Registrering, personnummer, advarselsregister
Statutory Text (3 Articles)
Registrering, personnummer, advarselsregister
Registertilsynet fandt på grundlag af flere forsikringsselskabers oplysninger, at selskabernes registrering og videregivelse til offentlige myndigheder af personnumre i forbindelse med oprettelse af livsforsikringer og pensioner lovligt kan ske til opfyldelse af selskabernes indberetningspligt i henhold til skattekontrolloven.
Med hensyn til andre forsikringer, f.eks. ulykkesforsikringer og lovpligtige auto- og hundeansvarsforsikringer, som ikke er indberetningspligtige, og som tegnes af samme forsikringstager sammen med forsikringsordninger, for hvilke der lovligt kan registreres personnumre, f.eks. indberetningspligtige forsikringer, havde Registertilsynet ikke generelle indvendinger imod, at forsikringsselskaberne internt anvender lovligt registrerede personnumre til identifikation og ajourføring af samtlige forsikringstagerens engagementer.
Med hensyn til de tilfælde, hvor forsikringstageren har tegnet forsikringer, som ikke er indberetnings- eller lovpligtige, fandt Registertilsynet efter omstændighederne, at hensynet til et forsikringsselskabs enhedsadministration i det konkrete tilfælde kan begrunde registrering af personnumre. Registertilsynet har herved navnlig lagt vægt på, at forsikringsselskabernes virksomhed i forvejen er undergivet offentligt tilsyn, jf. lov-bekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984 om forsikringsvirksomhed.
Forsikringsselskabernes videregivelse af lovligt registrerede personnumre til Foreningen til Bedømmelse af Personforsikringsrisiko ( Bedømmelsesforeningen) og foreningens registrering og videregivelse af personnumre vedrørende personer, der er undergivet foreningens bedømmelse, fandtes ikke at være i strid med lov om private registre m.v. § 4 a. Tilsynet fandt denne fremgangsmåde særligt begrundet i hensynet til at undgå forveksling af helbredsoplysninger i forbindelse med foreningens udarbejdelse af helbredsvurderinger, som foretages på grundlag af oplysninger indsamlet fra forskellige kilder, bl.a. forsikringstageren selv, forsikringstagerens læge, behandlende hospital m.v.
Registertilsynet fandt i øvrigt i den forbindelse, at registrering og videregivelse af personnumre til advarselsformål normalt ikke kan antages at opfylde betingelserne i lov om private registre m.v. § 4 a.
Registertilsynets årsberetning 1988 s. 81.
Antaget, at forsikringsselskaber kan registrere oplysninger om personnummer i forbindelse med oprettelse af livsforsikringer og pensioner, idet de er indberetningspligtige i henhold til skattekontrolloven. Endvidere antaget, at forsikringsselskaber i konkrete tilfælde kan registrere personnumre, selvom den tegnede forsikring ikke er indberetningspligtig.