Samkvemsafbrydelse - forældremyndighed - varighed (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Samkvemsafbrydelse - forældremyndighed - varighed (* 1)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Sagen drejede sig om barnet B, der var født i 1972.
Forældrene ophævede samlivet i 1977 og blev derefter skilt. Faderen F fik forældremyndigheden over B.
På grund af B's adfærdsvanskeligheder blev der bevilget støttepædagog i daginstitution fra 1978-81, fra juni 1978 suppleret med en superviserende psykolog.
B var i familiepleje fra 1978 til 1986, dog afbrudt af ophold hos F ca. 1 1/2 år i 1980-81. Nyt ophold i familiepleje var ønsket af B.
F var indforstået med anbringelsen.
F var psykisk syg, og B var bange for ham. I forbindelse med udøvelse af samkvem udviklede der sig efterhånden problemer mellem plejefamilien og den biologiske familie.
I begyndelsen af 1982 skønnede de sociale myndigheder, at B befandt sig i en meget svær loyalitetskonflikt og udviste selvdestruktiv adfærd. Man fandt det derfor nødvendigt straks at afbryde samkvemmet mellem B og F.
Af en børnepsykiatrisk erklæring fra juni 1982 fremgik, at plejefamilien skønnedes at kunne give B de følelsesmæssige og faste rammer, der var brug for, men at dette ville forudsætte, at kontakten til F og bedsteforældrene ophørte på ubestemt tid.
Det sociale udvalg traf herefter afgørelse om afbrydelse af samkvemmet fra juni 1982, og samkvemsafbrydelsen blev senere forlænget med 1/2 år ad gangen. Socialstyrelsen, som var ankeinstans indtil 1. januar 1985, tiltrådte socialudvalgets beslutninger i det omfang, de blev påklaget (3 gange).
Med virkning fra den 1. april 1985 besluttede det sociale udvalg at afbryde samkvemmet mellem F og B (og bedsteforældrene) for 1 år.
Til støtte for sin afgørelse havde det sociale udvalg erklæringer fra B's støttepædagog, der fandt, at B var et psykisk meget skrøbeligt og tidligt skadet barn, og at selv små ændringer i B's tilværelse ville kunne true udviklingen. Behandlingen af B bevægede sig klart i positiv retning, men det var en proces, der ville tage mange år og kræve fuldstændig ro og stabilitet i B's liv. Det blev derfor bl.a. anbefalet, at B blev i plejefamilien, og at der ikke blev etableret samkvem med den biologiske familie.
Kommunen begrundede sin afgørelse med, at B fortsat vurderedes som et psykisk meget skrøbeligt og tidligt skadet barn, der ikke kunne tåle ændringer i sit liv. Et forsøg på at etablere en samkvemsordning på daværende tidspunkt vurderedes at ville medføre uoprettelige følger for B's udvikling og et sammenbrud i behandlingen.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse med samme begrundelse som kommunen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Afgørelsen blev anket af F. Det blev fra hans side især gjort gældende, at B selv havde søgt kontakt med ham, og at B og bedsteforældrene havde været nært knyttet til hinanden. Når B fortsat blev beskrevet som skrøbelig, kunne dette netop skyldes, at han led under samkvemsafbrydelsen. F's egne forhold var ændret, idet han nu havde haft en fast veninde i et år.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
B havde gennem årene haft problemer i skolen. Da plejeforældrene var ved at køre træt, blev der i april 1986 truffet beslutning efter reglerne i bistandslovens afsnit VIII om at anbringe B på et skolehjem og forlænge samkvemsafbrydelsen med endnu et år.
I 1986 fik F tilkendt mellemste førtidspension på grund af en psykisk lidelse.
LOVGRUNDLAG
Bistandslovens § 67, stk. 2.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Efter det oplyste om B's og F's forhold finder Ankestyrelsen, at det har været absolut påkrævet af hensyn til B's velfærd at beslutte, som sket i det sociale udvalgs møde den 27. marts 1985, at samkvemmet mellem F og B fortsat skulle være afbrudt.
Under hensyn til, at samkvemmet imellem dem har måttet afbrydes siden juni 1982, at afbrydelsen derefter er besluttet forlænget for perioder af 1/2 år ad gangen, og at beslutningerne herom er blevet tiltrådt af Socialstyrelsen i det omfang, de er blevet påklaget, finder Ankestyrelsen, at udvalget i det nævnte møde med rette har besluttet, at samkvemsafbrydelsen nu skulle have en varighed på 1 år.
Ankestyrelsen tiltræder derfor Amtsankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse, hvorved nævnet tiltrådte det sociale udvalgs beslutning om at afbryde samkvem mellem en far og hans i familiepleje anbragte barn, som han havde forældremyndigheden over, i et helt år fra den 1. april 1985.