Tilbagesendelse af patentansøgning til Patentdirektoratet som følge af ændrede patentkrav.

Tilbagesendelse af patentansøgning til Patentdirektoratet som følge af ændrede patentkrav.

År 1988, den 3. august afsagde patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Arne Holm, P.F. Jensen, Terndrup Pedersen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P. 8/84: Klage fra

Shionogi & Co., Ltd.,

Japan,

v/Th. Ostenfeld Patentbureau A/S

over

patentdirektoratets afgørelse af 31. januar 1984 af patentansøgning nr. 5451/81.

Den 9. december 1981 indleverede klageren en ansøgning om patent på et »insulinderivat, der er anvendeligt som mellemprodukt ved fremstilling af et B30-threonin-insulin, samt fremgangsmåde til fremstilling af et B30-threonin-insulin ud fra dette insulinderivat«. Ansøgningen indeholdt følgende krav

»1. Insulinderivat, der er anvendeligt som mellemprodukt ved fremstilling af et B30-threonin-insulin, k e n d e t e g n e t ved, at det er den forbindelse, som kan fremstilles ved, at man omsætter et des-B30-insulin med et overskud af et threoninderivat repræsenteret ved den almene formel: Thr(Rexp1)(Rexp2)

hvori Thr står for L-threoninrest, Rexp1 er hydrogen eller en hydroxybeskyttende gruppe, og Rexp2 er en carboxylbeskyttende gruppe, i nærværelse af et enzym, der specifikt virker på basisaminosyrecarbonylet i peptidbindinger.

2. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at den carboxylbeskyttende gruppe er en alkyl-, aralkyl-, amid-, substituent amid- eller saltgruppe.

3. Insulinderivat ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at alkylgruppen er en t-butylgruppe, aralkylgruppen en benzylgruppe, den substituerede amidgruppe en anilidgruppe og saltgruppen en natriumgruppe.

4. Insulinderivat ifølge krav 1, 2 eller 3, k e n d e t e g n e t ved, at den hydroxybeskyttende gruppe er en t-butyl-, benzyl- eller acetylgruppe.

5. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at både den carboxylbeskyttende gruppe og den hydroxybeskyttende gruppe er en t-butylgruppe.

6. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBut -svineinsulin.

7. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBuexpt -okseinsulin.

8. Fremgangsmåde til fremstilling af et B30-threonin-insulin, k e n d e t e g n e t ved, at man fjerner den eller de beskyttende gruppe(r) fra et insulinderivat ifølge krav 1-7.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 8, ved hvilken den eller de beskyttende gruppe(r) er t-butyl, k e n d e t e g n e t ved, at den eller de beskyttende gruppe(r) fjernes ved behandling med trifluoreddikesyre i nærværelse af et kation-opfangningsmiddel.

10. Fremgangsmåde ifølge krav 9, k e n d e t e g n e t ved, at kation-opfangningsmidlet er anisol.

11. Fremgangsmåde ifølge krav 8-10, k e n d e t e g n e t ved, at B30-threonin-insulinet, der fremstilles, er human insulin.«

I skrivelse af 16. juli 1982 udtalte Patentdirektoratet

»Det er indlysende for en fagmand, at et derivat af et insulin med en treoningruppe i B30-stilling, f.eks. et derivat af human insulin eller af B30-thr. -okseinsulin, der kun adskiller sig fra insulin f.eks. human insulin eller B30-thr. -okseinsulin, ved at caboxylsyregruppen og eventuelt hydroxylgruppen i threoninet er beskyttet med en sædvanlig anvendt beskyttende gruppe, f.eks. en t-butylgruppe (kun denne gruppe er påvist anvendt) kan anvendes som udgangsmateriale til fremstilling af insulinen ved fjernelse af beskyttelsesgruppen på sædvanlig måde, og da heller ikke de omhandlede insulinderivater i sig selv ses at besidde overraskende kemiske eller fysiske egenskaber, ses krav 1-7 ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.

