Legislator Case Law & Legislation
W19885150125 DK

Økonomiske forhold, panterettigheder, videregivelse, samtykke, abonnementsaftale

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 51501 Historic

Økonomiske forhold, panterettigheder, videregivelse, samtykke, abonnementsaftale

En virksomhed anmodede om en udtalelse vedrørende oprettelse af et register over løsøregæld i biler.

Det fremgik, at registeret havde til formål at informere mulige købere og kreditorer om, hvorvidt en bil er behæftet med gæld. I registeret, der påtænktes ført på edb, agtedes registreret oplysninger om den pågældende bil (registreringsnummer, stelnummer, første registreringsår m.v.), oplysning om panterettigheder, herunder panthavers navn og adresse, debitors (købers) navn og adresse, gældens hovedstol, datoen for panterettens stiftelse og gældens afviklingsdato samt køretøjets kørte kilometer på pantsætningsdatoen. Endvidere registreredes oplysning om udlæg, ejendomsforbehold og leasing. Oplysning om udlæg tænktes indhentet fra toldvæsenet, skattevæsenet samt almindelige kreditorer. Registeret tænktes oprettet som led i en abonnementsordning, og abonnenterne forventedes at blive automobilforhandlere, finansieringsselskaber og pengeinstitutter.

Grundlaget for registeret var panthaverdeklarationer, der noteres i forsikringsselskabet i forbindelse med indgåelse af aftaler om finansiering mod sikkerhed i et køretøj. De omhandlede oplysninger agtedes indberettet til registeret i forbindelse med abonnentens fremsendelse af en kopi af panthaverdeklarationen til virksomheden.

Efter det oplyste påtænkte virksomheden i samarbejde med forsikringsbranchen at ændre den nugældende panthaverdeklarations ordlyd, således at de ovenfor nævnte oplysninger ville indgå i panthaverdeklarationsformularen, herunder at formularen blev forsynet med en genpart, der fremsendtes til virksomheden i forbindelse med den på- gældende rettighedsstiftelse. Virksomheden ville herefter kvittere for registreringen ved fremsendelse af en rapportkvittering til panthaver, som returnerede kvitteringen til virksomheden ved panterettens ophør, hvorefter registreringen ville blive slettet. Af det fremsendte eksempel på forslag til revideret panthaverdeklaration fremgik, at der i deklarationens vilkår ville blive informeret om indberetningen til virksomheden.

Det fremgik endvidere, at virksomheden forhandlede med forsikringsbranchen om udlevering af panthaverdeklarationer vedrørende eksisterende pantsætningsforhold, ca. 1,5 mio. deklarationer. Virksomheden påtænkte ikke at registrere oplysninger om debitors (købers) navn og adresse for så vidt angår eksisterende registreringer af panterettigheder, således at disse oplysninger ikke agtedes udleveret fra forsikringsselskaberne. I øvrigt tænktes de pågældende oplysninger udleveret uden den registreredes samtykke.

Forinden registreringen blev gennemført, agtede virksomheden at udsende en meddelelse til panthaver, for så vidt angik eksisterende pantsætningsforhold med henblik på en mulig korrektion af de oplysninger, som agtedes registreret, samt med henblik på afmelding af registreringen, såfremt panteforholdet var ophørt. Såfremt pantekreditor ikke ønskede sit navn registreret i registeret, ville oplysningen ikke blive registreret. Det fremgik endvidere, at registerets søgekriterium ville blive bilens stelnummer, samt at oplysningerne kunne videregives via terminal, skriftligt og ved telefonisk henvendelse. Endvidere tænktes oplysningerne videregivet i form af salg til ikke-abonnenter. Det blev oplyst, at registeret ikke havde til formål at advare mod forretningsforbindelse med debitor (bilens ejer).

Sagen blev behandlet på et møde i Registerrådet, og Registertilsynet udtalte herefter bl.a., at man havde lagt til grund, at det påtænkte register ikke agtedes oprettet med henblik på bedømmelse af den påpågældende bilejers økonomiske soliditet og kreditværdighed. Registeret kunne herefter ikke anses for omfattet af lov om private registre m.v. kapitel 3 om kreditoplysningsbureauer. Registertilsynet lagde endvidere til grund, at registeret ikke påtænktes oprettet generelt med henblik på at advare mod forretningsforbindelse med den registrerede, således at registeret ikke kunne anses for omfattet af lov om private registre m.v. § 3, stk. 6, om advarselsregistre. Det påtænkte register måtte herefter anses for omfattet af lov om private registre m.v. kapitel 2.

