Fondsloven, Lovens anvendelsesområde, Fondsbegrebet, Kapitalens uigenkaldelige udskillelse.
Statutory Text (3 Articles)
Fondsloven, Lovens anvendelsesområde, Fondsbegrebet, Kapitalens uigenkaldelige udskillelse.
Fondsregistret (Civilretsdirektoratet) tilskrev institutionen blandt andet således
Fondsregistret har fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget forespørgsel, om x-institution er en fond.
I den anledning skal man meddele, at x-institution efter Fondsregistrets opfattelse ikke er en selvejende institution (fond).
Det fremgår af sagen, at x-institutionen, der ifølge vedtægtens § 1 har til formål at fremskaffe »risikovillig og billig finansiering af diverse formål, primært produktionsejendomme og boliger«, modtager indskud fra privatpersoner, eventuelt via en spareforening. De modtagne indskud tilhører x-institutionen, men indskuddet giver indskyderen mulighed for at låne et tilsvarende beløb af x-institutionen. Der betales ikke rente af dette lån, men alene et administrationsgebyr. Indskyderen har mulighed for at overdrage retten til at modtage lån fra x-institutionen til andre.
I takt med at lånene tilbagebetales, åbnes der mulighed for at indskyderen kan optage nye lån eller overdrage låneretten til andre.
Det følger af almindelige fondsretlige grundsætninger, at en fonds midler skal være uigenkaldeligt udskilt fra stifternes og bidragydernes øvrige formue, således at midlerne ikke må kunne tilbageføres til stifterne/bidragyderne, hverken ved legatportioner, lån, kaution eller på anden måde. Der henvises til Fonde og Foreninger, GAD 1987, side 39-41.
Da midlerne i x-institutionen kan tilbageføres til stifterne/bidragyderne i form af lån finder Fondsregistret, at x-institutionen ikke er en selvejende institution (fond).
(* 1) Fondsloven er ændret med virkning fra 1. januar 1992.
Fondsregistret er nedlagt. Spørgsmålet om fondes retsevne afgøres herefter af den kommunale skattemyndighed udfra samme retningslinjer som anvendtes af Fondsregistret.
Fondsregistret besluttede, at en institution ikke kunne betegnes som en fond omfattet af fondsloven, navnlig fordi institutionens midler, som tilvejebragtes ved private indskud, der kunne tilbagelånes, ikke kunne betragtes som uigenkaldeligt udskilt.