Legislator Case Law & Legislation
W19882615025 DK

Krav til omtale af personer under udøvelsen af offentlige hverv

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 26150 Historic

Krav til omtale af personer under udøvelsen af offentlige hverv

Ved skrivelse af 25. august 1987 til Radio Fyn klagede socialudvalgsformand Bent Jørgensen over, at Radio Fyn samme dag kl. 6.30 og kl. 7.30 havde hængt ham ud som »en af rygtesmedene« i Erna Kragh-sagen. Erna Kragh var for flere år siden hjemmehjælper hos en nu afdød mand, og rygterne gik ud på, at hun fra ham havde erhvervet et betydeligt beløb. Klageren bestred at have sat noget rygte i gang. Erna Kragh udtalte selv til Fyns Stiftstidende den 3. juni 1987, at hun var rystet over bysladderen i Glamsbjerg, hvorefter hun skulle have arvet den pågældende mand. Klageren fandt det på baggrund af artiklen nødvendigt at lade socialforvaltningen undersøge sagen. Det viste sig da, at der i 1984 var blevet hævet et betydeligt beløb på den afdøde mands bankbøger. Klageren, der havde til hensigt at anmode politiet om at undersøge, hvor den gamle mands penge var blevet af, orienterede derefter den 9. juni 1987 på et lukket møde kommunalbestyrelsen om Erna Kragh-sagen. Umiddelbart efter det lukkede møde blev klagerens udtalelser i fordrejet form videregivet til pressen.

Programchefen for Radio Fyn afviste klagen ved skrivelse af 3. november 1987, hvori det anføres, at udsagnet om »..... en af rygtesmedene« skal ses i den større sags sammenhæng, hvor ord af den karakter - såvel som »sladder«, »bysladderen« - var dagligt gennemgående i den offentlige debat og derfor ikke bør anskues isoleret i en så kompliceret og ømtålelig sag og heller ikke bør anskues isoleret i forhold til Radio Fyns lange gennemgang og behandling af sagen.

Ved skrivelse af 17. november 1987 påklagede socialudvalgsformand Bent Jørgensen programchefens afgørelse til generaldirektøren for Danmarks Radio

Generaldirektøren meddelte i skrivelse af 22. januar 1988, at han havde gennemgået sagen, herunder gennemlyttet de pågældende indslag. Han fandt herefter, at de centrale dele af de påklagede udsendelser var følgende

»Kl. 6.30: En af rygtesmedene var formanden for Socialudvalget i Glamsbjerg, socialdemokraten Bent Jørgensen. På et lukket møde i Kommunalbestyrelsen satte han nærmest sit politiske liv ind på at få opklaret, hvem der havde fjernet mandens penge. Han nævnte, at to kvinder kunne komme på tale.

Og den ene var Erna Kragh.

Senere har Glamsbjergs borgmester, Hans Stougård, i Kommunalbestyrelsen sagt, at der ikke var grundlag for at anklage Erna Kragh. Og det er altså samme konklusion, kriminalpolitiet er kommet frem til. Det er nu op til Statsadvokaten, om politiet skal undersøge sagen nærmere. Men som kriminalkommissær Bjarne Eriksen siger: - Manden var ikke umyndiggjort. Han kunne råde over sine penge, som han selv ville.«

Kl. 7.30

Politikere i Glamsbjerg har udpeget formanden for Socialudvalget, Bent Jørgensen, som en af rygtesmedene, fordi han på et lukket kommunalbestyrelsesmøde gjorde meget ud af at få opklaret, hvem der har fjernet mandens penge. Han nævnte, at kun to kvinder kunne komme på tale, og den ene var Erna Kragh.

Det er ikke korrekt, at jeg optrådte som rygtesmed. Rygterne gik allerede på det tidspunkt i byen, og de var så belastende for både Erna Kragh og kommunen, at jeg følte, at det var min opgave at give Kommunalbestyrelsen en redegørelse for lukkede døre, siger Bent Jørgensen her til morgen til Radio Fyn. Det er heller ikke rigtigt, at jeg har sagt, at jeg ville sætte mit politiske liv ind på at få den sag opklaret, men jeg ville gøre meget for det, forklarer Glamsbjergs socialudvalgsformand.

Senere har Glamsbjergs borgmester ......'.

