Efterløn - Medlemskab af arbejdsløshedskasse (* 1)

Efterløn - Medlemskab af arbejdsløshedskasse (* 1)

Ankenævnet tiltrådte i april 1986 Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse, hvorefter det fremgår af forarbejderne til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 3, at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen har bemyndigelse til at bestemme, at der ses bort fra undskyldelige afbrydelser i medlemskabet af en arbejdsløshedskasse.

Uanset at der i den konkrete situation var tale om en meget kortvarig afbrydelse af medlemskabet, kunne afbrydelsen alene tilregnes medlemmets egen svigagtige adfærd.

Direktoratet fandt derfor, at betingelserne for at bortse fra afbrydelsen i medlemskabet ikke var opfyldt, og medlemmet kunne derfor ikke overgå til efterløn.

Ombudsmanden bemærkede over for ankenævnet bl.a., at det forhold, at medlemmet ikke har stået som medlem af arbejdsløshedskassen den 4. maj 1983, tillægges af myndighederne den virkning, at hun bliver afskåret fra at modtage efterløn (hun vil ikke kunne opfylde de almindelige betingelser i § 75 b, stk. 1, på grund af sin alder).

Der er intet, der tyder på, at myndighederne ved afgørelsen af, på hvilket tidspunkt medlemmet kunne genoptages i arbejdsløshedskassen, gjorde sig overvejelser om, hvilke konsekvenser det ville have for hendes adgang til at modtage efterløn, at hun var ude af arbejdsløshedskassen i kort tid. Optagelse på ny som medlem skete den 5. maj 1983, fordi medlemmet ansøgte om optagelse fra dette tidspunkt. Hun mente sig ikke berettiget til optagelse tidligere, fordi hun som beskæftiget med skiftende arbejdstider ikke var i arbejde den 3. og 4. maj 1983. Ombudsmanden bad direktoratet om at udtale sig om, hvorvidt der var noget til hinder for, at medlemmet kunne have været genoptaget i arbejdsløshedskassen fra den 3. maj 1983.

Direktoratet udtalte på ombudsmandens foranledning bl.a., at direktoratet ved anmodning om genoptagelse efterkom medlemmets begæring af 31. oktober 1983 om genoptagelse pr. 5. maj 1983.

Direktoratet tilføjede, at medlemmet ikke ville kunne være optaget tidligere, såfremt hun ikke var i arbejde, idet det er en betingelse for at blive optaget i en arbejdsløshedskasse, at pågældende er i arbejde, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1. Der var derfor ikke grundlag for overvejelser om eventuelle konsekvenser for overgang til efterløn.

Ligeledes fastholdt direktoratet det tidligere fremførte om afbrydelse i medlemskabet, hvorefter medlemskabet havde været afbrudt, selv om genoptagelse havde fundet sted samme dag.

Ombudsmanden udtalte bl.a.: »........

Dispensationsbestemmelsen i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring, § 75 b, stk. 3, indeholder ikke nogen nærmere angivelse af, under hvilke omstændigheder en dispensation bør gives, bortset fra markeringen af, at det kun bør ske »undtagelsesvis«. I bemærkningerne til lovforslaget er det i tilslutning hertil anført, at bestemmelsen tilsigter at åbne mulighed for, at der kan bortses for »undskyldelige afbrydelser« af medlemskabet.

Som begrundelse for sin afgørelse i medlemmets sag anførte direktoratet - for så vidt i overensstemmelse hermed - at afbrydelsen af medlemskabet i medlemmets sag alene kunne ».... tilregnes medlemmets egen svigagtige adfærd«, og at betingelserne for at bortse fra afbrydelsen derfor ikke kunne anses for opfyldt.

For en principiel vurdering må afgørelsen af, om der skal dispenseres efter stk. 3, imidlertid bero på en konkret rimelighedsvurdering med udgangspunkt i de reale hensyn, der begrundede gennemførelsen af den særlige overgangsordning, som er hjemlet i § 75 b, stk. 2. I denne konkrete vurdering vil det naturligvis ofte indgå med betydelig vægt, om afbrydelser af medlemskabet har været mere eller mindre undskyldelig: men der kan efter min opfattelse ikke med henvisning til lovforslagsbemærkningen tillægges dette element i skønstemaet en sådan betydning, at de blotte forhold, at en foreliggende afbrydelse af medlemskab skyldes en afgørelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, om slettelse (på grund af svig) i sig selv udelukker anvendelse af dispensationsbestemmelsen. Der må i alle tilfælde foretages en konkret vurdering af den foreliggende sags individuelle omstændigheder.

Jeg må forstå direktoratets og ankenævnets afgørelser således, at de ikke bygger på en sådan samlet konkret vurdering.

Jeg har i denne forbindelse navnlig hæftet mig ved, at det materiale, der foreligger om sagen fra 1984, kun i begrænset omfang kan tjene til belysning af, i hvilken grad den fejlagtige udbetaling af dagpenge kunne tilregnes medlemmet. Hun ønskede ikke dengang at anfægte tilbagebetalingskravet, og således som sagen forløb, havde hun herefter i virkeligheden ingen særlig anledning til at gå nærmere ind på, hvorledes det kunne være sket, at der ved flere lejligheder var påført færre arbejdstimer end faktisk præsteret på dagpengekortene.'

Ombudsmanden henstillede, at ankenævnet undergav sagen fornyet behandling og meddelte medlemmet en ny afgørelse. Ombudsmanden pegede på, at afgørelsen i medlemmets tilfælde havde alvorlige og utilsigtede konsekvenser.

Ankenævnet oplyste i marts 1987 over for ombudsmanden, at kassen gjorde gældende, at direktoratets afgørelse af 4. november 1984, hvorefter medlemmet slettes for svig, må anses for korrekt på daværende tidspunkt, men at afgørelsen i henhold til gældende regler, jf. direktoratets cirkulære af 24. april 1986, bør ændres til 120 timers effektiv karantæne.

Direktoratet, som ikke umiddelbart kunne tilslutte sig denne fortolkning, idet nævnte cirkulære alene kan anvendes i tilfælde, hvor der ikke er truffet afgørelse i sagen, oplyste samtidig, at spørgsmålet om en eventuel udvidelse af direktoratets fortolkning af cirkulærets anvendelse den 17. december 1986 var forelagt for Arbejdsministeriet med henblik på forelæggelse for Justitsministeriet. ........

Det var således nævnets opfattelse, at behovet for en konkret rimelighedsvurdering i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 3, som ombudsmanden har anmodet ankenævnet om at ville foretage, herved eventuelt ville bortfalde. ........

Ifølge Justitsministeriets udtalelse af 3. juli 1987 havde direktoratet og ankenævnet ikke pligt til at genoptage sager, der var endeligt afgjort før cirkulærets ikrafttrædelse.

Ankenævnet behandlede herefter sagen på ny og traf følgende afgørelse

»Ankenævnet finder efter fornyet overvejelse, at der for medlemmets vedkommende kan være behov for at se bort fra afbrydelsen af medlemskabet i perioden 3. maj til 5. maj 1983, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 3.

Ankenævnet ophæver derfor den tidligere trufne afgørelse.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at afgørelsen fik helt ekstraordinære og utilsigtede konsekvenser for medlemmet, som følge af, at udelukkelsen fra retten til efterløn skete på et tidspunkt, hvor medlemmet - i tillid til den vejledning, hun havde modtaget -, allerede havde trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Nævnet har iøvrigt været opmærksom på, at sanktionsudmålingen efter de nugældende retningslinier fastsat i direktoratets cirkulære af 24. april 1986 (som ændret ved cirkulære af 19. februar 1987) i den foreliggende sag ikke ville have medført, at medlemmet var blevet slettet for svig.

Arbejdsløshedskassen anmodes om at foretage det videre fornødne vedrørende behandlingen af medlemmets ansøgning om overgang til efterløn fra den 1. oktober 1985.«

På direktoratets anmodning oplyste ankenævnet efterfølgende, at det principielle i afgørelsen - hvis der var tale om noget sådant - udelukkende gik på, at en tidligere truffet afgørelse om slettelse for svig, i den af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 3, omhandlede dispensationstilfælde, ikke kan lægges uprøvet til grund.

En tidligere afgørelse om svigsslettelse kunne ikke lægges uprøvet til grund i tilfælde, hvor der var behov for at se bort fra undskyldelig afbrydelse af medlemskab i forbindelse med overgang til efterløn.