Formue - anfordringstilgodehavende. (* 1)

Formue - anfordringstilgodehavende. (* 1)

A klagede over, at de stedlige skatternyndigheder havde forhøjet hans selvangivne formue for indkomstårene 1980, 1981 og 1982 med et anfordringstilgodehavende på 4 mio. kr.

Det var oplyst, at klageren og hans kompagnon hver ejede 50% af kapitalen i et anpartsselskab, B, som i sin virksomhed udnyttede anpartshavernes know-how i produktions- og designmæssig forstand. Efter at selskabet i nogle år havde udnyttet denne know-how vederlagsfrit, var det i et bestyrelsesmøde den 16. november 1979 vedtaget, at selskabet fremtidig skulle erlægge royalty-betaling til anpartshaverne eller til et af dem behersket selskab. De nærmere vilkår for betalingen var fastsat i en licensaftale mellem nævnte selskab som licenstager og et af anpartshaverne erhvervet selskab, C ApS, som licensgiver. Klageren og hans kompagnon havde ikke beregnet sig vederlag for overdragelsen af deres rettigheder til det nye selskab, men efter forhandlinger med skattemyndighederne havde de i 1985 fremsat tilbud om at fastsætte værdien af de overdragne rettigheder til 4 mio. kr. for hver til beskatning som særlig indkomst i indkomståret 1980. Beløbet på 8 mio. kr. var forudsat debiteret efterfølgende i C ApS med virkning fra året 1980.

Dette tilbud var accepteret af skattemyndighederne, som samtidig havde fundet, at klageren måtte anses for formueskattepligtig af det ved goodwillvederlaget fremkomne anfordringstilgodehavende på 4 mio. kr. hos C ApS fra indkomståret 1980, i hvilket år tilgodehavendet i konsekvens af det anførte var opstået.

Klagerens revisor gjorde herimod gældende, at der først var grundlag for at formuebeskatte fordringen fra tidspunktet for forligets indgåelse. Han henviste til, at der efter almindelige formueretlige regler ikke eksisterer et krav på et tilgodehavende, før dette er fastslået og ansat i pengebeløb, samt er til rådighed for kreditor. Han gjorde endvidere gældende, at formuespørgsmålet ikke var omfattet af forliget, som fra klagernes side alene var indgået, fordi de økonomiske følger var af underordnet betydning, idet den særlige indkomstskat modsvaredes af afskrivningsmuligheden i selskabet.

Klagerens revisor påstod herefter de påklagede formueansættelser nedsat med 4 mio. kr. for hvert af årene.

Klagerens revisor påstod subsidiært, at der blev indrømmet et kursnedslag på fordringen med virkning for formueansættelserne. Han anførte som begrundelse herfor, at fordringen - uanset at den fremtrådte som et anfordringstilgodehavende uden underliggende gældsbrev - ikke kunne ansættes til pari, idet det ikke var forrentet, og muligheden for betaling inden for en kortere tid var tvivlsom. Der burde endvidere tages hensyn til den med fordringen opståede skattebyrde.

Landsskatteretten fandt at måtte hense til, at overdragelsen af formuegodet til C ApS reelt havde fundet sted i 1980. Uanset at fordringens talmæssige størrelse ikke havde været endelig fastsat i dette år, var det herefter med rette, at den var medtaget i klagerens formueansættelse for 1980. Da retten endvidere ikke fandt grundlag for at imødekomme den subsidiære påstand på kursregulering af anfordringstilgodehavendet, måtte det have sit forblivende ved de påklagede ansættelser.

LV 1987, N 3.1.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1988, nr. 12, side 783

Et anfordringstilgodehavende, der opstod i forbindelse med et forlig med skattemyndighederne i 1985 om beskatning som særlig indkomst i 1980 af et goodwillbeløb for overdragelse af knowhow, blev anset for formueskattepligtigt fra 1980, selv om beløbet først var fastsat ved forliget i 1985.