Den i kravene 8-11 omhandlede fremgangsmåde ses heller ikke at frembyde noget patenterbart, idet den blot består i at fjerne den beskyttende gruppe fra carboxylsyregruppen og eventuelt hydroxylgruppen i ovennævnte insulinderivater på sædvanlig måde (jfr. også beskrivelsen side 6). Ansøgningen i sin helhed skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«

Klageren anførte hertil i skrivelse af 22. februar 1983

»Den foreliggende ansøgning angår hidtil ukendte insulinderivater, der er anvendelige som mellemprodukter ved fremstilling af B30-threonin-insuliner, herunder human insulin.

De hidtil ukendte insulinderivater er først blevet tilvejebragt som led i den særlige fremgangsmåde til fremstilling af B30-threonin-insuliner, der er genstand for ansøgerens danske patentansøgning nr. 1556/80, hvoraf nærværende ansøgninger afdelt.

De omhandlede hidtil ukendte insulinderivater adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik, idet de har vist sig at frembyde en række fordele i forhold til de kendte mellemprodukter til fremstilling af f.eks. human insulin, nærmere betegnet de mellemprodukter der er beskrevet af M.A. Ruttenberg i Science 177, 623-626 (1972) ref. 1 , R. Obermeier et al. i Hoppe-Seyler's Z. Physiol. Chem., 357, 759-767 (1976) ref. 2 og K. Inouye et al. i J. Am.Chem. Soc., 101, 751-752 (1979) ref. 3 .

Ref.1 beskriver et mellemprodukt af human insulin, NalfaA1, NalfaB1-di-BOC-human insulin-hexamethylester, ref. 2 beskriver NalfaA1, NalfaB1, NepsilonB29-tri-BOC-human insulin-di-t-butyl-ester, og ref. 3 beskriver NalfaA1, NalfaB1, NepsilonB29-tri-BOC-human insulin-t-butylester. Alle disse tre mellemprodukter giver human insulin ved hydrolyse. Det forholder sig imidlertid i almindelighed således, at jo flere beskyttende grupper, der er, jo ringere er udbyttet af slutproduktet, og rensningsproceduren vil blive kompliceret. Forbindelserne ifølge nærværende ansøgning er derfor fordelagtige i sammenligning med de kendte mellemprodukter.

I overensstemmelse hermed refererer H.G. Gattner et al. i Hoppe-Seyler's Z. Physiol. Chem., 358, 105 (1977) ref. 4, at forsæbning af insulin-hexamethylester resulterer i, at der som hovedprodukt dannes et uønsket biprodukt, selv om reference 1 beskriver, at hydrolysen forløber uden vanskeligheder. Dertil kommer, at ref. 2 betvivler det høje udbytte af human insulin, der beskrives i ref. 1.

Ref.2 beskriver på side 763-764, at det resulterende humane insulin var kontamineret med urenheder, og at udbyttet af human insulin var ca. 15%. Til forskel herfra kan insulinderivatet ifølge nærværende ansøgning, human insulin B30-ester, omdannes til human insulin blot ved fjernelse af esterresten i B-kædens 30-stilling. Dertil kommer, at human insulin B30-ester lettere end de andre mellemprodukter kan adskiles fra human insulin ved HPLC.

Det må derfor konkluderes, at insulinderivaterne ifølge nærværende ansøgning er langt bedre end de kendte mellemprodukter til fremstilling af human insulin, fordi de omdannes til human insulin i højt udbytte og med høj renhed. Vi skal derfor henstille til Direktoratet at anerkende de omhandlede insulinderivaters patenterbarhed.

