Opholdskommunerefusion - institutionsophold - udflytning fra institution (* 1) (* 2)

Opholdskommunerefusion - institutionsophold - udflytning fra institution (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K var enlig mor med 3 børn, hvoraf de 2 med hendes samtykke var anbragt uden for hjemmet. K havde hjemme i A kommune men flyttede den 17. juni 1985 til B kommune, hvor hun flyttede sammen med en mand. B kommune lå i en anden del af landet, som K ikke i øvrigt havde tilknytning til.

De 2 anbragte børn blev hjemgivet i forbindelse med flytningen.

På grund af vold fra samleveren flyttede K den 5. juli 1985 ind på et mødrehjem, men da børnene ikke kunne bo på institutionen mere permanent, tilkendegav K den 8. juli 1985, at hun ønskede at flytte tilbage til A kommune, hvor hun midlertidigt kunne bo hos familie. Hun rejste samme dag.

Ved ankomsten til A tilmeldte K sig folkeregistret men tog sammen med børnene ophold på et krisecenter, da den tidligere samlever var bekendt med folkeregisteradressen.

Den 9. juli 1985 flyttede K fra krisecentret til en institution I drevet efter bistandslovens § 105 og beliggende i C kommune. Amtsankenævnet pålagde ved afgørelse af 10. juni 1987 B kommune at refundere C kommune den kommunale andel af udgifterne under K's ophold i I, jf. bistandslovens § 11, nr. 2.

I slutningen af september 1985 fik K med bistand fra I tilbud om at overtage lejemålet af en 4-værelses lejlighed i A kommune pr. 1. december 1985. Da K's 2 ældste børn den 17. juli 1985 var genanbragt uden for hjemmet, havde hun imidlertid ikke behov for en så stor lejlighed. Hun fik derfor tilbud om en 2 1/2-værelses lejlighed samme sted, hvortil hun flyttede. Efter forhandling med A kommune bevilgede C kommune i februar 1986 hjælp til restindskuddet m.v.

A kommune rejste i maj 1986 refusionskrav mod C kommune, der afviste kravet under henvisning til en da verserende ankesag mod B kommune, og dernæst i juli 1987 mod B kommune, der ligeledes afviste kravet.

A kommune indbragte sagen for amtsankenævnet med den begrundelse, at B kommune også i forhold til A kommune var forpligtet til at yde refusion i henhold til bistandslovens § 11, nr. 2, da principperne i SM 0-8-86 og SM 0-10-86 om refusion i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2 også måtte finde anvendelse for så vidt angår refusion efter bistandslovens § 11.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at B kommune ikke var forpligtet til at afholde opholdskommunens andel af den hjælp, der blev ydet K efter hendes flytning til A kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at K ved flytningen til A kommune ikke længere havde ophold i en institution omfattet af bistandslovens § 11, nr. 2, og at B kommune ikke havde ydet hjælp i forbindelse med K's flytning til eller ophold i C og A kommuner.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af A kommune, der gentog de synspunkter, der var fremført over for amtsankenævnet.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 11, nr. 1 og nr. 2.

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser, pkt. 20.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen er enig med amtsankenævnet i, at det efter K's flytning fra I ikke længere kan pålægges det sociale udvalg i B kommune at afholde udgiften til bistand til hende efter reglen i bistandslovens § 11, nr. 2.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at K ved medvirken fra både I, der drives i henhold til bistandslovens § 105, og socialforvaltningen i C kommune, er flyttet fra I til en lejlighed i A kommune, og at pågældendes opholdskommune forud for institutionsopholdet, det vil sige B kommune, dermed fortsat er forpligtet til at refundere den kommunale andel af A kommunes udgifter til bistand til pågældende, jf. bistandslovens § 11, nr. 1.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

BETALINGSKOMMUNE UNDER OPHOLD PÅ INSTITUTION IKKE FRIGJORT VED PÅGÆLDENDES FLYTNING TIL SELVSTÆNDIG BOLIG MED HJÆLP AF INSTITUTIONEN OG INSTITUTIONSKOMMUNEN.

Den enlige mor K flyttede den 17. juni 1985 fra A kommune til B kommune, hvor hun flyttede sammen med en mand, som imidlertid var voldelig over for hende. Den 5. juli 1985 tog hun derfor ophold på et mødrehjem. Derfra rejste hun den 8. juli 1985 tilbage til A kommune, hvor hun tog ind på et krisecenter, og den 9. juli 1985 flyttede hun videre til institutionen I i C kommune, som sammen med I skaffede hende en lejlighed i A kommune.

Ankestyrelsen fandt, at det efter K's flytning fra I ikke længere kunne pålægges B kommune at afholde udgiften til bistand til hende efter bistandslovens § 11, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at K ved medvirken fra både I, der blev drevet i henhold til bistandslovens § 105, og C kommune var flyttet fra I til en lejlighed i A kommune, og at K's opholdskommune forud for institutionsopholdet, dvs. B kommune, dermed fortsat var forpligtet til at refundere den kommunale andel af A kommunes udgifter til bistand til K efter bistandslovens § 11, nr. 1.