Kontanthjælp - tilbagebetaling - indtrædelse i overskydende skat (* 1) (* 2)

Kontanthjælp - tilbagebetaling - indtrædelse i overskydende skat (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M havde i perioder modtaget tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, herunder i begyndelsen af juli 1986 med 2.200 kr., for hvilke det samtidig blev fastsat, at tilbagebetaling skulle ske kontant inden samme måneds udgang.

M betalte dog ikke.

I oktober 1986 blev han skriftligt anmodet om at rette henvendelse til kommunens incassokontor senest den 31. oktober 1986 med henblik på en aftale om afvikling af det tilbagebetalingspligtige beløb.

M kontaktede ikke incassokontoret inden den fastsatte frist, men mødte op på kontoret den 26. november 1986 og oplyste, at han modtog kontanthjælp. Dette gentog sig den 26. marts 1987, hvor han tilkendegav, at han snart forventede at komme i arbejde. Det blev herefter aftalt, at han skulle give møde, når han fik arbejde, for at man kunne vurdere de økonomiske muligheder for tilbagebetaling af hjælpen.

M kom i arbejde, men mødte trods aftalen ikke.

På baggrund af oplysninger om, at M i 1986 havde indbetalt kr.

6.135,- for meget i skat, gav kommunens incassokontor ham meddelelse om, at der var fastsat en betalingsordning, således at den overskydende skat skulle anvendes til kontanthjælpen. Den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp udgjorde ifølge incassoafdelingens opgørelse 7.489,90 kr.

Indsigelsesfristen var 10 dage. M reagerede dog ikke over for kommunen, men klagede til amtsankenævnet.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg kun havde været berettiget til at indtræde i retten til M's overskydende skat for et beløb på 2.200 kr.

Amtsankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der alene for dette beløb havde været fastsat en betalingsordning, der ikke var overholdt.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg bl.a. med den begrundelse, at udbetaling af et stort beløb i overskydende skat var en væsentlig ændring af den pågældendes økonomiske forhold, som kunne sidestilles med en stor indtægtsfremgang.

Det fremgik i øvrigt af ankeskrivelsen, at det ved udbetalingen af overskydende skat var fast procedure i incassoafdelingen, at denne tilskrev de tilbagebetalingspligtige klienter om en betalingsfastsættelse svarende til det beløb, der ellers skulle udbetales.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Amtsankenævnet anførte efter indankningen, at bistandslovens § 27, stk. 3, måtte anses for illusorisk, såfremt adgangen til oplysninger i centrale registre benyttedes til en samtidig fastsættelse af en betalingsordning svarende til det beløb, der skulle udbetales.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 27, stk. 3.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltræder med den af amtsankenævnet givne begrundelse, at det sociale udvalg alene for et beløb på 2.200,- kr. har været berettiget til at indtræde i retten til pågældendes overskydende skat.

Ankestyrelsen har herved lagt afgørende vægt på, at kommunen først i forbindelse med udbetalingen af overskydende skat har søgt at fastsætte en tilbagebetalingsordning, og at kommunen ikke på et tidligere tidspunkt i tilstrækkeligt omfang har udfoldet bestræbelser på at få etableret en betalingsordning.

En kommune underrettede en skyldner af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp M, om, at kommunen havde modtaget oplysning om, at han skulle have udbetalt overskydende skat. Det sociale udvalg fastsatte derfor - med en indsigelsesfrist på 10 dage - en betalingsordning, således at den overskydende skat blev anvendt til kontanthjælpen.

Der var tidligere fastsat en betalingsordning for en del af det skyldige beløb. Betalingsordningen var ikke overholdt.

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse, hvorefter det sociale udvalg kun havde været berettiget til at indtræde i den overskydende skat for det beløb, der tidligere havde været fastsat betalingsordning for.

Amtsankenævnet havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at der alene for dette beløb havde været fastsat en betalingsordning, der ikke var overholdt.

Ankestyrelsen lagde ved sin tiltrædelse af nævnets afgørelse afgørende vægt på, at kommunen først i forbindelse med udbetalingen af overskydende skat havde søgt at fastsætte en betalingsordning, og at kommunen ikke på et tidligere tidspunkt i tilstrækkeligt omfang havde udfoldet bestræbelser på at få etableret en betalingsordning.