Krav 8-11 angår en fremgangsmåde til omdannelse af de hidtil ukendte mellemprodukter til de værdifulde slutprodukter og er således baseret på samme opfindelsestanke som de hidtil ukendte mellemprodukter. Vi skal derfor henstille til Direktoratet også at anerkende patenterbarheden af den i krav 8-11 omhandlede fremgangsmåde.«

I skrivelse af 28. april 1983 fastholdt direktoratet sit standpunkt og tilføjede, at det forhold, at den fremgangsmåde, ved hvilken forbindelsen kan fremstilles, er en ejendommeig fremgangsmåde, er irrelevant. Endvidere anføres, at hvis udbytte og renhed ved hydrolyse af de omhandlede derivater kunne siges at være overraskende gode, måtte det påvises, at derivaterne i forhold til nærbeslægtede kendte forbindelser ved hydrolyse under ens betingelser gav et overraskende bedre udbytte. Mindre forbedringer var at forvente.

Klageren udtalte i skrivelse af 28. oktober 1983

»I betænkningen anføres, at det, for at udbytte og renhed ved hydrolyse af de i krav 1-7 omhandlede insulinderivater kan siges at være overraskende gode, må påvises, at insulinderivaterne i forhold til de nærbeslægtede kendte forbindelser (f.eks. de i ref. 2 og 3 omhandlede) ved hydrolyse under ens betingelser (dvs. med trifluoreddikesyre og anosol) giver et overraskende bedre udbytte m.v.

Da nogle forbindelser bedst afbeskyttes ved lav temperatur i længere tid, mens andre bedst afbeskyttes ved stuetemperatur i kortere tid, er det mest relevante sammenligningsgrundlag antagelig de resultater, der opnås ved de betingelser, der er beskrevet for de enkelte insulinderivater henholdsvis i nærværende ansøgning og i ref. 2 og 3. Baseret på disse resultater kan de opnåede udbytter beregnes, som følger

1) Hydrolyse af insulinderivat ifølge nærværende ansøgning (eks. 1 (3)) 30 mg B30-Thr-OBut -insulin behandledes med trifluoreddikesyre og anisol ved stuetemperatur i 30 min., hvilket gav 28 mg human insulin svarende til et udbytte på 93%

2) Hydrolyse af insulinderivat ifølge ref. 2

Kobling af NalfaA1, NalfaB1 - di - Boc - desoctapeptid-(B23-B30)-insulin med et syntetisk human insulin octapeptid resulterende i 4,8 g råt produkt (angivet midt i venstre spalte på s. 762), som afbeskyttedes på samme måde som under 1) ovenfor ved stuetemperatur i 60 minutter, hvilket gav 4,6 g human insulin. Produktet indeholder 10-20% urenheder (anført i 3. afsnit i højre spalte på s. 763). Udbyttet er således ca. 76-86%.

3) Hydrolyse af insulinderivat ifølge ref. 3.

NalfaA1, NalfaB1, NepsilonB29- (Boc)exp(3) - insulin fremstilledes i et udbytte på 58% (s. 751, højre spalte, 1. 12 franeden) og behandledes med trifluoreddikesyre og anisol ved 0 grader C i 60 min., hvilket gav human insulin i 49% udbytte (s. 752, venstre spalte, 1. 5). Ud fra disse angivelser kan udbyttet ved afbeskyttelsestrinet beregnes til 84%.

Som det fremgår af ovenstående resultater, opnås der et væsentligt højere udbytte ved hydrolyse af insulinderivaterne ifølge nærværende ansøgning end ved hydrolyse af insulinderivaterne ifølge ref. 2 og 3 og ikke blot en mindre forbedring.

En yderligere fordel ved insulinderivaterne ifølge ansøgningen er, at de er lettere og billigere at fremstille i kommerciel målestok end insulinderivaterne ifølge ref. 2 og 3. Endelig er insulinderivaterne ifølge nærværende ansøgning som nævnt i vor skrivelse af 22. februar 1983 lettere at adskille fra det ønskede slutprodukt, human insulin, end insulinderivaterne ifølge ref. 2 og 3.

