Ansøgning om patent afslået p.g.a. manglende opfindelseshøjde.
Statutory Text (3 Articles)
Ansøgning om patent afslået p.g.a. manglende opfindelseshøjde.
År 1988, den 1. september afsagde patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Asger Nielsen, Niordson, Terndrup Pedersen)
følgende
k e n d e l s e
i sagen j.nr. P. 16/87
Klage fra
L'Unite Hermetique,
Frankrig,
v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S
over
patentdirektoratets afgørelse af 5. marts 1987 af patentansøgning nr. 5497/81.
Den 11. december 1981 indleverede klageren en ansøgning om patent på »tætlukket kølekompressor«.
Ansøgningens krav af 18. marts 1982 lød således
»1. Tætlukket kølekompressor, som inden for en tætsluttende kappe (10) omfatter en elektromotor med en stator (19), en rotor (13), der er koblet til en krumtapaksel (14) og driver kompressionsorganer (15) med cylinder og stempel for en kølegas, samt en af motoren drevet centrifugalturbine (28), k e n d e t e g n e t ved, at turbinen (28) er indrettet til at tilvejebringe et overtryk i kølegassen, inden denne strømmer ind i kompresionsorganet (15) med cylinder og stempel.
2. Kompressor ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at turbinen (28) med skovlblade er anbragt i et indsugningskammer (21), der kommunikerer dels igennem en indsugningsåbning (26) med gasrumfanget i kappen (10), og dels igennem et indvendigt udstødsrør (27) med indløbet til kompressionsorganerne (15).
3. Kompressor ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at indsugningsåbningen (26) ligger i flugt med rotationsaksen af centrifugalturbinen (28).
4. Kompressor ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at et parti af viklingen (29) af statoren (19) er lejret i indsugningskammeret (21) og er anbragt koncentrisk med centrifugalturbinen (28).
5. Kompressor ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at indsugningskammeret (21) igennem motorens luftgab (32) også kommunikerer med det indre af kappen (10).
6. Kompressor ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at indsugningskammeret (21) er afgrænset af endeflader (22 eller 23) af rotoren (13) og statoren (19) og af en hætte (24), som dækker endefladerne.
7. Kompressor ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at rotoren (13) og turbinen (28) er udformet som en enkelt formstøbt blok.
8. Kompressor ifølge krav 1-3, k e n d e t e g n e t ved organer, der er indrettet til at bringe de af turbinen (28) frembragte gaspulsationer ved indgangen til kompressionsorganerne (15) i fase med bevægelsen af de til kompressionsorganerne tilknyttede indsugningsventilklapper (1,2) således, at gasserne på ventilknappernes åbningstidspunkt ud for disse frembyder et maksimalt overtryk.
9. Kompressor ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at fasesynkronisering tilvejebringes ved en bestemmelse af længden af det indvendige udstødsrør (27).
10. Kompressor ifølge krav 9, k e n d e t e g n e t ved, at kompressionsorganerne omfatter mindst to cylinder/stempel-enheder (15,16), som er forbundet med udløbet af det indvendige udstødsrør (27) ved hjælp af kanaler beliggende i et topstykke (31), og at længden af kanalerne er bestemt således, at gassen frembyder et maksimalt overtryk ud for indsugningsventilklapperne (1,2: 3,4) for hver af de respektive cylindre på ventilklappernes åbningstidspunkt.
11. Kompressor ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at kompressionsorganerne omfatter mindst to cylinder/stempel-enheder (15,16), som er forbundet med det indvendige udstødsrør (27), og at organerne til fasesynkroniseringen af gaspulsationerne ud for ventilklapperne (1,2: 3,4) på disses åbningstidspunkt består i en passende anbringelse af skovlbladene af turbinen (28) i forhold til drejningsvinklen af krumtapakslen (14).«
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 26. september 1985
»1. Det, der er angivet i beskrivelse og krav, er kendt, idet det er den samme teknik, som er omhandlet f.eks. i USA patentbeskrivelserne nr. 3.075.106, nr. 3.288.357, nr. 3.387.774, og nr. 3.465.949.
2. De enkelte detaljer ved arrangementet ifølge beskrivelse og krav, som ikke fremgår direkte af de nævnte publikationer, synes nærmest at være af rent formgivningsmæssig art, og ses ikke at være sådanne, der kan medføre en i forhold dertil særlig teknisk virkning og således udgøre noget opfinderisk ejendommeligt.