Det afgørende punkt i sagen var efter generaldirektørens opfattelse spørgsmålet om det journalistisk forsvarlige i Radio Fyns anvendelse af betegnelsen »Rygtesmed« om socialudvalgsformanden i udsendelsen kl. 6.30, hvor formanden ikke fik lejlighed til at kommentere sagen.

Generaldirektøren udtalte herefter følgende

»Jeg finder det naturligt, at en offentlig debat smitter af på den dækning, der finder sted i Danmarks Radios udsendelser - herunder også, at udtalelser og begreber i et vist omfang anvendes i vore udsendelser på linie med den anvendelse, der finder sted i de øvrige medier.

Med hensyn til udsendelsen kl. 6.30 finder jeg imidlertid, at omtalen af Deres rolle i den såkaldte Erna Kragh-sag ikke var tilstrækkelig nuanceret til at kunne stå alene, og at indslaget dermed efterlod lytterne med indtrykket af, at De personligt var ophavsmand til de omhandlede rygter, hvilket jeg beklager.

Jeg finder ikke anledning til at kritisere den skete omtale af sagen og Deres rolle i denne i udsendelsen kl. 7.30 . Min begrundelse herfor er dels, at Radio Fyn markerede en distance til oplysningen om, at De skulle være rygtesmed, dels at De selv fik lejlighed til at kommentere sagen i udsendelsen. Lytterne fik hermed mulighed for selv at tage stilling til de oplysninger, der blev givet.

En sådan opfølgning af et mangelfuldt indslag finder jeg både rigtig og hensigtsmæssig, og det er da også på denne måde, vi i almindelighed søger at afhjælpe fejl i vore udsendelser.«

Ved skrivelse af 29. januar 1988 påklagede socialudvalgsformand Bent Jørgensen generaldirektørens afgørelse til Radionævnet. Socialudvalgsformanden anførte heri, at han ikke kunne acceptere generaldirektørens forsvar for Radio Fyn.

Generaldirektøren har i skrivelse af 11. februar 1988 til Radionævnet anført, at der i hans anvendelse af ordet »opfølgning« i sidste afsnit af den del af hans svar, der er citeret ovenfor, ikke automatisk kan indfortolkes et initiativ fra Danmarks Radios side, men alene at et indslag f.eks. uddybes eller eventuelt korrigeres i et efterfølgende indslag, uanset hvorfra initiativet til en sådan opfølgning måtte komme. Generaldirektøren har i øvrigt henholdt sig til sit svar af 22. januar 1988.

Radionævnet skal udtale

Det tiltrædes, at sagens problemstilling er, om det har været journalistisk forsvarligt, at Radio Fyn i de to morgenudsendelser har anvendt betegnelsen »Rygtesmed« om socialudvalgsformanden.

Det var velbegrundet, at socialudvalgsformanden i begyndelsen af juni 1987 ønskede undersøgt, om der ved de betydelige udtræk på den nu afdøde mands bankbøger i 1984 var foregået noget, der kunne kritiseres, og at socialudvalgsformanden på et lukket møde den 9. juni 1987 orienterede kommunalbestyrelsen herom.

Radionævnet finder det på baggrund heraf utilstedeligt, at Radio Fyn i de to påklagede udsendelser har betegnet socialudvalgsformanden som »en af rygtesmedene«. Dette gælder også udsendelsen kl. 7.30, selv om denne anfører unavngivne politikere i Glamsbjerg som kilder og giver socialudvalgsformanden lejlighed til kommentar.

Endelig adm. afgørelse 1988 26150 Historic

Radio Fyn havde den 25. august 1987 kl. 6.30 og kl. 7.30 omtalt en socialudvalgsformand som »en af rygtesmedene« i en konkret sag.

Radionævnet udtalte i kendelsen, at det havde været velbegrundet, at socialudvalgsformanden i begyndelsen af juni 1987 ønskede undersøgt, om der ved de betydelige udtræk på en nu afdød mands bankbøger i 1984 var foregået noget, der kunne kritiseres, og at socialudvalgsformanden på et lukket møde den 9. juni 1987 orienterede kommunalbestyrelsen herom. Radionævnet fandt det på baggrund heraf tilstedeligt, at Radio Fyn i de to påklagede udsendelser havde betegnet socialudvalgsformanden som »en af rygtesmedene«.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →