Legislator Case Law & Legislation
W19885142325 DK

Tilbagesendelse af patentansøgning med henblik på udstedelse af patent efter ændring af patentkrav.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 51423 Valid

Tilbagesendelse af patentansøgning med henblik på udstedelse af patent efter ændring af patentkrav.

År 1988, den 7. juni afsagde patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Asger Nielsen, Terndrup Pedersen, Ansgar Sørensen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 22/86: Klage fra

Kalk- & Teglværkslaboratoriet,

Hasselager,

v/Patentbureau Budde, Schou & Co.

over

patentdirektoratets afgørelse af 5. maj 1986 af patentansøgning nr. 1262/82 fra

Helligsø Teglværk & Teglstensfabrik A/S,

Hurup,

v/Larsen & Birkeholm A/S Skandinavisk Patentbureau

Den 5 november 1984 fremlagdes under nr. 147.664 en den 22. marts 1982 indgivet ansøgning om patent på »tagsten og tilhørene binder«.

Krav 1 lød således

»Tagsten og tilhørende binder, der er fremstillet af fjedertråd, hvilken tagsten er forsynet med en bindeknast på undersiden, idet tagstenen er indrettet til at understøttes på to lægter, og bindeknasten har en langsgående indre kanal, der udmunder mod tagstenens i monteringsstilligen laveste ende, k e n d e t e g n e t ved, at bindeknasten (8) er placeret på tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, og at binderen (10-13) er således udformet, at den kan forløbe neden under lægten (4) ved tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, når den er indskudt i kanalen (9).«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 5. febraur 1985 indsigelse imod patent, idet klageren bl.a. anførte

»Som begrundelse for vor indsigelse skal vi anføre, at det i ansøgningens patentkrav omhandlede ikke ses at kunne danne grundlag for udstedelse af patent, når henses til, hvad der fremgår af

I. »Opslagsbog for det murede byggeri«, Murerfagets Oplysningsråd 1978, blad 1.1 Materialer: Tegl,

II. »Byggebogen« DK 695.8, blad 2 »Tegl og lægter«, maj 1948, og

III. brochuren »Tegl« udgivet af Teglindustriens tekniske Tjeneste, august 1971, side 5.

Ansøgningens patentkrav 1 omhandler en tagsten med tilhørende binder, der er fremstillet af fjedertråd, hvilken tagsten er forsynet med en bindeknast på undersiden, idet tagstenen er indrettet til at understøttes på to lægter, og bindeknasten har en langsgående indre kanal, der udmunder mod tagstenens i monteringsstillingen laveste ende, kendetegnet ved, at bindeknasten (8) er placeret på tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, og at binderen (10-13) er således udformet, at den kan forløbe neden under lægten (4) ved tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, når den er indskudt i kanalen (9).

Fra alle tre modhold kendes der en tagsten, der

a) er forsynet med en bindeknast (A) på undersiden,

b) er indrettet til at understøttes på to lægter,

c) har en bindeknast med en langsgående kanal (jfr. pil B i modhold II og III), der udmunder mod tagstenens i monteringsstillingen laveste ende, jfr. alle tre modhold.

d) har denne bindeknast placeret på tagstenens i monsteringsstillingen laveste ende, jfr. alle tre modhold.'

Med skrivelse af 9. juli 1985 fremsendte ansøgeren derpå ændrede krav, hvoraf krav 1 lød således

»Tagsten og tilhørende binder, der er fremstillet af fjedertråd, hvilken tagsten er forsynet med en bindeknast på undersiden, idet tagstenen er indrettet til at understøttes på to lægter, og bindeknasten har en langsgående indre kanal, der udmunder mod tagstenens i monteringsstillingen laveste ende, hvorhos bindeknasten (8) er placeret på tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, k e n d e t e g n e t ved, at binderen (10-13) er således udformet, at den kan forløbe neden under lægten (4) ved tagstenens (6) i monteringsstillingens laveste ende, når den er indskudt nedefra i kanalen (9).«

I skrivelse af 12. februar 1986 anførte klageren, at efter den foretagne ændring af kravene burde disse ikke længere tage sigte på en tagsten med en til denne hørende binder, men på en binder til anvendelse på en tagsten. Klageren henstillede derfor, at indledningen til krav 1 ændredes til »Binder af fjedertråd til tagsten af den art, der er forsynet med en bindeknast på undersiden, idet ...... laveste ende«.

Ansøgeren indsendte derefter ved skrivelse af 18. februar 1986 ændrede krav og beskrivelse. Krav 1 lød således

»Tagsten (6) og tilhørende binder (10-13), der er fremstillet af fjedertråd, hvilken tagsten (6) er forsynet med en bindeknast (8) på undersiden, idet tagstenen (6) er indrettet til at understøttes på to lægter (4), og bindeknasten (8) har en langsgående indre kanal (9), der udmunder mod tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, hvorhos bindeknasten (8) er placeret på tagstenens (6) i monteringsstillingen laveste ende, k e n d e t e g n e t ved, at binderen (10-13) er således udformet, at den efter at være indskudt nedefra i bindeknastens (8) kanal (9) i dennes udmunding mod tagstenens i monteringsstillingen laveste ende, kan forløbe neden under den af lægterne (4), der understøtter tagstenen i denne ende, i mindst hele lægtens (4) bredde.«

Ved skrivelse af 5. maj 1986 besluttede Patentdirektoratet at udstede patent, på grundlag af den af ansøgeren med skrivelse af 18. februar 1986 fremsendte ændrede beskrivelse med krav, idet direktoratet ikke fandt, at der af klageren var fremført noget, der var til hinder for udstedelse af patent på grundlag af de ændrede krav.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 4. juli 1986 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse ændres således at indledningen til krav 1 bringes i overensstemmelse med klagerens forslag af 12. februar 1986. Klageren har herved navnlig anført at selve tagstenen med bindeknast er kendt, lige som det principielt er kendt at fastholde denne type tagsten ved hjælp af en binder af fjedertråd.

Med denne kendte teknik som grundlag går opfindelsen alene ud på en speciel udformning af binderen, således som den er defineret i patentkrav 1's kendetegnende del.....

Beskyttelsesomfanget bør ikke kunne søges udvidet fra selve binderen til også at omfatte en i og for sig kendt tagsten, til samvirke med hvilken binderen er udformet.

Ansøgeren har ved skrivelse af 17. september 1986 nedlagt påstand om,

principalt at direktoratets afgørelse stadfæstes,

subsidiært at sagen sendes tilbage til direktoratet med henblik på udstedelse af patent i overensstemmelse med de af klageren foreslåede ændringer af krav 1. Ansøgeren har anført, at et patents beskyttelsesomfang ifølge den danske patentlovs § 39 er bestemt ved patentkravene, og nærmere forståelse af patentkravene kan hentes fra beskrivelsen.

I patentbestemmelsernes § 10 er det nærmere angivet, at et patentkrav skal omfattes af en indledning, som indeholder en benævnelse for opfindelsen og en angivelse af den teknik, i forhold til hvilken opfindelsen udgør noget nyt, og en kendetegnende del, der indeholder det for opfindelsen nye og særegne.

Krav 1's kendetegnende del angiver alene binderens udformning, og patentbeskyttelsen omfatter derfor alene binderen.

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 3. maj 1988.

For klageren mødte ingeniør H.H. Andersen.

For ansøgeren mødte ingeniør H.O. Larsen.

Klageren anførte supplerende, at der er behov for en præcisering af, hvad opfindelsn går ud på. Når det alene er fastholdeorganet, der er nyt, medens tagstenen er kendt, bør beskyttelsesomfanget tilkendegives klart i patentskriftet.

Ansøgeren henholdt sig til, at alle gældende patentforskrifter er overholdt, og at der med den valgte formulering ikke kan rejses tvivl om beskyttelsens omfang.

Nævnet skal udtale

Det tiltrædes, at direktoratet har besluttet at udstede patent. Således som den kendetegnende del af krav 1 er udformet, findes det rettest, at kravet affattes i overensstemmelse med klagerens skrivelse af 12. februar 1986, således at klagerens påstand og ansøgerens subsidiære påstand tages til følge.

Herefter

bestemmes

Sagen tilbagesendes til direktoratet med henblik på udstedelse af patent, således at indledningen til krav 1 ændres til: Binder af fjedertråd til tagsten af den art, der er forsynet med en bindeknast på undersiden, idet ..... laveste ende.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Asger Nielsen. P. Terndrup Pedersen. Ansgar Sørensen.

Endelig adm. afgørelse 1988 51423 Valid

Indsigelse mod registrering af ansøgning om patent på »tagsten og tilhørende binder« blev afvist af Patentdirektoratet, efter at ansøger havde foretaget ændringer i patentkravene. Sagen blev indbragt for Patentankenævnet, der udtalte, at ansøgningen kunne tilbagesendes til direktoratet med henblik på udstedelse af patent, således at der blev foretaget en ændring i et patentkrav i overensstemmelse med indsigers påstand og ansøgers subsidiære påstand.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →