Uddannelseshjælp - flygtninge (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Uddannelseshjælp - flygtninge (* 1) (* 2)
Redegørelse for de enkelte sager
1. J.nr. 10798-88.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En 36-årig flygtning A havde som uddannelsesmæssig baggrund 12 års skolegang i sit hjemland samt 1 års matematikstudier. A underviste i 6 år som matematik/fysiklærer i sit hjemland. A gennemgik i Danmark integrationsprogram under Dansk Flygtningehjælp samt gymnasialt indslusningskursus for flygtninge med hjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, og blev optaget på Danmarks Tekniske Højskole.
Om A's helbredsmæssige forhold var oplyst, at A er fysisk og psykisk rask.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på fortsat støtte i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, til studium på Danmarks Tekniske Højskole.
Social- og sundhedsforvaltningen fandt, at A's sprogvanskeligheder og kulturelle egenart var et generelt problem for flygtninge, men at dette forud for optagelse på Danmarks Tekniske Højskole var søgt afhjulpet så langt, at A måtte anses for at være i stand til at studere på lige fod med andre og herunder om nødvendigt tage supplerende erhvervsarbejde (studenterjob).
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev indanket af Studenterrådgivningen.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Studenterrådgivningen gjorde rede for A's sproglige vanskeligheder, herunder at A's ordforråd var temmelig begrænset. Det var anført, at A skulle koncentrere sig ekstra meget for at følge undervisningen på grund af det sproglige handicap. Dertil var der vanskelighed ved tilegnelse af lærebogsstoffet, som udover dansk fandtes på tysk og svensk. En ny ordning med opdeling af de studerende i studiegrupper var det vanskeligt for A at få udbytte af, da sprogproblemer medførte, at A havde vanskeligt ved at følge samtaler i gruppen, ligesom de andre havde vanskeligt ved at forstå A.
Studenterrådgivningen anførte, at den tidsmæssige belastning af undervisningen normalt skønnedes at udgøre 45-50 timer, men at der for udlændinge måtte lægges 15-20 timer oveni, hvorved A under ingen omstændigheder kunne påtage sig erhvervsarbejde ved siden af studierne.
Om A's psykiske og sociale forhold anførte Studenterrådgivningen, at A i en periode havde haft klager over tiltagende hovedpine og svien i øjnene samt spændinger i hals og nakke.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 42, stk. 1.
Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 3 og 11.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Efter de foreliggende oplysninger om A's helbred og hidtidige uddannelse og erhvervsmæssige erfaring, som er suppleret med danske sprogkundskaber, fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at pålægge social- og sundhedsforvaltningen at yde A støtte efter bistandslovens § 42, stk. 1, i forbindelse med den igangværende uddannelse.
Ankestyrelsen tiltrådte således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse.
2. J.nr. 15577-88
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En 25-årig flygtning B havde som uddannelsesmæssig baggrund 9 års skolegang i sit hjemland og 2 år i USA. Desuden bestod B i udlandet en universitetsegnet studentereksamen.
B gennemførte Dansk Flygtningehjælps skole og bestod folkeskolens afgangsprøve i dansk. B gennemgik i Danmark det gymnasiale indslusningskursus for flygtninge.
I september 1987 startede B på Danmarks Tekniske Højskole og modtog hjælp efter bistandslovens § 42 indtil december 1987, mens ansøgningen blev behandlet. I foråret 1988 holdt B orlov fra studierne.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Social- og sundhedsforvaltningen fandt, at B ikke opfyldte betingelserne for hjælp til uddannelse som civilingeniør i henhold til bistandslovens § 42, stk. 1, med henvisning til, at B var rigeligt kompenseret og bragt på niveau med øvrige studerende.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev indanket af Studenterrådgivningen.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Studenterrådgivningen anførte, at Danmarks Tekniske Højskole ved sin tilrettelæggelse havde vist, at flygtningestuderende ikke var på niveau med danske studerende, da der fx bevilges ekstra eksamenstid samt mulighed for ekstra undervisning, specielt i de indledende teoretiske fag. En flygtningestuderende måtte påregne 15 til 20 timer mere ugentligt til sit studium end de 45 til 50 timer, som man regnede med en dansk studerende skulle anvende. Desuden ville opgaver, bøger o.lign. blive læst langsommere og krævede større koncentration for en flygtning. Det sproglige handicap medførte således store tidskrav, hvortil kom de kulturelle og psykosociale problemer.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 42, stk. 1.
Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 3 og 11.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte social- og sundhedsforvaltningens afgørelse med den deri givne begrundelse.
Uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42, stk. 1, til studium på Danmarks Tekniske Højskole kunne ikke bevilges til to flygtninge, idet de var bragt i stand til at studere på lige fod med andre.