Ejendomsvurdering - grundværdi - normalgrundstørrelse.

Ejendomsvurdering - grundværdi - normalgrundstørrelse.

A klagede over de af skyldrådet ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelser af grundværdien og ejendomsværdien med påstand om nedsættelse. Ejendommen omfattede et grundareal på 5.866 (m2).

Til støtte for stadfæstelse af ansættelserne havde skyldrådet henvist til, at ejendommen var beliggende i et område omfattet af en byplanvedtægt fra 1968, der udlagde området til villabebyggelse og fastlagde en mindstegrundstørrelse på 5.500 (m2).

Statsskattedirektoratet indstillede ligeledes stadfæstelse af ansættelserne under henvisning til, at mindstegrundstørrelsen og dermed normalgrundstørrelsen var 5.500 (m2).

Det fremgik af sagen, at klageejendommen var beliggende vest for en landevej, der gennemskar området, og at grundene vest for denne landevej overvejende var på 1.800-2.000 (m2). Ifølge Kommunens Tekniske Forvaltning var grundene på 1.800-2.000 (m2) udstykket før 1968, og ud over klageejendommen var der kun tre andre grunde vest for landevejen, der i henhold til den nævnte byplanvedtægt var pålagt en mindstegrundstørrelse på 5.500 (m2). Under hensyn til, at den overvejende del af grundene vest for landevejen var på 1.8002.000 (m2), og at de i alt fire grunde på mere end 5.500 (m2) vest for landevejen, havde en dårligere beliggenhed end de øvrige store grunde øst for landevejen, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at ansætte klageejendommen ud fra en normalgrundstørrelse på 5.500 (m2). Grundværdien blev herefter ansat ud fra samme principper - herunder normalgrundstørrelse - som grundene på 1.800-2.000 (m2) med tilsvarende beliggenhed. Dette medførte en ikke uvæsentlig nedsættelse af grundværdien. Ejendomsværdien blev nedsat tilsvarende.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i SKAT 1988, nr. 11, side 691.

Grundværdien for en grund på 5.866 (m2) udlagt til villabebyggelse blev ved 18. almindelige vurdering af et skyldråd ansat med udgangspunkt i en normalgrundstørrelse på 5.500 (m2), hvilket svarede til den retlige mindstegrundstørrelse i området.

Landsskatteretten lagde imidlertid til grund, at de faktiske grundstørrelser i den del af området, hvor klageejendommen var beliggende, overvejende var på 1.800-2.000 (m2). Retten ansatte derfor grundværdien ud fra samme principper - herunder normalgrundstørrelse - som grundene på 1.800-2.000 (m2), der beliggenhedsmæssigt var sammenlignelige med klageejendommen. (* 1)