Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - terminsudgifter - fraflytning (* 1) (* 3)

Kontanthjælp - udmåling - boligtillæg - terminsudgifter - fraflytning (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

K, som havde to børn, fik i forbindelse med ophævelse af samlivet med ægtefællen og senere separation af social- og sundhedsforvaltningen fra februar 1987 udbetalt kontanthjælp bestående af grundydelse og børnetillæg.

K havde tidligere haft en arbejdsindtægt på ca. 3.000 kr. årligt, men var ved ansøgningen om hjælp uden indtægter.

Social- og sundhedsforvaltningen ydede endvidere K hjælp til betaling af forfaldne terminsydelser pr. 11. juni 1987 og 11.

september 1987 med 23.430 kr. pr. ydelse samt til betaling af varmeudgifter, ejendomsskatter og ejendomsforsikring.

Ved en drøftelse med social- og sundhedsforvaltningens økonomiske konsulent i juni 1987 blev det tilkendegivet over for K, at fortsat hjælp til betaling af boligudgiften ikke skønnedes rimelig.

I december 1987 ansøgte K påny om hjælp til betaling af terminsydelse på ca. 24.000 kr. K oplyste ved ansøgningen, at hun forgæves havde søgt at sælge en del af boligen. K havde på dette tidspunkt endnu ikke udsigt til arbejde.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på hjælp til betaling af boligudgifter i forbindelse med terminsbetaling december 1987/januar 1988.

Social- og sundhedsforvaltningen begrundede afgørelsen med, at der ikke længere fandtes at være lovhjemmel til at afholde udgifter, som lå udover såvel K's hidtidige som hendes forventede fremtidige levevilkår. Forvaltningen lagde herved vægt på, at K hidtil havde haft beskedne indtægter, og at hun på ansøgningstidspunktet fortsat var uden arbejde. Forvaltningen fandt, at den hjælp, der kunne ydes K, højst kunne udgøre et beløb svarende til dagpengenes højste beløb efter fradrag af skat, 5.733 kr. månedlig.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen var indanket af K, som anførte, at hun i det mindste måtte være berettiget til at få udbetalt et beløb, som svarede til udgiften til en af kommunen anvist anden bolig til hende og hendes børn.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

K fraflyttede kommunen i midten af februar 1988 og fik samtidig fuldtidsarbejde.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 37, stk. 1, stk. 3 og stk. 5.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen er enig med social- og sundhedsforvaltningen i, at der på baggrund af K's hidtidige indtægtsniveau og hendes forventede fremtidige niveau ikke var grundlag for fortsat at yde hende hjælp til de meget høje terminsudgifter vedrørende hendes hus.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at det ved K's møde med kommunens økonomikonsulent i juni 1987 måtte anses for at være gjort tilstrækkeligt klart for hende, at det ikke skønnedes rimeligt for kommunen fortsat at yde hjælp til de meget høje terminsudgifter.

Ankestyrelsen tiltræder således social- og sundhedsforvaltningens afslag på hjælp til terminsydelser december 1987/januar 1988.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at der fra januar 1988 og indtil flytning fra kommunen bør ydes hende et boligtillæg, jf.

bistandslovens § 37, stk. 3, svarende til udgiften ved den anden bolig, som kommunen mente at kunne pege på, jf. kommunens tilsagn herom i afgørelsen af 27. januar 1988. Den samlede hjælp bør dog ikke overstige det i bistandslovens § 37, stk. 5, omtalte dagpengemaksimum.

Sagen hjemvises til kommunen til udmåling af boligtillæg i overensstemmelse med ovenstående.

K fik i forbindelse med samlivsophævelse og separation kontanthjælp fra februar 1987, herunder til betaling af terminsudgifter i juni og september 1987 med ca. 24.000 kr. pr. ydelse.

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på hjælp til betaling af december termin 1987.

Ankestyrelsen fandt, at der på baggrund af K's hidtidige indtægtsniveau og hendes forventede fremtidige niveau ikke var grundlag for fortsat at yde hende hjælp til de meget høje terminsudgifter vedrørende hendes hus. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ved et møde mellem K og kommunens økonomikonsulent i juni 1987 måtte anses for at være gjort tilstrækkeligt klart for hende, at det ikke skønnedes rimeligt for kommunen fortsat at yde hjælp til de meget høje terminsudgifter. Ankestyrelsen tiltrådte således social- og sundhedsforvaltningens afslag på hjælp til terminsydelser december 1987/januar 1988.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der fra januar 1988 og indtil K's flytning fra kommunen i februar 1988 burde ydes hende et boligtillæg svarende til udgiften ved en anden bolig, som kommunen mente at kunne pege på.