Legislator Case Law & Legislation
W19881928725 DK

Flyttehjælp - ændring af en begunstigende forvaltningsakt - tilbagebetaling (* 2)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1988 19287 Historic

Flyttehjælp - ændring af en begunstigende forvaltningsakt - tilbagebetaling (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

Et ægtepar søgte den 12. januar 1988 om hjælp i forbindelse med flytning til B kommune til depositum kr. 13.500 og første måneds husleje kr. 4.500. Familien skulle flytte, da ejerboligen i A kommune var sat på tvangsauktion den 22. januar 1988. Ægteparret, der havde arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende, havde afhændet virksomheden med en gæld på ca. 1,8 mill.kr.

Ægteparret anførte, at de forventede hurtigt efter flytningen at være i arbejde igen.

A kommune ansøgte den 13. januar 1988 B kommune om samtykke efter bistandslovens § 47, stk. 2.

Det sociale udvalg i A kommune behandlede sagen i møde den 18. januar 1988, og der blev bevilget depositum samt 1 måneds husleje med tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ægteparret fik meddelelse om socialudvalgets afgørelse ved henvendelse til kommunen den 19. januar 1988. Familien fik samtidig at vide, at B kommune ikke ville give samtykke efter § 47, stk. 2, og at sagen derfor skulle forelægges socialudvalgets formand.

Socialudvalgets formand fandt, at der burde gives afslag på hjælp til flytning under hensyn til, at B kommune havde givet afslag på samtykke. Socialudvalget var ikke bekendt hermed, da afgørelsen af 18. januar 1988 var truffet.

Socialudvalgets formands afgørelse blev meddelt ægteparret den 20. januar 1988.

A kommune modtog den 21. januar 1988 skriftligt afslag fra B kommune på samtykke efter § 47, stk. 2. B kommune lagde herved vægt på, at familiens boligudgift ville blive urealistisk høj, idet den incl. el og varme ville beløbe sig til minimum 5.800 kr. månedligt.

Det sociale udvalg i A kommune tog på et møde den 1. februar 1988 formandens beslutning om afslag på hjælp til efterretning.

Familien skulle tilbydes husvildebolig, indtil anden bolig kunne fremskaffes.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt - under hensyn til at det sociale udvalg i A kommune den 18. januar 1988 bevilgede ægteparret hjælp til depositum og 1 måneds husleje samt under hensyn til at ægteparret den 19. januar 1988 blev gjort bekendt med bevillingen - at formanden for det sociale udvalg i A kommune havde været uberettiget til at tilbagekalde bevillingen. Ægteparret har herefter krav på at få den bevilgede hjælp udbetalt.

Afgørelsen var truffet i henhold til bistandslovens § 46.

Amtsankenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om ægteparrets økonomiske forhold gav grundlag for at antage, at de i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale hjælpen, og ophævede således tilbagebetalingskravet.

Afgørelsen var truffet i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg i A kommune, der gjorde gældende, at formanden var berettiget til at omgøre udvalgets beslutning. Dette skulle ses på baggrund af, at familien samme dag fik forelagt begge beslutninger og endnu ikke havde kunnet foretage flytningen. Om tilbagebetalingskravet bemærkede udvalget, at ægteparret underskrev lejekontrakten vedrørende den nye bolig allerede inden bevilling forelå, og at ægteparret selv oplyste, at de meget hurtigt ville være selvforsørgende. Dette har de faktisk været siden 1. marts 1988.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 47, stk.1 og § 26, stk. 1, nr. 3.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Amtsankenævnet udtalte i brev af 28. september 1988 til Ankestyrelsen bl.a., at for så vidt angik spørgsmålet om en offentlig myndigheds adgang til at tilbagekalde en meddelt tilladelse, en såkaldt begunstigende forvaltningsakt, bemærkes, at det i den forvaltningsretlige litteratur er antaget, at der består snævre grænser herfor. Ankenævnets afgørelse bygger på betragtninger, svarende til dem, der indeholdes i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1983, side 223, spalte 1-2.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen navnlig vægt på, at det sociale udvalg i A kommune havde truffet sin beslutning i mødet den 18. januar 1988 uden at have skaffet sig underretning om, hvorvidt det sociale udvalg i tilflytningskommunen ville meddele samtykke som nævnt i § 47, stk. 2, i loven om social bistand, og uden at gøre sin beslutning om ydelse af hjælp betinget af, at et sådant samtykke blev tilvejebragt.

I øvrigt bemærkede nævnet, at det af sagens akter syntes at fremgå, at det sociale udvalgs afgørelse af 18. januar 1988 blev meddelt klageren den 19. januar 1988, og at han først den 20. januar 1988 - og altså ikke samme dag som af det sociale udvalg anført - blev underrettet om, at afgørelsen var blevet tilbagekaldt.

For så vidt angik det forhold, at ankenævnet ophævede tilbagebetalingskravet, henviste nævnet til, at det i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1985, side 176, spalte 2, er udtalt, at anvendelse af bestemmelsen i § 26, stk. 1, nr. 3, i loven om social bistand efter ombudsmandens opfattelse forudsætter, at der efter et konkret skøn er forholdsvis sikre holdepunkter for at antage (»viser«), at lønindtægten »i løbet af kortere tid« vil kunne give dækning for tilbagebetalingskravet.

Amtsankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klagerne ifølge mødeindstillingsarket på ansøgningstidspunktet befandt sig i en uoverskuelig økonomisk og social situation med en gæld på 1,8 mill.kr., og at de i klageskrivelsen udtalte forhåbninger om, at klagerne i tilfælde af flytning ville kunne blive selvforsørgende ikke rummede holdepunkter for en antagelse af, at de i løbet af kortere tid ville være i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Nævnet henviste i denne forbindelse til SM 0-13-86. (* 1)

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse, hvorefter ægteparret er berettiget til den af socialudvalget i møde den 18. januar 1988 bevilgede flyttehjælp, med amtsankenævnets begrundelse.

Ankestyrelsen fandt dog, at afgørelsen skal træffes i henhold til bistandslovens § 47.

Ankestyrelsen tiltrådte ligeledes amtsankenævnets afgørelse om ophævelse af tilbagebetalingskravet med amtsankenævnets begrundelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Endelig adm. afgørelse 1988 19287 Historic

(* 1 ) Ankestyrelsen udtalte i SM 0-13-86, at det i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, udtrykkelig kræves, at der foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen, dvs. at der inden rejsning af tilbagebetalingskrav må tages stilling til både om der foreligger forhold, der viser, at den pågældende vil få en indtægt og om denne indtægt er af en sådan størrelse, at den pågældende bliver i stand til at tilbagebetale hjælpen.

Endelig adm. afgørelse 1988 19287 Historic

Formanden for det sociale udvalg var uberettiget til at tilbagekalde en tidligere given bevilling til flyttehjælp, som var meddelt ansøgeren.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →