Legislator Case Law & Legislation
W19885140225 DK

Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 51402 Valid

Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1) (* 2)

År 1988, den 7. juli, blev i sagen j.nr. 88-14419, Danmarks Automobilforhandler Forening ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 12. april 1988 har Danmarks Automobilforhandler Forening klaget over en af Monopolrådet den 16. marts 1988 truffet beslutning om at offentliggøre en redegørelse om handelsmarginaler for reservedele til personbiler.

Klage over beslutningen er endvidere indgivet af Automobil-Importørernes Sammenslutning og af Mazda Automobiler, Kaj Andersen & Sønner A/S.

Dansk Automobilforhandler Forening har - ligesom de øvrige klagere - rejst en række indvendinger mod undersøgelsen. Om disse indvendinger henvises til den samtidig hermed afsagte kendelse i sagen.

Dansk Automobilforhandler Forening har desuden nedlagt særskilt påstand om, at Monopoltilsynet tilpligtes, forinden redegørelsen offentliggøres, at ændre tabel 5.2 (side 58 i redegørelsen) og foretage de heraf følgende ændringer i redegørelsen.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 25. maj 1988. På mødet var parterne til stede og udtalte sig.

Redegørelsens afsnit 5.2 er sålydende

»5.2 Forhandlernes omkostninger og indtjening ved salg af bilreservedele

I forbindelse med tilsynets besøg hos 115 bilforhandlere blev disse ud over at skulle oplyse priser på 30 reservedele bedt om at angive størrelsen af reservedelsomsætningen til personbiler samt specificere omkostningerne ved reservedelssalget. Da dette ikke har været muligt for alle de i undersøgelsen involverede bilforhandlere, indgår i det følgende kun tal fra de 83 bilforhandlere, hvorfra tilsynet har modtaget fuldstændige oplysninger om de adspurgte forhold.

I tabel 5.2 er vist omsætning, omkostninger og indtjening på autoreservedele hos de 83 bilforhandlere tilsammen i 1985.

Tabel 5.2 Omsætning, omkostninger og indtjening på autoreservedele hos bilforhandlere i alt i 1985, 83 virksomheder

---------------------------------------------------------------------

1.000 kr. % af (4) % af (10) --------------------------------------------------------------------- (1) Eksternt salg 306.508 (2) Internt salg 388.502 -------------------------------------------- (3) Omsætning 695.010 (4) Vareforbrug 455.503 -------------------------------------------- (5) Bruttoresultat 293.507 52,6 ------------------------------------------------------- (6) Arbejdsløn + gage vedr. reservedelssalg 69.196 15,2 47,0 (7) Reservedelssalgets andel af fællesomkostninger 57.941 12,7 39,4 (8) Finansieringsomkostninger 16.586 3,6 11,3 (9) Fragtomkostninger 3.459 0,8 2,3 --------------------------------------------------------------------- (10) Reservedelssalgets samlede omkostninger 147.182 32,3 100 --------------------------------------------------------------------- (11) Nettoresultat 92.325 20,3

---------------------------------------------------------------------

Af den samlede omsætning på 695 mio. kr. var ca. 44% eksternt salg, dvs. salg til ikke-forhandlerværksteder, servicestationer m.m.

I kapitel 2 er anført, at den uvejede gennemsnitlige bruttoavanceprocent hos bilforhandlerne var 79%, medens den med indkøbspriserne vejede bruttoavanceprocent var 52%. Dette svarer nøje til det i tabel 5.2 opnåede bruttoresultat.

Bilforhandlernes bruttoavance ved reservedelssalget er dermed langt højere end avancen ved salg af nye biler, der i gennemsnit for de 13 bilmodeller i undersøgelsen androg 8,3%.

Reservedelssalgets samlede omkostninger udgør 32,3% af vareforbruget, således at bilforhandlernes nettoresultat bliver 20,3% ligeledes af vareforbruget. Af omkostningerne udgør arbejdsløn + gager næsten halvdelen, finansieringsomkostningerne kun ca. 11%.«

I forbindelse med den høring, som blev gennemført forud for Monopoltilsynets beslutning om offentliggørelse af redegørelsen, anførte klagerne i skrivelse af 18. februar 1988 bl.a. følgende

»Den realiserede bruttoavance er søgt belyst i undersøgelsens tabel 5.2, som omfatter 83 bilforhandleres reservedelsafdelinger.

Tabellen viser en samlet omsætning på kr. 695.010.000 fordelt på eksternt salg kr. 306.508.000 og internt salg til eget værksted på kr. 388.502.000.

Vi går ud fra, at omsætningen på det eksterne salg er fratrukket den i forbindelse med dette salg ydede rabat. Derimod opfatter vi omsætningen for internt salg til eget værksted som bruttoomsætning uden fradrag for rabat til eget værksted.

Såfremt dette er tilfældet, giver tabellen et ukorrekt billede af den realiserede bruttoavance.

I undersøgelsens afsnit 1.4.2 anføres det korrekt, at avancen ved videresalg til værksted deles mellem værksted og reservedelsafdeling.

Den egentlige årsag hertil kan tilskrives Monopoltilsynet. Som følge af permanente og midlertidige prislove har tilsynet næsten uafbrudt siden 2. Verdenskrig kontrolleret værkstedernes timepriser. Der henvises til Monopoltilsynets undersøgelse af forholdene i autoreparationsbranchen 1973. Ved alle prisfastsættelser, herunder også de af tilsynet fastsatte kalkulationsregler i 1974, har tilsynet krævet, at værkstedet skulle indtægtsføre ca. halvdelen af bruttoavancen på reservedele svarende til ca. 20% af værkstedets reservedelsomsætning. Der blev herigennem opnået en regnskabsmæssig ligestilling i indtjeningsvilkår mellem forhandlerværksteder og ikke-forhandlerværksteder. Denne praksis har kraftigt påvirket størrelsen af forhandlerværkstedernes timepriser, således at de i dag gældende timepriser uden denne »indtægt« ville være væsentligt højere.

Vi går ud fra, at det må bero på en fejltagelse, såfremt tilsynet ved beregning af reservedelsafdelingens bruttoavance »tilbagefører« den del af avancen på reservedele, som tilsynet hidtil har forlangt tilskrevet værkstedet ved fastsættelse af timepriser i overensstemmelse med prislovgivningen.

En korrektion af omsætningstallet for internt salg i tabel 5.2 i overensstemmelse med tilsynets hidtidige praksis indebærer, at beløbet for internt salg skal reduceres med 20% til kr. 310.802.000. Dette medfører, at bruttoresultatet reduceres til kr. 161.807.000 og den realiserede bruttoavance herefter andrager 35,5% i stedet for som anført 52,6%. Nettoresultatet for de 83 virksomheder bliver herefter 14.625.000 og nettoavancen 3,2% i stedet for 20.3%. Dette er baseret på tilsynets egne tal og praksis.

Vi går ud fra, at tabel 5.2 korrigeres i overensstemmelse med foranstående.'

Disse indsigelser blev ikke taget til følge af Monopolrådet ved dettes møde den 16. marts 1988. Efter at klagerne i skrivelse af 22. marts 1988 havde fastholdt deres indsigelser mod tabel 5.2, blev sagen behandlet på ny af rådet på dettes møde den 6. april 1988. Rådet fastholdt sit standpunkt, hvilket blev meddelt klagerne ved følgende skrivelse af 6. april 1988

»Danmarks Automobilforhandler Forening har ved skrivelse af 22. marts 1988 anmodet om, at spørgsmålet om den endelige redigering af redegørelsen om handelsmarginaler for reservedele til personbiler på ny forelægges for Monopolrådet.

Som begrundelse herfor anfører foreningen, at direktoratet over for Monopolrådet har foretaget en misfortolkning af foreningens argumentation i høringssvaret af 18. februar 1988, og det anføres, at den misfortolkning, der er udtrykt i referatet til Monopolrådet, på afgørende måde har medvirket til, at rådet har afvist at korrigere redegørelsens tabel 5.2 i overensstemmelse med foreningens opfattelse.

Foreningens henvendelse har herefter været forelagt Monopolrådet på mødet den 6. april 1988, og rådet har ikke fundet, at oplysningerne i foreningens skrivelse af 22. marts 1988 er af en sådan karakter, at det giver tilsynet anledning til at ændre redigeringen af redegørelsen, herunder at foretage den af foreningen ønskede korrigering af tabel 5.2.

Rådet har ved afgørelsen lagt vægt på, at oplysningerne i redegørelsens tabel 5.2 om bilforhandlernes omsætning, omkostninger og indtjening ved salg af autoreservedele er baseret på det regnskabsmateriale, tilsynet har modtaget fra de enkelte bilforhandlere, samt at bilforhandlerne i den største del af perioden - ca. 2/3 af tiden - efter kalkulationsreglernes ophævelse og frem til udgangen af 1985 ikke har været underlagt begrænsninger med hensyn til kalkulation af priserne. Foreningens ønske om at korrigere tabel 5.2 er derfor baseret på en forudsætning om, at forhandlerne skulle have fulgt samme kalkulationsmønster efter prisindgrebets ophævelse som før dettes indførelse, hvilket ikke kan anses for sandsynligt, og som heller ikke umiddelbart har givet sig udtryk i det regnskabsmateriale, tilsynet har modtaget fra branchen.

Samtidig skal man over for foreningen bekræfte, at såvel foreningens høringssvar af 18. februar 1988 som skrivelsen af 22. marts 1988 vil blive vedlagt som bilag til redegørelsen.« Klagerne Danmarks Automobilforhandler Forening har bl.a. anført, at tilsynet gennem tiden har fastsat kalkulationsregler, hvor tilsynet har krævet, at værkstedet skulle indtægtsføre ca, halvdelen af bruttoavancen på reservedele, og at dette har påvirket forhandlerværkstedernes timepriser i nedadgående retning. Tilsynets nægtelse af at tage hensyn til disse forhold i tabel 5.2 skaber et forvrænget billede af automobilforhandlernes indtjeningsforhold ved salg af reservedele til personbiler. Monopoltilsynet har til det anførte bemærket, at tabel 5.2 giver en belysning af bilforhandlernes (reservedelsafdeling og værksteds) omsætning, omkostninger og indtjening på reservedele. For så vidt angår den omtalte deling af avancer mellem forhandler og værksted, har Monopoltilsynet gjort gældende, at de kalkulationsregler, Dansk Automobilforhandler Forening har henvist til, blev ophævet i 1980, således at forhandlerne i den efterfølgende periode har haft lejlighed til at foretage sådanne justeringer af prisfastsættelsen for værkstedspriser og reservedele med henblik på at etablere en prisstruktur svarende til forholdene før tilsynets indgreb i 1974.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Automobilforhandlernes samlede bruttoavance fremkommer som resultat af forskellige aktiviteter med forskellig avance: Nyvognssalg, brugtvognssalg, værkstedsarbejder (excl. reservedelssalg), reservedelssalg m.v. Monopoltilsynets undersøgelse er afgrænset til eet af disse områder, reservedelssalget, men omfatter hele dette salg, hvad enten dette sker gennem reservedelsafdeling eller værksted. Nævnet finder ikke, at det kan kritiseres, at Monopoltilsynet ved beregningen af avancen ikke har taget hensyn til den interne rabat, som ydes ved fakturering af reserverdele fra forhandleren til dennes eget værksted. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge tilsynet at ændre tabel 5.2.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets afgørelse af 16. marts 1988 vedrørende tabel 5.2 i redegørelsen stadfæstes.

Endelig adm. afgørelse 1988 51402 Valid

Dansk Automobilforhandler Forening klagede over et særligt afsnit i en redegørelse om handelsmarginaler for reservedele til personbiler, idet man fandt at Monopoltilsynet ved beregningen af avancen på reservedele ikke havde taget hensyn til den interne rabat, som ydes ved virksomhedernes fakturering af reservedele til eget værksted.

Monopol-ankenævnet fandt ikke anledning til at kritisere den af Monopoltilsynet anvendte fremgangsmåde.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →