Legislator Case Law & Legislation
W19885157325 DK

Aktieoverdragelse til fond - maskeret udbytte. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 51573 Valid

Aktieoverdragelse til fond - maskeret udbytte. (* 1)

Direktør A, B A/S og C A/S, klagede over den af Ligningsrådet som bindende forhåndsbesked trufne afgørelse om de skattemæssige virkninger af en påtænkt gaveoverdragelse af nærmere bestemte aktieposter til en fond, D Fonden, måtte anses for en i forhold til klageren skattepligtig udlodning.

Det fremgik, at D-Fonden var stiftet den 5. oktober 1984 med en grundkapital på 3 mio. kr. Dette beløb var betalt af klageren personligt i form af obligationer og bankindestående. Fondens formål er at yde støtte af almennyttig eller almenvelgørende karakter til kulturelle eller sociale aktiviteter samt til videnskabelige aktiviteter med tilknytning til odontologiske eller medicinske områder, herunder især forskning, udvikling, uddannelse og oplysning til udbredelse af mund- og tandhygiejne og til forebyggelse af sukkersyge. Fondens bestyrelse består af klageren og personer med familiemæssig tilknytning til denne samt af personer, der er uafhængige og uvildige i forhold til stifteren og med tilknytning til området inden for det angivne formål.

Overdragelsen af aktieposter til fonden vedrørte selskaberne B A/S og C A/S. Det var oplyst, at aktiekapitalen i B A/S udgjorde 20 mio. kr., hvoraf klageren ejede for godt 15 mio. kr., familiemedlemmer godt 1,5 mio. kr., medens resten indehavedes af selskabet selv og C A/S.

Aktiekapitalen i C A/S udgjorde i alt nom. 27 mio. kr., der var opdelt i A-aktier nom. 2,7 mio. kr. og B-aktier nom. 24,3 mio. kr. Hvert A-aktiebeløb på 1.000 kr. gav 10 stemmer og hvert B-aktiebeløb på 1.000 kr. en stemme. Alle A-aktierne tilhørte klageren, medens B-aktierne var fordelt med godt 16 mio. kr. til et familiemedlem og godt 4 mio. kr. til 2 andre medlemmer.

Det var tanken, at B A/S skulle overdrage nom. 2 mio. kr. egne aktier til D-Fonden, og at C A/S skulle overdrage nom. 400.000 kr. aktier i B A/S til samme fond. Overdragelserne ville ske ved gave. Ved den for Ligningsrådet forelagte forespørgsel var det forespurgt, om de nævnte overdragelser ville kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for klageren. Ligningsrådets afgørelse gik ud på, at overdragelsen af de nævnte aktieposter ikke ville kunne ske uden skattemæssige konsekvenser for klageren. Det var i denne forbindelse anført, at når hensås til, at klageren via sin aktieindflydelse beherskede både B A/S og C A/S, og til, at han var stifter af D-Fonden, fandtes de påtænkte gaver - uagtet fondens almennyttige karakter - at tjene aktionærformål.

På dette grundlag fandt Ligningsrådet, at selskabernes overdragelse af nom. 2,4 mio. kr. aktier i B A/S til fonden som gave måtte anses for en i forhold til klageren skattepligtig udlodning.

Klagerens advokat gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at antage, at den af aktieselskabet påtænkte gaveoverdragelse til fonden ville udløse indkomstskattepligt for klageren, da den foreliggende fond har rent almennyttig karakter.

Samme synspunkt gav Landsskatterettens kontor udtryk for i forbindelse med indhentelse af en udtalelse fra Statsskattedirektoratet, idet kontoret fandt, at gaveoverdragelserne måtte anses overvejende at tjene selskabernes interesse og ikke klagerens personlige interesse.

Hertil udtalte Statsskattedirektoratet:»»..at aktieselskaber i henhold til selskabslovgivningen må betragtes som erhvervsdrivende selskaber, der har til formål at indvinde økonomisk udbytte, hvilket indebærer en formodning for, at selskabet ikke varetager sine egne formål, når det yder gaver til almennyttige fonde, ligeså lidt som når selskabet udlodder til personer.

Denne formodning svækkes dog i det omfang, der kan påvises en sammenhæng mellem selskabets interesser og fondens formål. En fond kan enten have selskabsformål eller aktionærformål. Den må anses for at have selskabsformål, hvis det pågældende selskab direkte eller indirekte kan modtage tilskud af fondens midler eller disses afkast, f.eks. som tilbagebetaling, indbetaling, långivning (herunder mod pant i fast ejendom), kaution, garantistillelse eller nytegning af aktier. Der vil ikke på grundlag af selskabets ydelser til en fond med disse formål kunne statueres maskeret udbytte.

Alle andre formål må principielt betragtes som aktionærformål, således også fondens støtte til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. For at kunne statuere maskeret udbytte i forbindelse med selskabets ydelser til en fond, er det dog ikke tilstrækkeligt, at fonden i det hele eller fortrinsvis tjener aktionærformål.

Det må yderligere forudsættes, at selskabet beherskes af en eller flere aktionærer, hvis personlige interesser efter en konkret bedømmelse må antages at falde sammen med fondens formål. Et sådant interessesammenfald må formodes at være til stede, hvor den samme person er hovedaktionær i selskabet og stifter af fonden, idet han ved at stifte fonden har givet udtryk for sin personlige interesse i dennes formål.

De i ligningsvejledningen for selskaber 1986 på side 69 til 70 nævnte afgørelser vedrørende hovedaktionærselskabers gaver til fonde eller foreninger med ideelle formål må forstås på denne baggrund.

Uanset fondens formål vil der dog ikke kunne statueres maskeret udbytte, såfremt selskabets ydelser er fradragsberettigede som driftsomkostninger.

I øvrigt bemærkes, at den hidtidige praksis, hvorefter et hovedaktionærselskab nægtes fradragsret for løbende udbetalinger til formål, der udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hovedaktionærens personlige interesse, er opretholdt ifølge Skattedepartementets cirkulære af 25. november 1986 om fradragsret for løbende ydelser, punkt 6, 2. stk.

I forbindelse med godkendelse af D-Fonden i medfør af ligningslovens § 8 A blev formålsbestemmelsen ændret, således at forskellige formål, der ikke var af almen karakter, udgik, således køb af aktier i selskaber under D-gruppen og støtte til efterkommere af stifteren.

Ifølge fondens nuværende formålsparagraf kan den kun yde støtte til almennyttige eller almenvelgørende kulturelle eller sociale aktiviteter samt til de særligt nævnte videnskabelige aktiviteter, der overvejende vedrører tand- og mundhygiejne.

Denne afgrænsning af formålene er imidlertid ikke ensbetydende med, at fonden i mindre udstrækning end før tjener aktionærformål, eftersom de formål, der er tilbage, heller ikke kan betragtes som selskabsformål.

Det er ubestridt, at direktør A via sin aktieindflydelse behersker B A/S og C A/S, som påtænker at yde D-Fonden en gave i form af aktier, og at han er fondens stifter. Der består ikke en så nær forbindelse mellem fonden og selskabernes indtægtserhvervelse, at de ud fra en kundemæssig eller almindelig reklamemæssig betragtning kan anses for fradragsberettigede for udgifterne i henhold til statsskattelovens § 6 a eller ligningslovens § 8, jf. Østre Landsrets dom af 12. februar 1985 (A/S Københavns Handelsbank) gengivet i Skattedepartementets meddelelser nr. 74, side 485 ff.

Man skal derfor indstille den påklagede bindende forhåndsbesked til stadfæstelse.«»

Klagerens advokat gjorde i denne anledning gældende, at den af Statsskattedirektoratet anlagte fortolkning, således som den kom til udtryk i udtalelsen, ikke kunne anses for rigtig og heller ikke stemmende med hidtidig praksis på området.

Klagerens advokat henviste til, at baggrunden for stiftelsen af fonden lå på linie med de synspunkter, der var kommet til udtryk for flere store virksomheder, der havde stiftet fonde. Baggrunden herfor havde været et stort ønske om generelt over for offentligheden at give et positivt indtryk af, at virksomheden gjorde noget uegennyttigt for almenvellet.

Dette skete som oftest gennem de fra et af virksomhederne stiftet fond afgivne donationer til det i vedkommende fond definerede formål af almennyttig og almenvelgørende karakter. En sådan fondskabelse og deraf følgende udbetaling havde også stor reklameværdi for virksomhederne. Disse synspunkter havde gjort sig gældende i forbindelse med stiftelse af D-Fonden, og der havde ikke ved stiftelsen af fonden været tanke om, at stifteren eller dennes familie eller folk i øvrigt med tilknytning til denne skulle have nogen økonomisk fordel af fonden, ligesom der ikke havde været tale om på noget tidspunkt at varetage aktionærens interesser heri. Statsskattedirektoratets udtalelse gav en alt for snæver definition af, i hvilket omfang der skattefrit kunne ydes gaver, og som baggrund herfor henviste han til Betænkningen om Fonde, ligesom ligningsvejledningens udtalelse vedrørende spørgsmålet helt klart lå på linie med kontorets opfattelse. Såfremt Ligningsrådets forhåndsbesked blev tiltrådt, måtte det anses som en skærpelse af hidtidig praksis, og de af Statsskattedirektoratet fremdragne synspunkter om varetagelse af aktionærinteresse savnede ethvert grundlag i de foreliggende oplysninger med hensyn til fondens formål og bestyrelsens sammensætning.

To retsmedlemmer, der fandt i det væsentlige at kunne tiltræde advokatens synspunkter, stemte for, at overdragelsen af de nævnte aktieposter ville kunne ske uden udlodningsmæssig virkning.

Et retsmedlem (retsformanden) fandt, at uanset fonden i det væsentligste har almennyttige formål, måtte formålet anses for at bero på den pågældendes personlige ideelle interesse, som derfor blev tilgodeset i kraft af den ved aktionærindflydelsen ydede selskabsgave. Der var således ikke tale om at varetage selskabsinteresser men personlige aktionærinteresser, hvorfor dette medlem henholdt sig til Ligningsrådets udtalelse.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.

LV 1987, SC 1.2.5.1.11.

Endelig adm. afgørelse 1988 51573 Valid

Ved en bindende forhåndsbesked om overdragelse af aktier til en af hovedaktionæren stiftet fond, fastslog Landsskatteretten - med dissens - at der ikke kunne statueres maskeret udbytte for hovedaktionæren ved sådan overdragelse, idet fondens formål var af almennyttig eller almenvelgørende karakter.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →