Pensionsopsparing. Helkundebetragtning. Modregning. (* 1)

Pensionsopsparing. Helkundebetragtning. Modregning. (* 1)

Kendelse af 2. december 1988 i sag 103/1988.

I forbindelse med skift af pengeinstitut anmodede kunden K pengeinstituttet P om at overføre K's indekskonti hos P til K's nye pengeinstitut. P afviste anmodningen under hensyn til, at K havde et større forfaldent engagement med P, som ikke samtidig ville blive overført eller indfriet, og at P på denne baggrund havde en sådan særlig interesse i nægtelsen af at overføre indekskontoens indestående, ud over den almindelige forretningsmæssige interesse i at bevare et indestående så længe som muligt, at nægtelsen ikke var i strid med bestemmelsen i § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 619 af 6. september 1987 om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter. P henviste yderligere til, at dette synspunkt var tiltrådt i såvel administrativ som landsretspraksis.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at efterkomme begæringen om overførsel af de nævnte indekskonti.

P påstod frifindelse.

Ankenævnet tog K's påstand til følge med følgende bemærkninger

»Indklagede har et større forfaldent tilgodehavende hos klageren, og indklagedes afvisning af klagerens begæring om overførsel af indekskontoen til et andet pengeinstitut må antages at være begrundet i et ønske om at sikre sig adgang til at foretage modregning i indeståendet på indekskontoen, såfremt en sådan modregningsadgang senere måtte opstå. Ved afgørelsen af, om indklagedes afvisning af overførselsbegæringen herefter er berettiget, må der lægges vægt på, at indklagede kun i specielle situationer vil få mulighed for at foretage modregning. Indklagede har derfor ikke med føje kunnet anse indekskontoen som et kreditgrundlag. Der må endvidere lægges vægt på, at indklagedes tilbageholdelse af kontoen med henblik på at sikre en eventuel fremtidig modregningsadgang vanskeligt lader sig forene med forbudet mod kreditorforfølgning i indeståendet på kontoen.

Modsat findes der ikke at kunne lægges afgørende vægt på det forhold, at klageren efter overførsel af kontoen vil have mulighed for at få midler frigivet ved at ophæve pensionsordningen i utide, idet dette alene vil indebære, at indklagede sidestilles med klagerens øvrige kreditorer ved som disse at være henvist til i givet fald at foretage sædvanlig retsforfølgning mod de frigivne midler.

Formelt har indklagede ikke nægtet overførsel, men betinget denne af, at klagerens gæld til indklagede samtidig indfries. Dette medfører imidlertid ingen ændring i det foran anførte, idet den stillede betingelse netop er udtryk for, at indklagede tilbageholder kontoen med henblik på om muligt herigennem at opnå hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring mod klageren.

Efter det anførte finder Ankenævnet, at indklagede er forpligtet til at imødekomme klagerens begæring om overførsel af indekskontoen til et andet pengeinstitut uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at klageren indfrier sin gæld til indklagede. Denne kan dog forlange, at overførselen sker under iagttagelse af det for kontoen gældende opsigelsesvarsel.«

To medlemmer af Ankenævnet tilføjede, at der ikke af indklagede var anført andre grunde til at nægte overførsel end den almindelige »helkundebetragtning«, og at spørgsmålet efter deres opfattelse ikke var endeligt afgjort i retspraksis.

Til ovenstående sag bemærkes, at tilsvarende afgørelser er truffet med hensyn til kapitlapensions- og selvpensioneringskonti.

En kunde K anmodede et pengeinstitut P om at overføre sin indekskonto hos P til K's nye pengeinstitut. P afviste overførselsanmodningen, da K ikke samtidig overførte et større forfaldent engagement hos P.

Under henvisning til at P kun i specielle situationer vil få mulighed for at foretage modregning i indeståendet på indekskontoen, fandtes P ikke berettiget til at betinge overførslen af pensionskontoen af, at hele K's engagement overførtes samtidigt.