Insulinderivaterne ifølge nærværende ansøgning repræsenterer således et væsentligt teknisk fremskridt, og vi skal henstille til Direktoratet at anerkende patenterbarheden af den i ansøgningen omhandlede opfindelse på det nu foreliggende grundlag.«

Den 31. januar 1984 afslog direktoratet ansøgningen med følgende begrundelse

»Det må fastholdes, at det er indlysende for en fagmand, at insulinderivater, som kun adskiller sig fra selve insulinerne ved, at carboxylsyregruppen og eventuelt hydroxylgruppen i threoninet i B30-stilling er beskyttet med en sædvanlig ved peptidsynteser anvendt beskyttelsesgruppe, fx med en t-butylgruppe (den eneste gruppe der er påvist anvendt i beskrivelsens detaillerede del) kan anvendes som udgangsmaterialer ved fremstilling af insulinen selv ved hydrolyse af beskyttelsesgruppen på sædvanlig måde, dvs. for t-butylgruppens vedkommende ved behandling med trifluoreddikesyre i nærvær af anisol, jfr. således ref. 2 og 3, fremkommet med Deres skrivelse af 22. februar 1983. Ved denne hydrolyse ses der vedblivende ikke at opnås overraskende gode udbytter i forhold til nævnte kendte teknik, og da de omhandlede insulinderivater, som tidligere herfra påpeget, heller ikke ses at besidde overraskende kemiske eller fysiske egenskaber, ses krav 1-7 vedblivende ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.

Med hensyn til de ved hydrolysen opnåede udbytter bemærkes, at selve hydrolysen af B30-Thr-OBut svineinsulin, som anført i Deres ovennævnte skrivelse, ifølge eksempel 1 og 3 i den foreliggende ansøgning giver et udbytte på ca. 93%. Ifølge ref. 2 opnås imidlertid udfra 4,8 g råt produkt af insulin med beskyttelsesgrupper 4,6g humaninsulin. Produktet indeholder ganske vist urenheder (som det bl.a. fremgår af det af Dem udpegede afsnit side 763, højre spalte), men også udgangspunktet for hydrolysen var, som nævnt, et råprodukt. Udbyttet ifølge ref. 2 synes således at være af samme størrelsesorden som ifølge opfindelsen. Det bemærkes, at produkterne opnået ifølge eksempel 1 og 3 også opgives kun at have en renhed på henholdsvis 77 og 76%.

Ifølge ref. 3 udsættes (BOC)exp(3) insulin opnået ved enzymatisk insulinsyntese for en Sephadex-kolonne-kromatografi, derpå for hydrolyse med trifluoreddikesyre og anisol og endelig for endnu en kromatografi. Det samlede udbytte ved disse tre trin er (som udregnet af Dem under pkt. 3) i Deres ovennævnte skrivelse) ca. 84%. Udbyttet ved hydroliseringstrinnet må således også ifølge ref. 3 være af samme størrelsesorden som ifølge opfindelsen.

Da den i kravene 8-11 omhandlede fremgangsmåde endvidere blot består i at fjerne beskyttelsesgruppen fra insulinderivater på sædvanlig måde, fx. ved behandling med trifluoreddikesyre og anisol, til opnåelse af kendte insuliner, skønnes ansøgningen i sin helhed vedblivende ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30. marts 1984 indbragt for Patentankenævnet.

I skrivelse af 12. november 1984 har klageren nedlagt påstand om, at ansøgningen optages til fortsat behandling

principalt på grundlag af følgende krav

»1. Insulinderivat, der er anvendeligt som mellemprodukt ved fremstilling af et B30-threonin-insulin, k e n d e t e g n e t ved, at det har den almene formel: B30-Thr(Rexp1)(Rexp2) -insulin,

hvori Thr står for en L-threoninrest, Rexp1 er hydrogen eller en hydroxybeskyttende gruppe, og Rexp2 er en carboxylbeskyttende gruppe.

2. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at den carboxylbeskyttende gruppe er en alkyl-, aralkyl-, amid-, substituent amid- eller saltgruppe.

3. Insulinderivat ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at alkylgruppen er en t-butylgruppe, aralkylgruppen en benzylgruppe, den substituerede amidgruppe en anilidgruppe og saltgruppen en natriumgruppe.

4. Insulinderivat ifølge krav 1, 2 eller 3, k e n d e t e g n e t ved, at den hydroxybeskyttende gruppe er en t-butyl-, benzyl- eller acetylgruppe.

5. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at både den carboxylbeskyttende gruppe og den hydroxybeskyttende gruppe er en t-butylgruppe.

6. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBut -svineinsulin.

7. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBut -okseinsulin.

8. Fremgangmåde til fremstilling af et insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at man omsætter et des-B30-insulin med et overskud af et threoninderivat med den almene formel Thr(Rexp1)(Rexp2),

hvori Thr, R1 og R2 har den i krav 1 anførte betydning, i nærværelse af trypsin eller et trypsinlignende enzym og i en reaktionsblanding med en pH-værdi på ca. 5-9 og en temperatur på ca. 0-50 grader C og indeholdende et vandblandbart organisk opløsningsmiddel.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at enzymet er trypsin.

10. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at det trypsinlignende enzym er Protease I.

11. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at molforholdet mellem L-threoninderivatet og des-B-30-insulinet er 5:1 til 1000:1.

12. Fremgangsmåde ifølge krav 11, k e n d e t e g n e t ved, at molforholdet er 25:1 til 200:1.

13. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at det organiske opløsningsmiddel er udvalgt blandt methanol, ethanol, dimethylformamid, dimethulsulfoxid og glycerol.

14. Fremgangsmåde ifølge krav 13, k e n d e t e g n e t ved, at det organiske opløsningsmiddel er udvalgt blandt ethanol og dimethylformamid.

15. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at des-B30-insulinet er des-B30-svineinsulin.

16. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at des-B30-insulinet er des-B30-okseinsulin.

17. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at threoninderivatet er L-threonin-t-butylester.

18. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at omsætningen udføres ved pH 6 til 7.

19. Fremgangsmåde ifølge krav 8, k e n d e t e g n e t ved, at omsætningen udføres ved en temperatur på 20 til 40 grader C.

20. Anvendelse af et insulinderivat ifølge krav 1 til fremstilling af et B30-threonin-insulin.

21. Anvendelse ifølge krav 20 til fremstilling af human insulin.«

subsidiært på grundlag af følgende krav

»1. Insulinderivat, der er anvendeligt som mellemprodukt ved fremstilling af et B30-threonin-insulin, k e n d e t e g n e t ved, at det har den almene formel

B30-Thr(Rexp1)(Rexp2) -insulin,

hvori Thr står for en L-threoninrest, Rexp1 er hydrogen eller en t-butylgruppe, og Rexp2 er en t-butylgruppe.

2. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBut -svineinsulin.

3. Insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det er B30-Thr-OBut -okseinsulin.

4. Fremgangsmåde til fremstilling af et insulinderivat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at man omsætter et des-B30-insulin med et overskud af et threoninderivat med den almene formel

Thr(R1)(R2),

hvori Thr, R1 og R2 har den i krav 1 anførte betydning, i nærværelse af trypsin eller et trypsinlignende enzym og i en reaktionsblanding med en pH-værdi på ca. 5-9 og en temperatur på ca. 0-50 grader C og indeholdende et vandblandbart organisk opløsningsmiddel.

5. Fremgangmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at enzymet er trypsin.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at det trypsinlignende enzym er Protease I.

7. Fremgangsmde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at molforholdet mellem L-threoninderivatet og des-B-30-insulinet er 5:1 til 1000:1.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 7, k e n d e t e g n e t ved, at molforholdet er 25:1 til 200:1.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at det organiske opløsningsmiddel er udvalgt blandt methanol, ethanol, dimethylformamid, dimethylsulfoxid og glycerol.

10. Fremgangsmåde ifølge krav 9, k e n d e t e g n e t ved, at det organiske opløsningsmiddel er udvalgt blandt ethanol og dimethylformamid.

11. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at des-B30-insulinet er des-B30-svineinsulin.

12. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at des-B30-insulinet er des-B30-okseinsulin.

13. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at threoninderivatet er L-threonin-t-butylester.

14. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at omsætningen udføres ved pH 6 til 7.

15. Fremgangsmåde ifølge krav 4, k e n d e t e g n e t ved, at omsætningen udføres ved en teperatur på 20 til 40 grader C.

16. Anvendelse af et insulinderivat ifølge krav 1 til fremstilling af et B30-threonin-insulin.

17. Anvendelse ifølge krav 16 til fremstilling af human insulin.

Nærværende ansøgning er afdelt af stamansøgning nr. 1556/80, der er fremlagt ved fremlæggelsesskrift nr. 146.482 B, og herefter blevet offentlig tilgængelig den 14. oktober 1980.

Klageren har på ankenævnets forespørgsel i skrivelse af 10. februar 1987 oplyst, at der er meddelt patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 146.482 B med krav svarende til de fremlagte krav.

Endvidere henledte klageren opmærksomheden på, at de principale fremgangsmådekrav 8-19 er rettet på en fremgangsmåde til fremstilling af et insulinderivat ifølge krav 1, dvs. et insulinderivat med den almene formel

B30-Thr(Rexp1)(Rexp2) -insulin

hvori Thr står for en L-threoninrest, Rexp1 er hydrogen eller en hydroxybeskyttende gruppen, og Rexp2 er en carboxylbeskyttende gruppe, medens kravene i fremlæggelsesskriftet er rettet på en fremgangsmåde til fremstilling af de tilsvarende ubeskyttede insulinderivater. I overensstemmelse dermed omfatter kravene i fremlæggelsesskriftet det yderligere trin i forhold til den foreliggende ansøgnings principale fremgangsmådekrav, at den eller de beskyttende grupper fjernes.

I sin klagebegrundelse konkluderede klageren således

»Sammenfattende skal vi påpege, at den foreliggende ansøgning angår hidtil ukendte insulinderivater, der kan anvendes som mellemprodukter ved fremstilling af B30-threonin-insuliner, herunder det værdifulde produkt, human insulin. De omhandlede insulinderivater er i besiddelse af særpræget kemisk konstitution, både fordi beskyttelsesgruppernes placering ikke er nærliggende, og fordi det først ved den omhandlede særlige fremgangsmpde er blevet muligt at fremstille disse forbindelser. Hertil kommer, at de omhandlede insulinderivater frembyder en række fordele i forhold til tidligere beskrevne mellemprodukter til fremstilling af human insulin, idet de er lettere at fremstille, let lader sig adskille fra de til fremstillingen anvendte udgangsmaterialer, ved hydrolyse giver det ønskede slutprodukt i højt udbytte, let lader sig adskille fra det ønskede slutprodukt og dermed givet dette i høj renhed. Det er således muligt ved anvendelse af disse insulinderivater at fremstille human insulin i kommerciel målestok. Den omhandlede særlige fremgangsmåde til fremstilling af de omhandlede insulinderivater er en specifik omsætning, som ikke ledsages af ugunstige bireaktioner såsom racemisering, og uomsatte udgangsforbindelser kan genvindes og genanvendes. At denne omsætning overhovedet kan finde sted er fuldstændigt overraskende, idet trypsin måtte forventes både at spalte det som udgangsmateriale anvendte des-B30-insulin og det dannede produkt. Denne spaltning hindres imidlertid under de angivne reaktionsbetingelser.

