Koncern, forsikringsselskaber, pengeinstitutter, videregivelse, samtykke, edb-servicebureau, samkøring, markedsføring, personnummer

Koncern, forsikringsselskaber, pengeinstitutter, videregivelse, samtykke, edb-servicebureau, samkøring, markedsføring, personnummer

En større forsikringsvirksomhed rettede henvendelse til Registertilsynet med henblik på en generel drøftelse af registerlovgivningen i forbindelse med udveksling af kundeoplysninger mellem selskaberne inden for en finansiel koncern. Henvendelsen var begrundet i omdannelsen af den pågældende koncern i forbindelse med udvidelse af koncernens forretningsområde til bl.a. at omfatte bankvirksomhed.

Der var i sagen navnlig anmodet om en udtalelse med hensyn til etablering af et fælles administrations- og opkrævningssystem, som bl.a. skulle danne grundlag for udarbejdelse af engagementsoversigter. Der ville desuden være behov for udveksling af oplysninger in- den for koncernen til brug ved markedsføring af koncernens produkter.

Det fremgik således, at det nævnte administrations- og opkrævningssystem tænktes oprettet centralt i koncernens moderselskab med oplysning om kundens navn, adresse, kundeforholdets art samt angivelse af det beløb, betalingen vedrørte. Kunden ville herved undgå at betale flere enkeltbeløb til de forskellige selskaber i koncernen, idet de pågældende opkrævninger blev foretaget samlet. Ordningen var tænkt baseret på kundens samtykke, idet det af de nye forsikringsvilkår ville fremgå, at kunden samtykker i, at oplysninger om de pågældende forsikringsforhold kan videregives til de øvrige selskaber inden for koncernen. En tilsvarende ordning vedrørende kundens samtykke ville ligeledes kunne indgå i bankens almindelige forretningsbetingelser i forbindelse med videregivelse af de nævnte oplysninger til moderselskabet.

Det centrale register i moderselskabet tænktes tillige anvendt til udarbejdelse af samlede engagementsoversigter, som f.eks. ville indeholde oplysning om, hvilke aftaletyper kunden havde med koncernens selskaber, størrelsen af kundens indestående i banken sammenholdt med lånetræk i banken, indbetalingsaftaler, forpligtelser til præmiebetaling, forudsat at kunden havde forhåndssamtykket i, at oplysningerne om kundeforholdet kunne videregives internt i koncernen. Derimod ville engagementsoversigten ikke indeholde oplysninger, som kunden havde angivet vedrørende sin formue, ligesom engagementsoversigten ikke ville indeholde oplysninger om kundens rent private forhold.

Til brug ved sagens behandling afgav Forsikringstilsynet og Tilsynet med Banker og Sparekasser udtalelser i sagen.

Forsikringstilsynet anførte i sin udtalelse bl.a., at det må antages, at det i vidt omfang efter lov om forsikringsvirksomhed er lovligt at videregive oplysninger i finansielle konglomerater uden samtykke, såfremt videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet og i øvrigt ikke er urimelig, dvs. at det er lovligt at videregive sædvanlige kundeoplysninger.Med hensyn til oplysninger, der ikke falder ind under sædvanlige kundeoplysninger, bør disse oplysninger efter tilsynets opfattelse kunne videregives centralt efter forhåndssamtykke i forsikringsbegæringen. Endvidere ville videregivelse af oplysninger om rent private forhold efter tilsynets opfattelse kræve samtykke efter registerlovgivningen.

Vedrørende videregivelse af oplysninger om manglende præmiebetaling m.v. anførtes bl.a., at forsikringsvirksomhedslovgivningen ikke kan antages at hindre, at sådanne oplysninger videregives til koncernens øvrige selskaber. Dette gælder særligt ved de kombinerede produkter.

Det fremhævedes i øvrigt, at reglerne om forbud mod videregivelse af oplysninger til andre selskaber inden for en koncern efter tilsynets opfattelse har til konsekvens, at der ved central registrering for hvert enkelt af koncernens selskaber må indlægges spærringer for de andre selskaber, således at f.eks. livsforsikringsselskabets oplysninger alene er tilgængelige for dette.

Tilsynet med Banker og Sparekasser anførte i sin udtalelse vedrørende videregivelse af kundeoplysninger inden for en koncern bl.a., at der i forhold til banklovgivningen må skelnes mellem almindelige oplysninger om kunderne og karakteren af kundeforholdet.

Hvad angår almindelige oplysninger om kunderne, såsom navn, stilling, personnummer m.v., findes oplysningerne ikke at være omfattet af bankhemmeligheden. Der vil derfor efter tilsynets opfattelse efter banklovgivningen ikke være noget til hinder for, at der inden for en koncern sker en udveksling af sådanne oplysninger.

