Gebyr. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Gebyr. (* 1)
Kendelse af 19. december 1988 i sag 113/1988.
En kunde K klagede over,at pengeinstituttet P i forbindelse med flytning af K's konti til et andet pengeinstitut havde debiteret K's indlånskonto et gebyr på 200 kr. og påstod sig beløbet refunderet under henvisning til, at han aldrig var blevet gjort bekendt med, at sådanne transaktioner var gebyrlagt.
P påstod frifindelse og henviste bl.a. til, at gebyrer som det omtvistede af P var indført i 1987 som led i indførsel af brugerbetaling. Betalingen sker til dækning af øget tidsforbrug og dermed arbejdsløn ved sådanne transaktioner, og pålægning af gebyret har hjemmel i P's almindelige forretningsbetingelser.
Ankenævnet tog med stemmerne 3-2 P's frifindelsespåstand til følge. Flertallet henviste til de af P anførte grunde.
Mindretallet udtalte, at P, der først efter, at kundeforholdet med K var etableret, indførte gebyrbetaling for transaktioner som de i sagen omhandlede, burde have givet sine kunder - herunder K- særskilt underretning herom. Da K ubestridt ikke havde fået sådan underretning, stemte disse medlemmer for at tage K's påstand til følge.
I forbindelse med at en kunde K overførte sit engagement med et pengeinstitut P til et andet pengeinstitut, debiterede P K's indlånskonto hos P med et gebyr på 200 kr. Under henvisning til at gebyret var indført som et led i brugerbetaling til dækning af øget tidsforbrug, fandtes P berettiget til at opkræve gebyret (dissens).