Befordring - skiftende arbejdssted. (* 1)

Befordring - skiftende arbejdssted. (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1984 havde beskåret hans fradrag for befordringsudgifter fra 22.439 kr. til 12.178 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var beskæftiget som jord- og betonarbejder i firmaet B og i 1984 havde arbejdet på forskellige byggepladser i Arhus, Brabrand, Egå, Viby og Skejby. Klageren havde opgjort det selvangivne befordringsfradrag i henhold til reglerne om fradrag for befordringsudgifter i forbindelse med skiftende eller flere samtidige arbejdssteder i ligningslovens § 9 B.

Ved ansættelsen var henvist til, at alle klagerens arbejdssteder havde ligget inden for et begrænset geografisk område i en betydelig afstand fra bopælen, og der var derfor for kørslen fra klagerens bopæl til området alene givet fradrag i henhold til ligningslovens § 9 C om befordring mellem hjem og arbejdssted, medens der for kørslen inden for området var givet fradrag i henhold til ligningslovens § 9 om kørsel til skiftende arbejdssteder.

Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten det selvangivne befordringsfradrag godkendt, idet han gjorde gældende at, den arbejdsform, klageren var ansat under nødvendiggjorde en flerhed af skiftende arbejdssteder. Det var alene tilfældigheder, der gjorde, at klageren i 1984 ikke som i de omkringliggende år havde haft arbejdssteder uden for et begrænset område. Revisoren fandt desuden ikke reglen om kørsel til et begrænset område anvendelig på klagerens tilfælde, da hans arbejdsgiver ikke var fast etableret i området. Endelig gjorde revisoren gældende, at reglerne om kørsel til et begrænset område ikke kunne anvendes i klagerens tilfælde, hvor arbejdsperioden i området ikke oversteg 1 1/2 år, idet forholdet efter praksis ville have været omfattet af ligningslovens § 9 B, hvis klageren i den omhandlede periode kun havde haft et enkelt arbejdssted i området.

Statsskattedirektoratet udtalte under sagens behandling, at 1 1/2-års reglen efter hidtidig praksis kun havde betydning med hensyn til, hvornår et skiftende arbejdssted ændrede karakter til et fast arbejdssted, hvorimod reglen ikke var tillagt betydning i forbindelse med områdekørsel. Direktoratet fandt derfor, at klagerens kørsel måtte anses for omfattet af reglerne om områdekørsel. Landsskatteretten bemærkede, at klagerens arbejde efter det oplyste var af en sådan karakter, at hans kørsel principielt måtte anses for omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 B om kørsel til skiftende arbejdssteder. Dette bevirkede, at kørslen til Arhus-området i den omhandlede periode på under 1 1/2 år efter praksis ville have været omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt klageren kun havde haft et enkelt arbejdssted i området.

Retten fandt, at det samme måtte gælde under de foreliggende omstændigheder, hvor arbejdsperioden med flere arbejdssteder i området ikke havde oversteget 1 1/2 år, og retten kunne således tiltræde klagerens påstand. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat til det selvangivne beløb.

LV 1987, U 3.5.

En klager, hvis arbejdsforhold normalt betingede fradrag efter ligningslovens § 9 B, havde i et år kun arbejdet på arbejdspladser i et begrænset område i betydelig afstand fra bopælen. Han blev anset for berettiget til fradrag efter § 9 B, idet reglen om, at arbejde under 1 1/2 år på samme sted normalt ikke hindrede fortsat anvendelse af § 9 B, også måtte gælde i dette tilfælde.