Med hensyn til karakteren af kundeforholdet, f.eks. kontoformer, indestående eller gæld, restancer m.v., fandt tilsynet, at disse oplysninger er omfattet af bankhemmeligheden og ikke kan udveksles mellem koncernselskaberne. Oplysningerne kan kun videregives i form af de såkaldte soliditetsoplysninger i overensstemmelse med »Vejledende regler for pengeinstitutters afgivelse af soliditetsoplysninger«, således at oplysningerne videregives i generelle vendinger. Ved kombinerede produkter, der medfører serviceydelser fra flere koncernselskaber, kan det dog eventuelt ligge i produktet eller kundeforholdet, at der kan ske udveksling af oplysninger mellem de involverede selskaber. Der må dog i hvert tilfælde tages stilling til, hvorvidt en udveksling af oplysninger må anses for naturlig og nødvendig for koncernselskaberne. Tilsynet anførte afslutningsvis, at kunden ikke ved et generelt standardvilkår på forhånd kan give tilladelse til udveksling af oplysninger, som er betroet pengeinstituttet.

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet, og Registertilsynet udtalte herefter bl.a., at udtrykket »videregivelse« ifølge forarbejderne til lov om private registre m.v. tillige omfatter overladelse af oplysninger fra et aktieselskab til et andet selskab inden for en koncern, samt at Registertilsynets praksis var i overensstemmelse hermed.

Med henvisning hertil kan udveksling af kundeoplysninger inden for koncernens selskaber, der er at betragte som selvstændige juridiske enheder, herefter kun foretages under iagttagelse af lov om private registre m.v. § 4, stk. 1 og 2, således at registrerede oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som nævnt i lov om private registre m.v. § 4, stk. 1, ikke må videregives uden samtykke fra den registrerede eller den, der handler på dennes vegne, medmindre dette følger af anden lovgivning. Andre registrerede oplysninger må kun videregives uden den registreredes samtykke i det omfang, videregivelse uden sådant samtykke er et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art, jf. lovens § 4, stk. 2.

På denne baggrund og under henvisning til det af Forsikringstilsynet og Tilsynet med Banker og Sparekasser anførte fandt Registertilsynet, at videregivelse af oplysninger inden for en finansiel koncern i de tilfælde, hvor videregivelsen efter forsikringslovgivningen og banklovgivningen, herunder reglen om bankhemmeligheden, må anses for sædvanlig og naturlig, ikke kan antages at stride mod lov om private registre m.v. § 4, stk 2.

I øvrigt ville videregivelse af oplysninger uden for disse tilfælde efter Registertilsynets opfattelse forudsætte den registreredes samtykke. Registertilsynet bemærkede endvidere, at videregivelse generelt vil kunne foretages, såfremt videregivelsen sker med den registreredes samtykke.

Det fremhævedes endvidere, at det anførte tillige finder anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger om eksisterende kundeforhold.

Med hensyn til videregivelse af oplysning om en kundes personnummer var Registertilsynet med henvisning til lov om private registre m.v. § 4 a, stk 2, af den opfattelse, at videregivelse af oplysning om personnummer i almindelighed vil forudsætte den registreredes samtykke.

Registertilsynet bemærkede endvidere vedrørende den virksomhed, som koncernen påtænkte at udføre i forbindelse med den centrale edb-registrering af kundeoplysninger, at den pågældende registeraktivitet må anses for omfattet af lov om private registre m.v. § 20 om edbservicebureauer, idet moderselskabet i dette tilfælde må antages at udføre elektronisk databehandling af personoplysninger på vegne af koncernens øvrige selskaber. Dette indebærer, at de enkelte selskabers oplysninger skal holdes adskilte, og at udveksling kun kan foretages under iagttagelse af de ovenfor anførte bestemmelser.

Registertilsynet bemærkede yderligere, at oprettelse af et fælles administrations- og opkrævningssystem, herunder udarbejdelse af engagementsoversigter for hele koncernen, efter tilsynets opfattelse indebærer en samkøring af de pågældende selskabers kunderegistre, hvorfor forholdet tillige skulle bedømmes efter lov om private registre m.v. § 4, stk. 4 og 5, om samkøring.

Under hensyn til at der var tale om en finansiel koncern, udtalte Registertilsynet, at man i givet fald ville være indstillet på at meddele samkøringstilladelse, såfremt der fremsendtes en udtømmende redegørelse for registrenes formål, anvendelse og dataindhold. Registertilsynet fremhævede i den forbindelse, at en eventuel samkøringstilladelse ikke ville omfatte en adgang til at anvende de pågældende selskabers oplysninger til markedsføringsmæssige formål, medmindre lov om private registre m.v. § 4 b iagttages. Efter denne bestemmelse skal den registrerede bl.a. give sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen.

Registertilsynets årsberetning 1988.

Antaget, at videregivelse inden for en finansiel koncern i de tilfælde, hvor videregivelsen efter forsikrings- og banklovgivningen må anses for sædvanlig og naturlig, ikke er i strid med lov om private registre § 4, stk. 2. Videregivelse herudover fandtes at forudsætte den registreredes samtykke. Indstillet på under visse betingelser at meddele tilladelse til samkøring.