Uddannelseshjælp - tilbagebetaling - afbrudt uddannelse - forældelse (* 1) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Uddannelseshjælp - tilbagebetaling - afbrudt uddannelse - forældelse (* 1) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En mand M fik af det sociale udvalg bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 til gennemførelse af HA-studiet og påbegyndte uddannelsen i september 1976.
Fra den 1. september 1977 blev hjælpen ydet dels som lån dels som tilskud, og fra den 30. juni 1978 fandt det sociale udvalg, at M under hensyn til hans øvrige indtægter økonomisk ville være i stand til at klare det sidste år af uddannelsen.
M underskrev den 13. juli 1978 et gældsbrev udfærdiget af socialforvaltningen på 14.324 kr.
Det fremgik af gældsbrevet, at M forpligtede sig til at betale hjælpen tilbage efter forventet afslutning af uddannelsen i juni 1979.
I efteråret 1978 opgav M studierne og havde herefter erhvervsarbejde som slagteriarbejder i 2 år.
I marts 1981 søgte M det sociale udvalg om økonomisk hjælp, da han var arbejdsløs og ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.
Det sociale udvalg bevilgede M hjælp efter bistandslovens § 42 til færdiggørelse af HA-studiet. Hjælpen ophørte i januar 1983 på grund af M's økonomiske forhold. På dette tidspunkt forventede M at afslutte studierne i december 1983, men han ophørte med studiet uden at have fuldført uddannelsen.
Det sociale udvalg ønskede i oktober 1985 at fastsætte en tilbagebetalingsordning vedrørende uddannelseslånet ydet indtil 1978.
Der blev imidlertid ikke fastsat nogen tilbagebetalingsordning og i december 1986 forespurgte M det sociale udvalg, om ikke tilbagebetalingskravet var forældet.
Socialudvalget meddelte M, at hans revalideringsforløb først var afsluttet i 1983, hvorfor tilbagebetalingskravet i henhold til bistandslovens § 27, stk. 4, først blev forældet i 1988. Det sociale udvalg henviste endvidere til SM 0-44-85, hvor Ankestyrelsen havde fundet, at forældelsesfristen først skulle regnes fra den dato, uddannelsesforløbet var endeligt afsluttet.
M klagede til amtsankenævnet og anførte, at han ikke, som i den nævnte ankestyrelsesafgørelse, havde holdt en pause i uddannelsesforløbet. Han havde opgivet studierne i 1978 af økonomiske grunde og havde påtaget sig fuldtidsarbejde som slagteriarbejder, indtil han 2 år senere blev afskediget på grund af nedskæringer.
M fandt, at selvom han i 1981 igen kom under revalidering, måtte til- bagebetalingspligten være indtrådt i efteråret 1978.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg ikke kunne rejse krav om tilbagebetaling af uddannelseshjælp, som var udbetalt i perioden indtil den 30. juni 1978, da M ikke havde afsluttet HA-studiet.
Amtsankenævnet henviste til, at nævnet fandt, at tilbagebetalingspligten vedrørende uddannelseslån ydet i henhold til bistandslovens § 42 først indtrådte ved uddannelsens endelige afslutning.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg, som anførte, at udvalget var af den opfattelse, at M havde afsluttet sin uddannelse i løbet af 1983, selvom der ikke var tale om færdiggørelse af studiet.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 27 og § 42.
Pkt. 8 i Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986 om hjælp efter bistandslovens § 42.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at de enkelte studieperioder må vurderes særskilt, og at M er ophørt med studiet i 1978, hvor han påbegyndte et 2-årigt fuldtidsarbejde som slagteriarbejder.
Da der ikke har været fastsat en betalingsordning før i februar 1987, er tilbagebetalingskravet vedrørende hjælp i tiden indtil 1978 forældet efter den dagældende 3-årige forældelse.
Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) Se tillige SM O-044-85
SM O-034-86
SM O-089-86
SM O-061-87 om forældelse af tilbagebetalingskrav.
En mand M fik i perioden 1976-1978 hjælp efter bistandslovens § 42 herunder som lån, men afbrød det påbegyndte HA-studium af økonomiske grunde og fik herefter arbejde som slagteriarbejder i to år.
I 1981, hvor M var blevet arbejdsløs, fik han påny bevilget hjælp efter § 42 til færdiggørelse af HA-studiet, men ophørte med studierne i 1983 uden at have fuldført uddannelsen.
Amtsankenævnet fandt, at det sociale udvalg ikke kunne rejse krav om tilbagebetaling af uddannelseshjælp ydet indtil 1978, da M ikke havde afsluttet HA-studiet endeligt.
Ankestyrelsen fandt, at de enkelte studieperioder måtte vurderes særskilt, og at M var ophørt med studiet i 1978, hvor han påbegyndte 2-årigt fuldtidsarbejde som slagteriarbejder.
Da der ikke havde været fastsat en betalingsordning før i februar 1987, var tilbagebetalingskravet vedrørende hjælp i tiden indtil 1978 forældet efter den dagældende 3-årige forældelse.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.