Sygebehandling - medicinudgifter - behovsbedømmelse - kontanthjælpsmodtager (* 1)

Sygebehandling - medicinudgifter - behovsbedømmelse - kontanthjælpsmodtager (* 1)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En enlig mand M, der boede hos forældrene, søgte i august 1987 om hjælp efter bistandslovens § 46 a til dækning af en nyordineret medicin.

M havde en nyrelidelse. Han havde siden 1985 haft en medicinbevilling på visse nærmere angivne præparater. Udgifterne til nødvendig medicin beløb sig til ca. 100 - 200 kr. månedlig.

M modtog kontanthjælp udmålt efter bistandslovens § 37, stk. 2, 4.pkt., - nedsat grundydelse. Han angav, at han ikke havde nogen faste udgifter.

Det sociale udvalg afslog at yde hjælp til den nyordinerede medicin og tilbagekaldte samtidig den i 1985 udstedte medicinbevilling.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at M i sin nuværende situation som modtager af kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, 4.pkt., - allerede herved - var berettiget til, uden forudgående skøn over hans faste udgifter, at få dækket medicinudgifter, der ud fra en lægelig vurdering måtte anses for nødvendige og velbegrundede.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at grundydelsen (tilsvarende den nedsatte grundydelse) som kontanthjælpsreglerne havde været udformet fra 1. juli 1987 var en retsbestemt ydelse beregnet til at dække egentlige forsørgelsesmæssige udgifter, men derimod ikke sådanne udgifter til sygebehandling og lignende, som kunne henføres under § 46 a i bistandsloven.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der anførte, at der efter udvalgets opfattelse, måtte foretages en samlet bedømmelse af pågældendes eller familiens muligheder for selv at afholde den ansøgte udgift eller en del heraf, og at denne vurdering ikke kunne ske udelukkende på grundlag af en oplysning om, at den pågældende modtog kontanthjælp modsat fx dagpenge. Udvalget henviste i den forbindelse til, at der efter ændringen i kontanthjælpsreglerne pr. 1. juli 1987 ikke længere foretages nogen egentlig trangs- eller rimelighedsvurdering ved beregningen af løbende kontanthjælp efter bistandslovens § 37.

Efter udvalgets opfattelse måtte det afgørende ved trangsvurderingen være den pågældendes faktiske muligheder for selv at afholde udgifter ved hjælp af sine indtægter, hvorimod arten af disse indtægter var uden betydning.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Socialforvaltningen oplyste, at den samlede medicinudgift for året 1987 udgjorde ialt 2.064,10 kr.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 46 a.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at der i forbindelse med afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt der kan ydes hjælp til medicinudgifter efter bistandslovens § 46 a skal foretages en behovsbedømmelse udfra en samlet vurdering af familieforholdene, ansøgerens økonomiske situation og størrelsen af udgiften til medicin.

Ankestyrelsen finder således, at spørgsmålet om ydelse af hjælp til medicin efter bistandslovens § 46 a skal afgøres ud fra en fleksibel behovsbedømmelse, der fx ikke kan ske udelukkende på grundlag af, at den pågældende oppebærer kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, med et beløb svarende til grundydelsen.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at grundydelsen er bestemt til at dække kost, tøj og faste udgifter, bortset fra boligudgifter, jf. Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven § 6 a.

Efter de foreliggende oplysninger om M's økonomiske situation, hans forhold i øvrigt sammenholdt med medicinudgiftens størrelse finder Ankestyrelsen ikke, at betingelserne i bistandslovens § 46 a for at yde tilskud til medicinen er opfyldt.

Ankestyrelsen tiltræder det sociale udvalgs afgørelse i sin helhed.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Den omstændighed, at Ankestyrelsen har ændret amtsankenævnets afgørelse, medfører ikke, at der skal ske tilbagebetaling af den hidtil oppebårne medicinhjælp.

Ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der kunne ydes hjælp til medicinudgifter efter bistandslovens § 46 a, fandt Ankestyrelsen, at der skulle foretages en behovsbedømmelse udfra en samlet vurdering af familieforholdene, ansøgerens økonomiske situation og størrelsen af udgiften til medicin.

Ankestyrelsen fandt således, at spørgsmålet om ydelse af hjælp til medicin efter bistandslovens § 46 a skulle afgøres ud fra en fleksibel behovsbedømmelse, der fx ikke kunne ske udelukkende på grundlag af, at den pågældende oppebar kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, med et beløb svarende til grundydelsen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at grundydelsen er bestemt til at dække kost, tøj og faste udgifter, bortset fra boligudgiften, jf.

Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 6 a.