Da det foreliggende register efter sin art havde til formål at informere mulige købere og kreditorer om rettigheder i biler, kunne den pågældende registrering efter Registertilsynets opfattelse ikke antages at stride mod lov om private registre m.v. § 3, stk. 1.

Med hensyn til abonnenternes indberetning til registeret fandt Registertilsynet, at den pågældende indberetning fra den enkelte abonnent og videregivelse af de registrerede oplysninger til abonnenterne ikke kunne antages at stride mod lov om private registre m.v. § 4, stk. 2. Registertilsynet lagde herved vægt på, at indberetningen og videregivelsen af de registrerede oplysninger skete som led i en abonnementsaftale, samt at virksomheden i forbindelse med udarbejdelse af en revideret udgave af den anvendte panthaverdeklaration agtede at informere den registrerede om videregivelsen med henblik på registrering hos virksomheden.

Vedrørende pengeinstitutters og eventuelt finansieringsselskabers indberetning af de påtænkte registrerede oplysninger til virksomheden bemærkede Registertilsynet, at den omhandlede indberetning tillige ville skulle foretages under iagttagelse af bank- og sparekasselovgivningens regler om tavshedspligt, herunder reglen om bankhemmelighed. Efter Registertilsynets opfattelse burde vurderingen heraf i givet fald foretages af Finanstilsynet.

Med hensyn til virksomhedens påtænkte indhentelse af oplysninger om eksisterende rettigheder i biler hos landets forsikringsselskaber kunne det efter Registertilsynets opfattelse i henhold til lov om private registre m.v. § 4, stk. 2, ikke anses for at være et naturligt led i et forsikringsselskabs virksomhed at udlevere de påtænkte oplysninger, bortset fra oplysning om debitors (forsikringstagerens) navn og adresse, således at den påtænkte udlevering af panthaverdeklarationer kun kunne foretages efter forud indhentet samtykke fra den registrerede. Registertilsynet lagde herved vægt på antallet af de panthaverdeklarationer, ca. 1,5 mio., som ønskedes udleveret, samt at den enkelte forsikringstager oprindeligt ved forsikringsaftalens indgåelse ikke var gjort bekendt med den påtænkte videregivelse til virksomheden. Registertilsynet lagde endvidere vægt på, at udleveringen af de pågældende oplysninger i et vist omgang kunne indebære en risiko for registrering af urigtige eller vildledende oplysninger, i det omfang oplysningerne måtte antages at være forældede.

Registertilsynet bemærkede endvidere, at i det omfang indberetning af oplysninger om eksisterende rettighedsforhold blev foretaget af den enkelte abonnent, kunne forholdet efter Registertilsynets opfattelse ikke antages at stride mod lov om private registre m.v. § 4, stk. 2, idet indberetningen i dette tilfælde skete som led i en indgået abonnementsaftale. Efter Registertilsynets opfattelse burde det dog overvejes i forbindelse med den pågældende indberetning at underrette den registrerede i lighed med den information, der tænktes givet den registrerede i forbindelse med den nævnte ændrede panthaverdeklaration.

Med hensyn til videregivelse af de registrerede oplysninger til ikke-abonnenter i form af salg kunne den pågældende videregivelse efter Registertilsynets opfattelse kun ske i henhold til lov om private registre m.v. § 4, stk 2, efter forud indhentet samtykke fra den registrerede, idet videregivelsen ikke blev foretaget som led i en egentlig abonnementsaftale.

Endelig adm. afgørelse 1988 51501 Historic

Registertilsynets årsberetning 1988, se også Registertilsynets j.nr. 1988-123-7.

Endelig adm. afgørelse 1988 51501 Historic

Antaget, at et privat register over løsøregæld i biler var omfattet af lov om private registre, kapitel 2. Oplysninger om rettigheder i biler fandtes lovligt at kunne videregives som led i en abonnementsaftale, men forsikringsselskaber fandtes ikke uden den registreredes samtykke at kunne udlevere oplysninger om panthaverdeklarationer til registeret.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →