Skattepligt - begrænset. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Skattepligt - begrænset. (* 1)
A klagede over, at skatterådet for indkomståret 1985 havde anset ham for begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, af et arbejdsvederlag på 4.750 kr.
Af sagens oplysninger fremgik bl.a., at klageren, der var bosiddende i Forbundsrepublikken Tyskland, i perioden fra den 5. januar til den 22. marts 1985 havde arbejdet som lastbilchauffør for et dansk transport- og speditionsfirma i Sønderjylland. For dette havde han transporteret varer til og fra Danmark, og havde herfor oppebåret en indkomst på i alt 47.903 kr.
Skatterådet havde skønsmæssigt ansat lønandelen for arbejde udført i Danmark til 5.000 kr., og dette var efter almindeligt lønmodtagerfradrag lagt til grund for ansættelsen vedrørende arbejdsperioden.
Klagerens repræsentant påstod bortfald af den skete beskatning, idet han gjorde gældende, at beskatningen var ulovlig. Han havde i denne forbindelse oplyst, at klageren ikke havde udført arbejde i Danmark, og havde til støtte herfor indsendt en erklæring fra klagerens arbejdsgiver, hvoraf fremgik, at klageren udelukkende havde kørt eksportkørsel og kun havde været i Danmark ganske kortvarigt for at skifte trailer.
Statsskattedirektoratet udtalte under sagens behandling, at klageren måtte anses for begrænset skattepligtig af den indkomst, han havde oppebåret for arbejde udført her i landet ifølge kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. § 43, stk. 1. Danmark havde ligeledes beskatningsretten til den nævnte indkomst, da klageren havde arbejdet for en dansk arbejdsgiver, jf. dobbeltbeskatningsaftalens artikel 9. Efter Statsskattedirektoratets opfattelse kunne den del af en langturschaufførs indkomst, der skulle beskattes her i landet, ansættes på grundlag af antal kørte kilometer i Danmark i forhold til antal kørte kilometer i udlandet, antal arbejdstimer her i landet i forhold til antal arbejdstimer i udlandet, eller et skøn.
Direktoratet fandt, at indkomsten i det foreliggende tilfælde med rette var fastsat efter et skøn, og man kunne tiltræde det udøvede skøn.
Efter det oplyste fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at en del af klagerens arbejde var udført her i landet. Retten var herefter enig i, at en del af lønindtægten i medfør af de nævnte regler i kildeskatteloven og dobbeltbeskatningsaftalen ville være at henføre til beskatning her i landet.
Retten fandt endvidere ikke, at der forelå sådanne oplysninger, at der var et tilstrækkeligt grundlag for at foretage fordelingen af lønindtægten på anden måde end efter et skøn som sket ved ansættelsen.
Da retten endelig ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
LV 1987, A 2.1.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 12, side 790
En lastbilchauffør, bosat i Tyskland, havde i en periode arbejdet for et dansk transportfirma med kørsel af varer til og fra Danmark. Han blev anset for begrænset skattepligtig af en skønsmæssig fastsat del af indtægten for arbejde udført i Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. § 43, stk. 1, og dobbeltbeskatningsaftalens artikel 9.