Tilbagebetaling - ambulancekørsel til forsorgshjem - alkoholiker - underretning om tilbagebetalingspligt (* 1)

Tilbagebetaling - ambulancekørsel til forsorgshjem - alkoholiker - underretning om tilbagebetalingspligt (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M havde haft alkoholproblemer i mange år og havde i den anledning jævnligt været i kontakt med socialforvaltningen.

Ved akut behov for befordring til forsorgshjem havde der været en fast praksis, hvorefter socialforvaltningen udlagde beløbet til befordring med taxa og fik det tilbagebetalt ved lønindeholdelse. Denne ordning havde ikke tidligere givet anledning til problemer.

Taxabefordring til forsorgshjem havde fundet sted den 14. april, 9. maj, 8. juli og 10. september 1986, da der den 1. november 1986 på ny opstod en akut situation.

M's læge fandt det denne gang ikke muligt at bruge taxabefordring.

Lægen henvendte sig derfor til kommunens fribefordringsafdeling, hvor han fik tilsagn om, at kommunen ville betale befordringen til forsorgshjemmet med Falck. Spørgsmålet om tilbagebetaling blev ikke nævnt, og M's tilstand var i øvrigt sådan, at han ikke ville have kunnet modtage underretning, jf. bistandslovens § 26, stk. 2.

Den 13. november 1986 modtog socialforvaltningen regningen, som lød på 2.789 kr.

Den 24. november 1986 besluttedes det at yde hjælp til betaling af regningen efter bistandslovens § 40, stk. 1 (nu § 46) mod tilbagebetaling i henhold til § 26, stk. 1, nr. 3. M blev først orienteret om tilbagebetalingspligten ved sin næste henvendelse i socialforvaltningen, der fandt sted den 22. januar 1987.

M blev chokeret over regningens størrelse og nægtede tilbagebetaling.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte, at det sociale udvalg havde gjort hjælpen til Falck-transport til forsorgshjem tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Nævnet fandt, at kommunen med rette kunne gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig, da der på det tidspunkt, hvor hjælpen søgtes, forelå forhold, der viste, at M i løbet af kortere tid ville blive i stand til at tilbagebetale hjælpen, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Nævnet lagde herved til grund, at M var bekendt med tilbagebetalingspligten ved hjælpens udbetaling, jf. bistandslovens § 26, stk. 2, da kommunen flere gange før havde ydet hjælp til samme formål.

Da der efter lægeligt skøn ikke var mulighed for at transportere M med taxa, fandt nævnet endelig, at kommunen med rette havde accepteret transport med Falck-ambulance.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

I klagen anførtes bl.a., at M's læge henvendte sig til kommunen angående betaling af transportudgiften og bestilte transporten i den tro, at kommunen betalte regningen. Hvis lægen havde vidst, at M skulle betale regningen, havde han måske henvist ham til et sygehus.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 26.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen, at det sociale udvalg ikke har været berettiget til at kræve hjælpen til Falck-transport til forsorgshjem tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, jf. § 26, stk. 2.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at betingelserne i bistandslovens § 26, stk. 2, ikke kan anses for opfyldt, fordi M ikke, så snart det var muligt at underrette ham, blev gjort bekendt med, at hjælp til Falck-transporten var bevilget med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse og ophæver

tilbagebetalingspligten.

M, der havde været alkoholiker i mange år, fik bevilget hjælp efter bistandslovens § 40, stk. 1 (nu § 46) til kørsel til forsorgshjem med ambulance. Hjælpen blev i fortsættelse af en praksis, som M var indforstået med, vedrørende tilsvarende befordring med taxa, ydet med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ved kommunens tilsagn om betaling af ambulancekørslen var M ikke i en sådan tilstand, at han kunne modtage meddelelse om tilbagebetalingspligt, jf. § 26, stk. 2. Han blev først orienteret om tilbagebetalingspligten, da han næste gang henvendte sig til kommunen, hvilket skete ca. 2 måneder efter beslutningen om tilbagebetalingspligt.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det sociale udvalg havde været berettiget til at kræve hjælpen tilbagebetalt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at betingelserne i bistandslovens § 26, stk. 2, ikke kunne anses for opfyldt, fordi M ikke, så snart det var muligt at underrette ham, var blevet gjort bekendt med den pålagte tilbagebetalingspligt.