3. Ansøgningen skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«
Klageren fremsendte herefter ved skrivelse af 26. marts 1986 følgende præciserede patentkrav
»1. Tætlukket kølekompressor, som inden for en tætsluttende kappe (10) omfatter en elektromotor med lodret akse og med en stator (19), en rotor (13), der er koblet til en krumtapaksel (14) og driver kompressionsorganer med cylinder (150, 160) og stempel (15, 16) for en kølegas samt et indsugningskammer (21) der afgrænses af en hætte (24), som dækker rotorens og statorens endeflader (22, 23), og som kommunikerer dels med gasrumfanget i kappen (10) igennem en med rotoraksen flugtende indsugningsåbning (26) og dels med indløbet til kompressionsorganerne igennem et indvendigt udstødsrør (27), og som koncentrisk med rotoren omslutter et varmt parti af statorens vikling (29), der rager aksialt ud forbi rotorens endeflade (22), k e n d e t e g n e t ved, at den omfatter en centrifugalturbine (28) med skovlblade, hvis nederste ender er fastgjort til rotorens endeflade (22), og hvis øverste ender rager aksialt ud forbi de varme statorviklingspartiers øverste kant, samt at udstødsrørets (27) indløb ligger ud for turbinens (28) perferi og er rettet imod de nævnte aksialt udragende øverste turbineskovlbladsender.
2. Kompressor ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at indsugningskammeret (21) også kommunikerer med det indre af kappen (10) igennem motorens luftgab (32).
3. Kompressor ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at rotoren (13) og turbinen (28) er udformet som en enkelt formstøbt blok.
4. Kompressor ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at længden af det indvendige udstødsrør (27) er valgt således at de af turbinen (28) frembragte gaspulsationer ved indgangen til kompressionsorganerne (15, 16) ligger i fase med bevægelsen af de til kompressionsorganerne tilknyttede indsugningsventilklapper (1, 2) således, at gasserne på ventilklappernes åbningstidspunkt ud for disse frembyder et maksimalt overtryk.
5. Kompressor ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at kompressionsorganerne omfatter mindst to cylinder/stempel-enheder (150, 15: 160, 16), som er forbundet med udløbet for det indvendige udstødsrør (27) ved hjælp af kanaler beliggende i et topstykke (31), og at længden af disse kanaler er bestemt således, at gasserne frembyder et maksimalt overtryk ud for indsugningsventilklapperne (1, 2; 3, 4) for hver af de respektive cylindre på ventilklappernes åbningstidspunkt.«
Hertil svarede Patentdirektoratet i skrivelse af 17. juli 1986
»1. USA patentskrift nr. 3.465.949 omhandler en hermetisk kapslet kompressor med en elektromotor med lodret akse, der driver en kompressorenhed, og hvor der findes et arrangement til at skabe overtryk i den gas, der skal komprimeres, inden den ledes til kompressorens indsugningsside. Som det klart fremgår af patentskriftet omfatter dette arrangment et centrifugalblæserhjul, der er anbragt ved den bort fra kompressoren vendende ende af motorakslen, og som sender gassen mod et antal udløb, som ligger ud for blæserhjulets periferi og er rettet mod skovlbladsenderne.
2. Som det ligeledes fremgår klart af patentskriftet, se fx. spalte 3. linie 60 ff, opnås der ved hjælp af dette arrangement, at kompressoren får højere ydelse. At formålet ikke blot, som De nævner i beskrivelsen, er at kompensere for gassens tryktab gennem spalterne i motoren godtgøres tydeligt ved det udførelseseksempel, der er vist i skriftets fig. 4 og fig. 5, hvor der slet ikke findes nogen motor.
3. Såvel de midler, der er angivet, som den virkning, der opnås, er således kendte.
4. De enkelte detaljer ved selve udformningen, hvorved arrangementet ifølge beskrivelsen og krav afviger fra det, der er omhandlet i patentskriftet, såsom at blæserskovlene, i stedet for at være fastgjort til akslen, sidder på rotorens endeflade, synes kun at repræsentere rent formgivningsmæssige træk, for hvilke der ikke er forklaret, og heller ikke ses at kunne fremkomme, anden virkning end den ovennævnte.
5. Ansøgningen omhandler således ikke en patenterbar opfindelse, og det ansøgte patent kan derfor ikke meddeles.«
Efter yderligere brevveksling, hvorunder klageren imødegik direktoratets indvendinger, afslog Patentdirektoratet ved skrivelse af 5. marts 1987 endeligt ansøgningen med følgende begrundelse
»1. Som det tidligere er anført herfra, sidst ved skrivelsen af 17. jun 1986, er såvel de midler, der angives ifølge kravene, som den virkning, de medfører, i alt væsentligt kendte, idet USA-patentskrift nr. 3.465.949 direkte omhandler en kompressor med et arrangement til at skabe forhøjet tryk i indsugningsgassen, som omfatter et centrifugalblæserhjul, der er anbragt ved den bort fra kompressoren vendende ende af motorakslen, og som sender gassen mod et antal udløb, som ligger ud for blæserhjulets periferi og er rettet mod skovlbladsenderne.
2. Virkningen er som nævnt i patentskriftet, at der skabes forøget tryk ved kompressorens indsugningsside. Om dette forhøjede tryk skal kompensere for et tryktab, forårsaget af gassens passage gennem motoren, sådan som det angives først i patentskriftet, og sådan som De fremhæver i Deres indlæg af 17 dec 1986, eller om det skal medføre en »super-charge«-effekt, sådan som det nævnes i spalte 4, linie 34 ff, er i og for sig uden betydning.
