Kontanthjælp - rimeligt begrundet enkeltudgift - reparation af farve TV (* 2) (* 4)
Statutory Text (3 Articles)
Kontanthjælp - rimeligt begrundet enkeltudgift - reparation af farve TV (* 2) (* 4)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En kvinde K, som gennem nogle år havde fået kontanthjælp efter bistandsloven, fra 1. juni 1984 efter den dagældende regel i bistandslovens § 37, stk. 4, søgte i juni 1986 om hjælp til betaling af en udgift på 600 kr. til reparation af hendes farvefjernsyn.
Det sociale udvalg gav afslag på ansøgningen, idet udvalget fandt, at der ikke kunne ydes hjælp efter bistandsloven til den omhandlede udgift.
K klagede herefter til amtsankenævnet over socialudvalgets afslag.
AFGØRELSEN. DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet pålagde det sociale udvalg at yde K hjælp til dækning af den ansøgte udgift.
Amtsankenævnet anførte, at der efter bistandslovens § 43, stk. 2, ikke kunne ydes hjælp til formål, som ikke var at anse som rimelige efter reglerne for ydelse af løbende kontanthjælp i § 37, og ved ydelse af hjælp efter § 37 havde det som hovedregel været praksis, at farvefjernsyn blev betragtet som en luksuspræget indbogenstand, jf. kontanthjælpscirkulærets vejledende retningslinier herom.
Nævnet fandt imidlertid, at der burde skelnes mellem hjælp til anskaffelse og hjælp til reparation. Da reparationsudgiften næppe ville have været anderledes, hvis det havde drejet sig om et sort/hvidt fjernsyn, og da ansøgeren ud fra sine økonomiske forhold ikke kunne anses for selv at have midler dertil, besluttede nævnet at pålægge det sociale udvalg at yde hjælp til reparationsudgiften i henhold til bistandsloven.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSE
Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 40, stk. 1. Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 og 16. december 1986 om kontanthjælp.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltræder amtsankenævnets afgørelse med den deri anførte begrundelse.
(* 1) Fra 1. juli 1987 bistandslovens § 46.
Udgiften til reparation af et farvefjernsyn fandtes at kunne afholdes som en rimeligt begrundet enkeludgift.
Amtsankenævnet havde pålagt det sociale udvalg at yde hjælp til reparationsudgiften.
Amtsankenævnet henviste i afgørelsen til, at selvom det som hovedregel havde været praksis at betragte farvefjernsyn som en luksuspræget indbogenstand, fandt nævnet, at der burde skelnes mellem hjælp til anskaffelse og hjælp til reparation. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at reparationsudgiften næppe havde været anderledes, hvis det havde drejet sig om et sort/hvidt fjernsyn, og at ansøgeren ud fra sine økonomiske forhold ikke kunne anses for at have midler til at afholde udgiften.
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse med nævnets begrundelse.