Dagpenge - undtagelsesvis forlængelse af dagpengeperioden - knælidelse (* 2) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Dagpenge - undtagelsesvis forlængelse af dagpengeperioden - knælidelse (* 2) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Den 51-årig håndværker S blev sygemeldt den 11. juni 1985 på grund af slidgigt i højre knæ. Efter indlæggelse på det lokale sygehus en uge i juli 1985 blev han henvist til operation på Rigshospitalet (alloplastik) og blev optaget på venteliste. Den 30. juni 1987 udløb den generelle varighedsbegrænsning for udbetaling af dagpenge.
S udfoldede gennem hele perioden betydelig aktivitet med henblik på at få fremskyndet indlæggelsen.
Da S i maj 1987 efter samtale med Rigshospitalet regnede med at blive indlagt i juni, indhentede socialforvaltningen en lægeudtalelse fra Rigshospitalet, da der måske var grund for at forlænge dagpengeperioden. Ifølge Rigshospitalets oplysninger regner man med 3-4 måneders genoptræning efter operationen, og man regner med generhvervelse af fuld arbejdsdygtighed.
I juni måned fik S at vide, at han ikke ville blive indlagt foreløbig på grund af ferietiden, og man kunne ikke love nogen bestemt dato.
I juni 1987 indhentede socialforvaltningen en udtalelse fra Sikringsstyrelsen angående muligheden for forlængelse af dagpengeperioden.
Sikringsstyrelsen henviste i sit svar til § 1, stk. 1 a og b, i Sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 30. december 1986 om forlængelse af dagpengeperioden. Sikringsstyrelsen bemærkede samtidig, at der ikke er mulighed for at fravige 20-ugers-fristen efter varighedsbegrænsningens ophør på grund af ventetid på indlæggelse på hospital eller anden lægelig behandling eller iværksættelse af revalideringsforanstaltninger, fx arbejdsprøvning.
Det sociale udvalg standsede herefter udbetaling af dagpenge til S med henvisning til Sikringsstyrelsens udtalelse.
S indbragte sagen for amtsankenævnet. Han henviste bl.a. til sine (forgæves) forsøg på at få indlæggelsen fremskyndet og til de økonomiske konsekvenser af afgørelsen for ham.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at forlænge dagpengeudbetalingen udover den i § 25, stk. 2, nævnte periode, der ophørte den 30. juni 1987, og frem til raskmeldingen, såfremt der ikke skete ændringer i S' forhold, der kunne begrunde ophør af udbetalingen af dagpenge.
Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at S havde ventet på indlæggelse på Rigshospitalet siden sommeren 1985, at S selv og i øvrigt andre instanser regelmæssigt havde forsøgt at fremskynde tidspunktet for indlæggelse, og at der ikke fra lægelig side var rejst tvivl om, hvorvidt S ville kunne være fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet efter at operationen var udført, dog efter en vis rekreationsperiode.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg, som bl.a. henviste til den nævnte vejledende udtalelse fra Sikringsstyrelsen, til Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987, pkt. 59-60 og til bemærkningerne til lovforslaget til dagpengelovens § 25, stk.
5 (citeret i D-meddelelse nr. 7/83).
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Efter indankningen har det sociale udvalg oplyst, at kommunen gennem to lægeerklæringer af 14. januar og 24. marts 1988 har fået oplysning om, at S dels har fået nyt knæ (alloplastik) i januar 1988, dels at første operation er mislykkedes, hvorfor S skal genopereres.
LOVGRUNDLAG
Lov nr. 262 af 7. juni 1972 om dagpenge ved sygdom og fødsel, jf.
lovbekendtgørelse nr. 949 af 23. december 1986, § 25, stk. 1, 2 og 5.
Sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 956 af 30. december 1986 om forlængelse af dagpengeperioden, § 1, stk. 1 og 2.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Efter de foreliggende omstændigheder, hvorefter der er tale om operation for en alvorlig knælidelse, som kunne forventes at medføre raskmelding inden for en kortere tid, og da der er udfoldet betydelige bestræbelser på, at indlæggelse til operation ikke blev udskudt unødvendigt, finder Ankestyrelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte amtsankenævnets skøn, hvorefter kommunen pålægges at forlænge dagpengeperioden som anført.
Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) Opmærksomheden henledes på, at der er tale om en konkret vurdering.
Se endvidere SM D-meddelelse nr. 7/83, der fortsat er gældende.
Et amtsankenævn pålagde et socialudvalg at forlænge dagpengeudbetalingen til S udover den i dagpengelovens § 25, stk. 2, nævnte periode, der ophørte den 30. juni 1987, og frem til raskmeldingen, såfremt der ikke skete ændringer i S' forhold, der kunne begrunde ophør af udbetalingen af dagpenge.
Nævnet lagde vægt på, at S havde ventet på indlæggelse siden sommeren 1985, at S selv og i øvrigt andre instanser regelmæssigt havde forsøgt at fremskynde tidspunktet for indlæggelse, og at der ikke fra lægelig side var rejst tvivl om, hvorvidt S ville kunne være fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet efter at operationen var udført, dog efter en vis rekreationsperiode.
Efter de foreliggende omstændigheder, hvorefter der var tale om operation for en alvorlig knælidelse, som kunne forventes at medføre raskmelding inden for en kortere tid, og da der var udfoldet betydelige bestræbelser på, at indlæggelse til operation ikke blev udskudt unødvendigt, fandt Ankestyrelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte amtsankenævnets skøn, hvorefter kommunen pålægges at forlænge dagpengeperioden som anført. (* 1)