3. Kravene er ikke søgt præciseret over for den nævnte kendte teknik. Den eneste detalje, hvorved kompressoren ifølge ansøgningen afviger fra, hvad der fremgår direkte af det nævnte patentskrift, at blæserskovlene, i stedet for at være fastgjort til akslen, sidder på rotorens endeflade, ses alene at repræsentere et udformningsmæssigt træk. Den virkning derved, De fremhæver i Deres indlæg af 17 dec 1986, og de i gassen indeholdte væskepartikler kommer i kontakt med statorviklingen, ses ikke at være væsentlig ny eller overraskende, idet den af centrifugalblæseren transporterede gas med de eventuelle væskedråber i den kendte udførelse også kommer i kontakt med motorens statorvikling.
4. Ansøgningen omhandler således ikke en opfindelse, der adskiller sig væsentligt fra, hvad der var kendt før indleveringsdagen.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 4. maj 1987 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratets afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til fortat behandling på grundlag af kravene af 26. marts 1986 med den ændring, at der »i slutningen af krav 1 er tilføjet det konstruktive træk, at det varme viklingsparti er anbragt koncentrisk med turbinen. Krav 2-5 er uændrede«.
Klageren har bl.a. anført
»I patentdirektoratets afslag af 5.marts 1987 udtales, at den eneste detalje, hvorved kompressoren ifølge ansøgningen afviger fra, hvad der fremgår direkte af det modholdte USA-patentskrift nr. 3.465.949 (Cawley), at blæserskovlene, i stedet for at være fastgjort til akselen, sidder på rotorens endeflade, alene ses at repræsentere et udformningsmæssigt træk.
Hertil skal bemærkes, at der ved arrangementet ifølge opfindelsen opnås, at alle områder i indsugningskammeret (21) påvirkes af det af turbinen (28) tilvejebragte undertryk, specielt ud for rotorens (13) endeflade (22). Når kølefluidet indsuges af turbinen (28) og trænger ind i indsugningskammeret (21), vil selv de tungere væskepartikler i kølefluidet, hvilke søger mod rotorens endeflade (22), påvirkes af turbinen (28) og i stedet slynges ud fra denne og hen på et opvarmet parti af statorens (19) vikling (29), hvor de fordampes. Vigtigt er det her, at det varme viklingsparti (29) er anbragt koncentrisk med rotoren (13) og rager op fra rotorens endeflade (22), så at alle væskepartiklerne i kølefluidet slynges hen på det varme parti (29).
Dette er ikke blot »et udformningsmæssigt træk« ved opfindelsen, men tilvejebringer en fordelagtig teknisk virkning, der ikke opnås ved den fra USA-patentskrift nr. 3.465.949 kendte kompressor. Her sender overtryksorganet (62) kølemidlet ind i kamre (66), hvorfra det strømmer ud gennem aksialt forløbende åbninger (67) i en nederste vandret kammervæg (65a), så at kølemidlet normalt strømmer nedad mod kompressormekanismen (16), uanset tilstandsformen, fordi væskepartiklerne ikke er blevet fordampet. Der er ingen antydning om, at væskepartiklerne kommer i berøring med opvarmede partier på statorviklingen (49), da den relative stilling af udstrømnigsåbningerne (67) og statorviklingen ikke er angivet. Derfor kan væskepartiklerne strømme direkte langs akselen (28), idet overtryksorganets (62) skovlblade (64) er direkte fastgjort på akselen (28), som også fremhævet af Patentdirektoratet, og frit trænge ind i kompressormekansimen (16).
I kompressoren ifølge opfindelsen tvinger ikke blot væskepartiklerne hen på det varme statorviklingsparti (29) til fordampning, men desuden sendes kølefluidet til kompressormekanismen (15,16) gennem en kanal (27), hvis indløb ligger ud for et turbineskovlparti, der rager op over overkanten på det varme viklingsparti (29), som tydeligt vist på fig. 1, så at kun den gasformige del af kølefluidet kan trænge ind i kanalen (27), modsat hos Cawley, hvor som ovenfor nævnt kompressormekanismen (16) rammes af såvel gas som væske i kølefluidet.'
Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 2. august 1988.
For klageren mødte ingeniør Torkil Johnsen med ingeniør Erik Sigh.
Klageren henviste til sin ankebegrundelse og uddybede forskellene mellem det ansøgte og amerikanske patent US 3.465.949 samt oplyste, at der var udstedt europæisk patent.
Ankenævnet skal udtale
Uanset, at det findes sandsynliggjort, at kompressoren som beskrevet i ansøgningen vil være mere effektiv med hensyn til væskefordampning, tiltrædes det, at ansøgningen ikke vedrører en opfindelse, der adskiller sig væsentligt fra kendt teknik,
hvorfor
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Asger Nielsen, F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.
Ingen
Ansøgning om patent på »tætlukket kølekompressor« blev afslået af Patentdirektoratet p.g.a. manglende opfindelseshøjde.
Patentankenævnet stadfæstede direktoratets afgørelse, selv om der blev foretaget en ændring af et af patentkravene.