Legislator Case Law & Legislation
W19882650025 DK

Anvendelse af fremmede nationers flag - straffelovens regler

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 26500 Historic

Anvendelse af fremmede nationers flag - straffelovens regler

Ved skrivelse af 21. februar 1988 til Danmarks Radio klagede Dansk Zionistforbund over, at TV-Avisen i et indslag den 20. februar 1988 fra kl. 19.36 til kl. 19.38 havde benyttet et skamferet israelsk flag som baggrundsgrafik. Den blå-hvide flagdug var afrevet i yderste højre side og gennemhullet af skudsalver, således at hullerne i flaget strakte sig fra nederste venstre hjørne til øverste højre hjørne. Forbundet anså det for anstødeligt og ærekrænkende at vise et lands flag, således som det blev gjort i den pågældende udsendelse.

Programdirektøren i TV besvarede ved skrivelse af 9. marts 1988 klagen således

»Anvendelsen af »et skamferet israelsk flag« skete i forbindelse med et indslag om det israelske militærs indsats mod demonstrerende palæstinensere blandt andet på Vestbredden. Her vistes blandt andet endnu engang billeder af en ung palæstinenser, som blev pryglet - billeder, som har været med til at vække omverdenens opmærksomhed og ført til voldsom international kritik af Israel. På den baggrund finder jeg ikke den grafiske vignet »anstødelig og ærekrænkende«, men vi må tage til efterretning, at vignetten utilsigtet har kunnet opfattes som en kommentar i sagen. Denne omstændighed vil indgå i de overvejelser, vi har om generelt at indskrænke anvendelsen af flag som symboler mest muligt. Heri ligger dog ikke et tilsagn om, at »flag fra alle nationer skal og bør fremtone uplettet i nyhedsudsendelserne«, men i de tilfælde, hvor flag indgår i en grafiske kombination vil det ske med varsomhed.'

Ved skrivelse af 20. marts 1988 påklagede Dansk Zionistforbund programdirektørens svar til Generaldirektøren for Danmarks Radio

Generaldirektøren svarede ved skrivelse af 14. april 1988, at han ikke havde noget at føje til Programdirektørens svar af 9. marts 1988, idet han havde bemærket sig, at TV-Aktualitetsafdelingen havde generelle overvejelser om at indskrænke anvendelsen af flag som symboler mest muligt og ville udvise varsomhed, hvor flag indgår i en grafisk kombination

Ved skrivelse af 17. maj 1988 påklagede Dansk Zionistforbund Generaldirektørens svar til Radionævnet.

Generaldirektøren har ikke haft noget at tilføje til korrespondancen i sagen.

Radionævnet skal udtale

Efter straffelovens § 110e straffes blandt andet den, der offentligt forhåner en fremmed nations flag.

Radionævnet finder det herefter utilstedeligt, at TV-Avisen i et indslag den 20. februar 1988 om det israelske militærs indsats mod demonstrerende palæstinensere blandt andet på Vestbredden har anvendt et skamferet israelsk flag, der var afrevet i yderste højre side og gennemhullet af skudsalver fra nederste venstre hjørne til øverste højre hjørne, som baggrundsgrafik.

Radionævnet pålægger herved i medfør af § 18, stk. 2, i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed Danmarks Radio i den første kl. 19.30-TV-Avis efter denne kendelses modtagelse at give meddelelse om indholdet af den udtalelse, Radionævnet har afgivet i de to foranstående afsnit.

Endelig adm. afgørelse 1988 26500 Historic

TV-Avisen benyttede i et indslag den 20. februar 1988 fra kl. 19.36 til kl. 19.38 et skamferet israelsk flag som baggrundsgrafik.

Radionævnet udtalte, at det efter straffelovens § 110 e er strafbart offentligt at forhåne en fremmed nations flag. Radionævnet fandt det herefter utilstedeligt, at TV-Avisen i det pågældende indslag havde anvendt det skamferede israelske flag. Radionævnet pålagde Danmarks Radio i den første kl. 19.30-TV-Avis efter kendelsens modtagelse at give meddelelse om Radionævnets udtalelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →