Afskrivning - bygninger. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Afskrivning - bygninger. (* 1)
A klagede for indkomståret 1984 over, at de stedlige skattemyndigheder havde nedsat de af ham foretagne afskrivninger på bygninger fra 6% af 126.500 kr. = 7.590 kr. til 6% af 63.354 kr. = 3.801 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren med overtagelse i juli 1984 af sin moder havde købt en landbrugsejendom på godt 9 ha for 330.000 kr., hvortil kom købsomkostninger på 11.144 kr. Pr. 31. december 1984 var ejendommen vurderet til 410.000 kr., heraf grundværdi 76.700 kr., stuehusværdi 218.700 kr. og forskelsværdi 114.600 kr.
Det var endvidere oplyst, at ejendommen bestod af fem bygninger, hvoraf stuehuset var bygget sammen i en vinkelform med en staldbygning til brug for kvæghold. Der var mellem de to længer kun fri passage over loftet.
Afskrivningsgrundlaget var af klageren opgjort på grundlag af ejendomsvurdering og areal til 126.500 kr., idet stuehuset og den med dette sammenbyggede stald var anset for een bygning. Skattemyndighederne havde været af den opfattelse, at der forelå to selvstændige bygninger og efter besigtigelse af ejendommen var afskrivningsgrundlaget opgjort til 95.354 kr.
(114.600 kr. x 341.144 kr.) --------------------------- 410.000 kr.
hvorfra gik frigivet etableringskonto 32.000 kr., eller til 63.354 kr.
Statsskattedirektoratet tilkendegav under sagens behandling for Landsskatteretten, at det af skattemyndighederne beregnede afskrivningsgrundlag på 63.354 kr. fandtes at være passende udtryk for den del af den kontante overdragelsessum på 341.144 kr., der kunne henføres til ejendommens driftsbygninger. Under henvisning til ligningsvejledningen 1986, afsnit G 6.1.10.2. bemærkede direktoratet endvidere, at da passagen mellem stuehuset og den med dette sammenbyggede stald ikke var placeret på jorden, kunne stuehus og stald ikke betragtes som een bygning.
Klagerens repræsentant gjorde gældende, at der som følge af driftsbygningens sammenbygning med stuehuset skulle foretages beregning af afskrivningsgrundlaget efter arealfordeling, og henviste til bestemmelsen i afskrivningslovens § 20.
Repræsentanten anførte endvidere, at Statsskattedirektoratets udtalelse var baseret på et forkert grundlag, idet det anførte afsnit i ligningsvejledningen omhandlede afskrivningslovens § 21 om straksafskrivning, hvilket der ikke var tale om i det foreliggende tilfælde. Her drejede det sig om afskrivning på et landbrugs driftsbygning. Stuehuset og stalden var direkte sammenbygget. Bygningerne var opført samtidig, og der var anvendt samme bygningsmaterialer med et sammenbygget eternittag. Det foreliggende tilfælde var derfor omfattet af afsnit G 6.1.7., der omhandlede opgørelse af afskrivningsgrundlaget på grundlag af areal efter afskrivningslovens § 20.
Landsskatteretten fandt, at der ved afgørelsen af, om der forelå een eller flere bygninger, skulle anvendes samme kriterier, uanset om der var tale om afskrivning efter etageareal eller straksafskrivning af forbedringer.
Efter det oplyste - herunder om bygningernes beliggenhed og forskellige anvendelse samt under henvisning til, at forbindelsen mellem de to bygninger udelukkende gik over loftet - fandt Landsskatteretten endvidere ikke, at stuehuset og stalden kunne anses for een bygning. Opgørelsen af afskrivningsgrundlaget var derfor med rette foretaget som sket ved den påklagede ansættelse, og denne blev herefter stadfæstet.
LV 1987, G 6.1.9.3.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 3, side 245
Ved beregning af afskrivningsgrundlag på en landbrugsejendom kunne stuehus og staldbygning, der var sammenbygget i vinkelform, ikke anses for een bygning, bl.a. fordi der alene var forbindelse mellem de to bygninger over loftet.