpenge for denne måned.

Ankenævnet lagde endvidere til grund, at arbejdsløshedskassen allerede den 10. marts 1983 orienterede medlemmet om, at 26-ugers begrænsningen ville indtræde den 1. juni 1985, og at medlemmet først protesterede herimod den 5. august 1985, da hun havde modtaget underretning om, at hun ikke kunne bevilges efterløn.

Ankenævnet har endelig ikke fundet, at der forelå tilstrækkelig dokumentation for, at medlemmet i december måned har fortsat som selvstændig erhvervsdrivende, idet virksomheden ifølge købekontrakten var afhændet pr. 1. december 1982. Nævnet har heller ikke fundet det godtgjort, at hun var ansat til at udføre lønarbejde, ligesom der ej heller ses at være tilstrækkelig dokumentation for antallet af arbejdstimer.«

Ombudsmanden udtalte bl.a.: »........

Efterløn ydes efter begæring, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 a, og efter § 75 b, stk. 1, nr. 3, er en af betingelserne for ret til efterløn, at medlemmet »ved overgang til efterløn opfylder betingelserne for ret til dagpenge«.

Ankenævnet (og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) har afslået medlemmets begæring om efterløn med henvisning til, at hun ikke opfyldte denne betingelse, og baggrunden herfor var, at hun (da hun indgav begæringen) var faldet for 26 ugers begrænsningen i lovens § 55. ........

Arbejdsløshedskassen har fastsat medlemmets »falddato« efter denne bestemmelse til den 1. juni 1985, hvilket hun fik meddelelse om i forbindelse med påbegyndelse af dagpengeudbetalingen i marts 1983 (falddatoen er senere udskudt til den 6. juni 1985 på grund af sygdom). ........

Arbejdsløshedskassens beregning (som ankenævnet og direktoratet ved de trufne afgørelser har tiltrådt) tager udgangspunkt i, at medlemmet ikke efter den 1. december 1982, det vil sige overtagelsesdagen for overdragelsen af selskabet, havde »arbejde«.

Det fremgår af ankenævnets afgørelse, at dette har sammenhæng med bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3, hvorefter en selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hendes »personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt«, og den dertil hørende vejledning i (dagældende) cirkulære af 12. maj 1981 vedrørende spørgsmålet om endeligt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed.

I det nævnte cirkulære er det angående ophørsbetingelsen under pkt. III (vedrørende selvstændig virksomhed, som drives i selskabsform) anført, at der »som hovedregel (skal) ske opløsning af selskabet eller overdragelse af samtlige aktier eller anparter«.

Medlemmet modtog først dagpenge pr. 31. december 1982, og dette skyldtes - må jeg forstå - at hun i december 1982 »arbejdede« med salg af varelager m.v., og (derfor) ikke anmodede om dagpenge fra et tidligere tidspunkt. I cirkulærets pkt. IV (vedrørende tidspunktet for ledighedens indtræden) er det anført: »........

Som hovedregel skal det personlige arbejde i virksomheden være helt ophørt, d.v.s. at ledighed normalt ikke kan anses at foreligge, så længe den pågældende tager del i afviklingen af virksomheden. .........«

Ved medlemmets indgivelse af efterlønsbegæring den 25. juni 1985 blev det af afgørende betydning, hvorvidt den beskæftigelse, hun havde i december 1982, kunne medregnes ved opgørelse af arbejdskravet efter § 55.

I bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 om beregning af arbejdskravet er det fastsat

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at medlemmet arbejdede enten som lønmodtager eller som selvstændig erhvervsdrivende i december måned 1982. Medlemmet opfyldte derfor ikke betingelserne for at overgå til efterløn, da hun indgav begæring herom efter dagpengerettens udløb.