Befordring - skiftende arbejdsted

Befordring - skiftende arbejdsted

Mekaniker A klagede for indkomståret 1985 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans selvangivne befordringsudgifter på 7.484 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C, idet myndighederne havde antaget, at fradraget skulle opgøres efter reglerne i ligningslovens § 9 B på grundlag af de faktiske udgifter.

Det fremgik af sagen, at klageren, der var ansat i et entreprenørfirma, i perioden fra den 1. april 1985 til den 15. december 1985 havde arbejdet ved et projekt i X og at han ved indkomstopgørelsen havde foretaget fradrag for befordring i 126 dage mellem bopælen og X med 7.484 kr., opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Det var endvidere oplyst, at befordringen til arbejdspladsen var foregået i firmabil, som arbejdsgiveren uden vederlag havde stillet til rådighed for de ansatte.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt det selvangivne befordringsfradrag, idet man havde lagt til grund, at der var tale om befordring mellem skiftende arbejdssteder, og at fradrag derfor skulle foretages med de faktiske udgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 B.

Klagerens revisor gjorde gældende, at ligningslovens § 9 C giver mulighed for fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, herunder også skiftende arbejdspladser, og at den udvidede mulighed for fradrag for befordring mellem skiftende arbejdspladser efter reglerne i ligningslovens § 9 B ikke kunne afskære klageren fra at vælge at foretage befordringsfradrag efter § 9 C. Revisoren henviste endvidere til, at Statsskattedirektoratet den 23. april 1986 i anledning af en forespørgsel havde udtalt, at spørgsmålet om, i hvilken udstrækning ligningsmyndighederne i tilfælde, hvor skatteyder har selvangivet fradrag efter ligningslovens § 9 C, skal anvende ressourcer på at foretage dyberegående undersøgelser af, om pågældendes befordring snarere måtte anses for omfattet af ligningslovens § 9 B, måtte afgøres som led i den almindelige prioritering af ligningsarbejdet. Det var Statsskattedirektoratets opfattelse, at en sådan vurdering måtte føre til, at ligningsmyndighederne burde begrænse ressourceanvendelsen til tilfælde, hvor det måtte anses for utvivlsomt, at den omhandlede befordring var omfattet af ligningslovens § 9 B.

Statsskattedirektoratet udtalte i den foreliggende sag, at man ikke fandt, at klageren kunne vælge at opgøre sit befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, da der var tale om kørsel mellem hjem og skiftende arbejdssteder, omfattet af reglerne i lovens § 9 B. Statsskattedirektoratet henviste herved til, at det i Skattedepartementets cirkulære nr. 188 af 13. december 1984, punkt VI, er anført, at der ikke ved de stedfundne ændringer af bestemmelserne i ligningslovens § 9 C er tilsigtet en ændring af dette fradrags forhold til fradrag for faktiske udgifter efter lovens § 9 B, og at fordelingen af fradrag på hhv. § 9 C og 9 B skulle ske efter samme regler som hidtil. På dette grundlag havde Statsskattedirektoratet ved førnævnte udtalelse af 23. april 1986 hverken haft ønske om eller ment at kunne ændre praksis vedrørende fordelingen af fradrag, således at fradrag efter lovens § 9 C skulle finde anvendelse i § 9 B-situationer.

Statsskattedirektoratet bemærkede endeligt, at instruksen var en angivelse af prioritering i anvendelsen af ligningsmæssige ressourcer, og at den ligningsmæssige indsats ifølge sagens natur ville være afhængig af, hvilke ressourcer man aktuelt rådede over til ligningsarbejdet.

Tre retsmedlemmer, herunder retspræsidenten og retsformanden, fandt at måtte lægge til grund, at klagerens befordringssituation var omfattet af området for ligningslovens § 9 B, og der var efter disse retsmedlemmers opfattelse ikke holdepunkter for at antage, at det ved ændringen af ligningslovens § 9 C havde været meningen at ændre området for ligningslovens § 9 B eller på anden måde at ændre afgrænsningen mellem de to bestemmelser, jf. bemærkningerne til lovforslaget og cirkulære nr. 188 af 13. december 1984. Disse retsmedlemmer fandt derfor i overensstemmelse med Statsskattedirektoratets foran citerede udtalelse, at fradrag efter ligningslovens § 9 C ikke kunne anvendes inden for det område, der var omfattet af lovens § 9 B. Da fradrag efter § 9 B forudsatte, at befordringen havde medført udgifter for skatteyderen, hvilket ikke var tilfældet for klageren, fandt disse retsmedlemmer følgelig, at det var med rette, at der ikke var godkendt fradrag for befordring for hans vedkommende.

Tre retsmedlemmer udtalte: »Ved ændringen i 1984 af ligningslovens § 9 C blev der givet ret til fradrag for befordringsudgifter uafhængigt af faktisk afholdte udgifter hertil. For den skattepligtiges adgang til at foretage fradrag efter § 9 C er det således uden betydning, at den pågældende har fri befordring mellem hjem og arbejdsplads, f.eks. som i nærværende sag fri firmabil.

Retten til befordringsfradrag efter denne bestemmelse må efter disse retsmedlemmers opfattelse tilkomme også skattepligtige, der som klageren har haft skiftende arbejdssteder i løbet af indkomståret og derfor for så vidt kunne have foretaget fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B, såfremt sådanne udgifter faktisk havde været afholdt med større beløb end normalfradraget i § 9 C.

Disse medlemmer har herved lagt vægt på, at såvel ordlyden af som formålet med bestemmelsen i § 9 B alene kan føre til, at en skattepligtig med skiftende arbejdssted eller med flere samtidige arbejdssteder efter eget valg kan benytte denne bestemmelse ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst og vel også vil gøre det, hvis fradraget opgjort efter denne bestemmelse overstiger normalfradraget, hvorimod bestemmelsen ikke medfører at den pågældende er forpligtet til at anvende denne i tilfælde, hvor det vil være en fordel for vedkommende at foretage fradrag efter § 9 C. Herimod taler, at det med ændringen af denne bestemmelse skulle have været lovgivers tanke at stille skattepligtige med skiftende arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder ringere end andre skattepligtige, der uanset fribefordring har ret til normalfradraget for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Til det anførte kommer for den foreliggende sags vedkommende, at denne synes omfattet af slutbemærkningerne i den af klagerens revisor påberåbte udtalelse fra Statsskattedirektoratet af 23. april 1986, gengivet i skat 1986 s. 571 og i TfS 1986 s. 752 (478), hvorefter fradrag efter § 9 C efter direktoratets opfattelse kan accepteres, »hvor den daglige befordring har en høj grad af lighed med sædvanlig befordring mellem bopælen og fast arbejdssted, således f.eks. hvor skatteyderen i årets løb nok har haft forskellige arbejdssteder, men hvor hver af disse i en periode har været permanente. I modsætning hertil står tilfælde, hvor der er tale om egentlig kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, f.eks. for chauffører, og tilfælde med flere daglige arbejdssteder eller med nye arbejdssteder hver dag, f.eks. for montører«.

Disse medlemmer stemte efter det anførte for at give klageren medhold, således at han blev anset for berettiget til det selvangivne befordringsfradrag.'

I henhold til Skattestyrelseslovens § 22, stk. 4, er retspræsidentens stemme afgørende ved stemmelighed, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1986, U 3.

Skat 1988, nr. 4, side 222

En klager blev ikke anset for berettiget til at vælge fradrag for befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 C - hvor fradrag i 1985 kunne foretages, uanset at der var gratis befordring - i stedet for efter § 9 B, nård er var tale om skiftende arbejdssteder.

Statsskattedirektoratets udtalelse om prioritering af ligningsarbejdet var ikke afgørende, når spørgsmålet var taget op af ligningsmyndighederne.