Det må derfor konkluderes, at ansøgning nr. 5451/81 udtrykt ved de hermed fremsendte principale krav angår en opfindelse, som er ny, som kan udnyttes industrielt, og som adskiller sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og vi skal anmode Patentankenævnet om, at ansøgningen må blive tilbagesendt til Patentdirektoratet for fortsat behandling på grundlag af disse principale krav.

Diskussion af subsidiære krav.

Disse krav afviger fra de principale krav ved, at beskyttelsesgrupperne er begrænset til de grupper, der specifikt er vist i udførelseseksemplerne. Iøvrigt gælder samme bemærkninger som anført ovenfor under diskussionen af de principale krav.«

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 9. november 1987.

For klageren mødte akademiingeniør Birgitte Bagger-Sørensen, der henholdt sig til klagebegrundelsen og herved navnlig anførte, at stamansøgningen rettede sig på en fremstillingsmåde, hvori mellemproduktet i den foreliggende ansøgning optræder. Der er ingen tvivl om dette mellemprodukts nyhed og tekniske anvendelighed, og det har vist sig at have overraskende kemiske egenskaber, navnlig i henseende til renhed.

Under mødet nedlagde klageren mere subsidiært påstand om patent i henhold til krav 8-19 i de for ankenævnet forelagte principale krav.

I en over sagen indhentet udtalelse har direktoratet anført, at fremgangsmåden »ifølge de principale krav 8-19 (de subsidiære krav 4-15) består i en omsætning - under nærmere angivne omstændigheder - af et des-B30-insulin med et threoninderivat under dannelse af et insulinderivat med den almene formel

B30-Thr(Rexp1)(Rexp2) -insulin

hvor Thr står for en L-threoninrest, Rexp1 er hydrogen eller en hydroxybeskyttende gruppe, og Rexp2 er en carboxylbeskyttende gruppe.

Fremgangsmåden ifølge det i anledning af stamansøgning meddelte patent nr. 146482 består i samme omsætning efterfulgt af (obligatorisk) fjernelse af den caboxylbeskyttende gruppe R2 og den eventuelle hyrdoxybeskyttende gruppe Rexp1.

Fremgangsmåden ifølge de principale krav 8-19 udgør således første trin i fremgangsmåden ifølge patent 146482.

Såvel de to fremgangsmåder som de fremstillede slutprodukter er forskellige«

Ankenævnet skal udtale

Det tiltrædes, at ansøgningen er afslået, således som den forelå for direktoratet.

Ansøgningen vedrørende mellemproduktet og dets anvendelse findes fortsat ikke at indeholde noget patenterbart.

Derimod findes klagerens mere subsidiære påstand, således som fremgangsmådekravene i klagerens principale påstand er formuleret over for ankenævnet, at kunne tages tilfølge

hvorfor

bestemmes

Sagen tilbagesendes til fortsat behandling i direktoratet på grundlag af de i klagen fremlagte principale krav 8-19.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Arne Holm. P.F. Jensen. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Ansøgning om patent på et »insulinderivat, der er anvendeligt som mellemprodukt ved fremstilling af et B 30-threonininsulin, samt fremgangsmåde til fremstilling af et B 30-threonininsulin ud fra dette insulinderivat« blev afslået af Patentdirektoratet p.g.a.

manglende opfindelseshøjde. Afgørelsen blev indbragt for Patentankenævnet med påstand om fortsat behandling principalt på grundlag af ændrede patentkrav, subsidiært på grundlag af yderligt begrænsede patentkrav. Nævnet udtalte, at ansøgningen vedrørende mellemproduktet og dets anvendelse fortsat ikke var patenterbar.

Fremgangsmådekravene i klagerens principale påstand blev derimod taget til følge, og ansøgningen kunne derfor sendes tilbage til fortsat behandling i direktoratet på grundlag af de principale krav.