Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine arbejdsmuligheder (* 1)

Kontanthjælp - tilbagebetaling - ubegrundet arbejdsophør - tilbagebetalingsperiodens længde - udnyttet sine arbejdsmuligheder (* 1)

Bistandsloven giver ikke mulighed for at fastsætte tidsmæssig

begrænsning af tilbagebetalingskravet vedrørende kontanthjælp, der

ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at påtage sig

eller fortsætte med at arbejde.

Tilbagebetalingspligten efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1,

vedvarer og kan først bringes til ophør, når ansøgeren efter en

konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet reelle

bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. bistandslovens § 40,

stk. 1.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager vedrørende spørgsmålet

I sagen

20107-86 fik M udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, med virkning fra 2. august 1984 indtil han påny kom i arbejde den 18. marts 1985.

M fandtes fra slutningen af januar 1985 at have udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at komme i arbejde, at tilbagebetalingspligten måtte anses for ophørt på dette tidspunkt.

Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses lagde Ankestyrelsen endvidere vægt på, at M havde modtaget kontanthjælp i en forholdsvis lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et forholdsvis stort beløb.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at når det sociale udvalg ikke havde pligt til at kræve tilbagebetaling, kunne udvalget beslutte at indskrænke tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.

I sagen 20167-88 fik K udbetalt kontanthjælp mod tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, som følge af ubegrundet opgivelse af et jobtilbud, der blev påbegyndt den 29. juli 1985. Hjælpen ophørte pr. 31. august 1986.

K søgte efterfølgende om bortfald af tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen fandt ikke, at K i den omhandlede hjælpsperiode havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at få arbejde som kunne bevirke, at tilbagebetalingspligten bringes til ophør.

Betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, fandtes således også at have været opfyldt i tiden efter udløbet af 9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for kontanthjælp fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.

Redegørelse for de enkelte sager

1. J.nr. 20107-86.

En ung mand M søgte den 2. august 1984 socialforvaltningen om kontanthjælp.

M havde senest været i arbejde fra 24. april 1984. Han sygemeldte sig den 8. maj 1984 til arbejdsgiveren.

M blev den 21. maj 1984 opsagt fra sit arbejde, da han ikke havde ladet høre fra sig under sygefraværet.

Det sociale udvalg bevilgede M hjælp til underhold og betaling af fagforeningskontingent. M havde ikke andre faste udgifter.

Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

M fik i oktober 1984 bevilget hjælp til dækning af en boligudgift på 750 kr. pr. måned. Hjælpen blev fortsat ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

M blev den 29. januar 1985 via arbejdsformidlingen henvist til en ansættelsessamtale. M fik ikke arbejdet.

M fik den 18. marts 1985 arbejde.

M's gæld til det sociale udvalg udgjorde da ca. 37.000 kr.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse, hvorefter den kontanthjælp, M havde modtaget i tiden fra 2. august 1984 til 18. marts 1985, var udbetalt med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Amtsankenævnet begrundede sin afgørelse med, at M selv havde givet anledning til fyringen den 21. maj 1984, idet han ikke havde dokumenteret sit fortsatte sygefravær med en lægeerklæring eller lignende.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der forelå tilbagebetalingserklæringer underskrevet af M, hvoraf fremgik, at M var orienteret om tilbagebetalingskravet.

Genoptagelse af sagen

Ankestyrelsen afviste den 11. februar 1986 at behandle sagen, da sagen ikke fandtes at være af principiel betydning.

M's fagforening klagede til Folketingets Ombudsmand. Fagforeningen anførte, at spørgsmålet om længden af den periode, hvori der kunne ydes kontanthjælp imod tilbagebetaling, var af principiel karakter. Fagforeningen tilføjede, at den ofte var stødt på problemet i forbindelse med hjælp til medlemmerne.

Folketingets Ombudsmand anførte bl.a. i sin udtalelse af 26. maj 1987

»og så fordi anvendelsen af bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, er fakultativ (valgfri) for det sociale udvalg, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt udvalget selv (oprindelig eller på et senere tidspunkt) kan fastsætte en tidsbegrænset tilbagebetalingsperiode.«

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 37, § 38 (nu bistandslovens § 40).

Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, giver det sociale udvalg hjemmel til at træffe beslutning om tilbagebetaling. Bestemmelsen giver imidlertid ikke det sociale udvalg pålæg om at kræve tilbagebetaling af hjælp, når betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Da det sociale udvalg ikke havde pligt til at kræve tilbagebetaling, fandt Ankestyrelsen, at udvalget kunne beslutte at indskrænke tilbagebetalingspligten til kun at omfatte en del af det beløb, der var mulighed for at kræve tilbagebetalt i sin helhed.

Ved vurderingen af om tilbagebetalingsperioden burde tidsbegrænses, måtte det tages i betragtning, at M havde modtaget kontanthjælp i en forholdsvis lang periode, og at der således var tale om tilbagebetaling af et forholdsvis stort beløb.

Ankestyrelsen henviste endvidere til bistandslovens § 38 (nu bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsatte, at den, der søgte hjælpen, havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Der måtte således lægges vægt på, om M havde udfoldet reelle bestræbelser på at få et arbejde.

Ankestyrelsen fandt, at M fra slutningen af januar 1985, hvor han efter henvisning fra arbejdsformidlingen havde en ansættelsessamtale om et arbejde - som han dog ikke fik - havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at komme i arbejde. Tilbagebetalingspligten måtte derfor anses for ophørt på dette tidspunkt. Det vil sige, at M ikke havde pligt til at tilbagebetale kontanthjælp, der var ydet ham efter den 29. januar 1985.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale udvalg til beregning af den tilbagebetalingspligtige del af kontanthjælpen i overensstemmelse med, at tilbagebetalingspligten var ophørt for hjælp ydet efter den 29. januar 1985.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra amtsankenævnet.

2. J.nr. 20167-88.

En 22-årig kvinde K påbegyndte den 29. juni 1985 et job som langtidsledig i et privat firma.

Hun blev senere afskediget på grund af udeblivelse.

K fik herefter udbetalt kontanthjælp fra sin daværende bopælskommune.

Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 som følge af det misligholdte arbejdstilbud.

K flyttede pr. 1. februar 1986 til den nuværende bopælskommune,der fortsatte udbetalingen af kontanthjælp med tilbagebetalingspligt. Hjælpen ophørte pr. 1. september 1986.

K søgte den 2. juli 1987 den nuværende bopælskommune om frafald af tilbagebetalingspligten vedrørende den kontanthjælp, der var udbetalt hende af kommunen i perioden 3. februar til 31. august 1986 med ialt 23.822 kr. K begrundede sin ansøgning med, at hun havde planer om at påbegynde et uddannelsesforløb af mindst 5 års varighed, og at hun derfor ikke ville have midler til at tilbagebetale i denne periode.

Det sociale udvalg meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til, at den hjælp, der var ydet K i den ovennævnte periode, var en fortsættelse af hjælp ydet af den tidligere bopælskommune, der havde fastsat tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af misligholdt arbejdstilbud. K havde endvidere efterfølgende fået karantæne i sin arbejdsløshedskasse og kunne på grund af manglende opfyldelse af beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 ikke genindtræde i retten til arbejdsløshedsdagpenge, før hun opnåede 1040 timers beskæftigelse.

Det sociale udvalg fandt ikke, at der i K's ansøgning var oplyst forhold, der ændrede grundlaget for fastsættelse af tilbagebetalingspligt. Efter udvalgets opfattelse kunne den omstændighed, at K planlagde et uddannelsesforløb ikke i sig selv bevirke, at beløbet på daværende tidspunkt kunne betragtes som uerholdeligt.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at ophæve tilbagebetalingspligten for den del af tilbagebetalingskravet, der lå efter udløbet af jobtilbudsperioden (dvs. fra 29. april 1986).

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at betingelserne for fastsættelse af tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kun havde foreligget opfyldt for den del af kontanthjælpen, som var udbetalt K i den periode, hvor hun ville have haft indtægter fra sit job som langtidsledig (29. juli 1985 - 29. april 1986). Efter dette tidspunkt skyldes K's behov for kontanthjælp, at hun havde fået karantæne fra sin arbejdsløshedskasse, hvilket ikke kunne henføres under bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet anførte efterfølgende overfor det sociale udvalg, at det afgørende for nævnets vurdering af begrænsningen af tilbagebetalingspligten var, at et 9 måneders arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige betragtes som begrænset til dette tidsrum, og som sådan vil der ikke bevisligt stå noget arbejdstilbud åbent for medlemmet efter de 9 måneder.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der henviste til, at afslaget på frafald af tilbagebetalingskravet for den hjælp, der var ydet af kommunen i perioden 3. februar til 31. august 1986 var begrundet i, at forudsætningerne for fastsættelse af tilbagebetalingspligten fortsat var ubegrundet opgivelse af et arbejde, og dette grundlag var ikke ændret siden tildelingen af hjælp.

For så vidt angik varigheden af det konkrete arbejdstilbud, var det udvalgets opfattelse, at lov om arbejdstilbud til ledige ikke lægger op til, at arbejdstilbuddets længde nødvendigvis er begrænset til 9 måneder.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, § 38 (nu § 40, stk. 1).

Pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, som ændret ved Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen lagde til grund, at bistandsloven ikke giver mulighed for at fastsætte tidsmæssige begrænsninger af tilbagebetalingskravet vedrørende kontanthjælp, der ydes som følge af en ansøgers ubegrundede vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde.

Ankestyrelsen fandt herefter, at tilbagebetalingspligten efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, vedvarer og først kan bringes til ophør, når ansøgeren efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde har udfoldet reelle bestræbelser for påny at komme i arbejde, jf. herved bistandslovens § 38 (nu bistandslovens § 40, stk. 1), hvorefter ydelse af hjælp forudsætter, at den, der søger hjælpen, har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Efter oplysningerne i sagen fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at K i den omhandlede hjælpsperiode havde udfoldet sådanne reelle bestræbelser på at få arbejde, som kunne bevirke, at tilbagebetalingspligten blev bragt til ophør.

Ankestyrelsen fandt derfor, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, havde været opfyldt også i tiden efter udløbet af 9 måneders perioden den 29. april 1986, idet K's behov for kontanthjælp fortsat skyldtes ubegrundet opgivelse af arbejde.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse skulle ikke medføre, at det sociale udvalg kunne genpålægge tilbagebetalingspligt for den del af den ydede kontanthjælp, for hvilken amtsankenævnet havde ophævet tilbagebetalingskravet.

Spørgsmål om fastsættelse af tidsmæssig begrænsning af tilbagebetalingskrav i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr.

1.