Pantebreve. Mangler (* 1)

Pantebreve. Mangler (* 1)

Kendelse af 19. december 1988 i sag 8/1988.

En kunde K købte i februar 1986 af et pengeinstitut P et pantebrev med 5. prioritets panteret i et sommerhus.

Af den af P udarbejdede beskrivelse af ejendommen og pantebrevet fremgik, at restgælden på de foranstående hæftelser udgjorde i alt 127.588,17 kr., og blanketten, der var udfyldt på en A4-side, indeholdt oplysning om, at P fraskrev sig ansvaret for, om ydelser på foranstående lån var betalt.

Efter at K på tvangsauktion i juli 1986 havde overtaget ejendommen som ufyldestgjort panthaver for et bud på 150.000 kr., konstaterede hun, at 11. december 1985-terminsydelserne på 1.-4. prioriteterne ikke var betalt, og klagede efter forgæves henvendelse til P til Ankenævnet med påstand om erstatning, idet hun bl.a. gjorde gældende, at det af hende købte pantebrev på købstidspunktet nærmest måtte betegnes som værdiløst, og at den af P på 2. prioriteten oplyste restgæld var for lav.

P påstod frifindelse, idet man beklagede, at restgælden på 2. prioriteten var oplyst ca. 800 kr. for lavt. P oplyste videre, at pantebrevsbeskrivelsens angivelse af restgælden på foranstående lån hidrørte fra foreviste kvitteringer for erlæggelse af ejerskifteafdrag i efteråret 1985, og at der ikke var foretaget korrektioner for eventuelle afdrags manglende erlæggelse i den periode, hvori P var i besiddelse af pantebrevet, og udtalte som sin opfattelse, at pantebrevsbeskrivelsens væsentligste formål er at oplyse kunden om arten af foranstående lån samt om det pågældende pantebrevs placering i procent af handelsværdien.

På ankenævnets forespørgsel oplyste vedkommende kreditforening, at andre end debitor eller debitors repræsentant ved henvendelse til foreningen kun kan få oplysning om restgælden på lån, men ikke om restancer, medmindre debitors samtykke hertil kan dokumenteres. Besvarelse af andre realkreditinstitutters eller andre panthaveres forespørgsler om restancer kræver ligeledes debitors samtykke. Denne praksis har været uændret i de senere år.

Ankenævnet tog P's frifindelsespåstand til følge med følgende bemærkninger

»Det forhold, at restgælden på de foran det af klageren købte pantebrev stående hæftelser af indklagede var opgjort til ca. 800 kr. for lavt, må efter det foreliggende antages at have været uden betydning for klagerens beslutning om køb af pantebrevet.

Det er ubestridt, at det af klageren købte pantebrev på købstidspunktet ikke var misligholdt.

Herefter, og idet indklagede ikke havde påtaget sig nogen indeståelse for undersøgelse af, om terminsydelser på foranstående lån var betalt - hvilket indklagede med små typer i øvrigt havde fraskrevet sig ansvar for - og idet det efter det på Ankenævnets forespørgsel oplyste må lægges tilgrund, at indklagede ikke ville have været i stand til at skaffe oplysning herom, kan der ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand.«

Klageren K købte af pengeinstituttet P et pantebrev med 5. prioritets panteret i et sommerhus. Efter at K 4 måneder senere havde overtaget ejendommen på tavngsauktion påstod K P tilpligtet at betale erstatning, idet K anførte, at pantebrevet på købstidspunktet måtte anses for værdiløst p.g.a. restancer på foranstående lån, og da den af P for 2. prioriteten oplyste restgæld var for lav. P frifandtes.